Anmeldelse
Frelseren fra Hvidovre
- Log ind for at skrive kommentarer
Verden brænder, og den eneste, der kan redde menneskeheden er digteren Allan Thornbum. Kaspar Colling Nielsen har igen skrevet en aktuel og original roman om verden her og nu.
Verden er af lave. Pandemien hærger. Vesuv går i udbrud og indhyller store områder i en askesky. Mørket sænker sig. Folk og fugle dør som fluer. Kun én kan redde verden. Og den ene (viser forskellige analyser og beregninger) er digteren Allan Thornbum, der bor i et lejet kælderværelse i Hvidovre sammen med sin kat. Er Allan virkelig frelseren? Og hvis han er, hvad er prisen så? For Allan og for resten af verden? Kaspar Colling Nielsen har gjort det igen: Skrevet en aktuel, lige-på-kornet, underholdende, sjov, morbid og begavet roman om verden her og nu.
Man skal passe gevaldigt på med at være forudindtaget. Det gælder uanset, om man har høje eller lave forventninger til noget. Og derfor formanede jeg kraftigt mig selv, inden jeg åbnede ’Frelseren fra Hvidovre’, for min - lige siden debuten Mount København – grænsende til næsegrus beundring for Kaspar Colling Nielsens forfatterskab KUNNE jo ret beset blive gjort til skamme. Der gives som bekendt ingen garantier for hverken Colling Nielsens formåen eller min egen ditto. Men altså: Jeg mener (stadig), at han er én af landets mest originale og skarpsindige forfattere. Og frelseren her er blot med til at stive dén holdning af.
Allan, digter og trafiktæller på Rødovrevej, frister en skæbne som den nye Messias, da han i disse for vort land så dårlige tider en dag modtager besøg af selveste statsministeren Bianca Didriksen, der pålægger ham en opgave: Alt peger på, at det eneste, der kan redde verden fra såvel økonomisk kollaps som menneskelig undergang, er, at Allan skriver et digt. Bare et lille-bitte et. Det lyder jo sært, og det synes Allan da også, så i første omgang nægter han. Men da det kommer frem i medierne (uha, de magtfulde medier!), at Allan ikke vil levere det ønskede digt, bliver folk afsindigt rasende, og Allan ser til sidst ingen anden udvej end at skrive det forbandede digt. Og det viser sig faktisk at virke. I hvert fald for en tid. Og hvad mere er: Ved simpel håndspålæggelse kan Allan helbrede de syge, få blinde til at se, døve til at høre og lamme til at gå. Lyder det bekendt? Jovist – meget tyder på, at Allan ganske rigtigt er frelseren. Og hvis man lige forlænger venstre ”ben” på det sidste bogstav i Allans navn, får man også ganske rigtigt en gud. Signalet er ikke til at tage fejl af.
I lighed med fx Det europæiske forår kan man overordnet set godt hævde, at det er en vanvittig historie, der foldes ud her. Men hvis man tænker nærmere efter, spejler fortællingen ret præcist bare alt det absurde, der rent faktisk foregår. Pandemien er jo en realitet. Askeskyer er set før. Stormen på kongressen i Washington, D.C. er også virkelighed. Og religiøs henrykkelse er ikke noget nyt, ligesom menneskets dårskab nok heller aldrig lader sig totalt overvinde. Med andre ord: Romanen er et destillat af aktuelle og virkelige begivenheder tilsat en smule magisk realisme og noget sort humor, som ikke mindst er dét, jeg falder fuldkommen for.
- Log ind for at skrive kommentarer
Verden brænder, og den eneste, der kan redde menneskeheden er digteren Allan Thornbum. Kaspar Colling Nielsen har igen skrevet en aktuel og original roman om verden her og nu.
Verden er af lave. Pandemien hærger. Vesuv går i udbrud og indhyller store områder i en askesky. Mørket sænker sig. Folk og fugle dør som fluer. Kun én kan redde verden. Og den ene (viser forskellige analyser og beregninger) er digteren Allan Thornbum, der bor i et lejet kælderværelse i Hvidovre sammen med sin kat. Er Allan virkelig frelseren? Og hvis han er, hvad er prisen så? For Allan og for resten af verden? Kaspar Colling Nielsen har gjort det igen: Skrevet en aktuel, lige-på-kornet, underholdende, sjov, morbid og begavet roman om verden her og nu.
Man skal passe gevaldigt på med at være forudindtaget. Det gælder uanset, om man har høje eller lave forventninger til noget. Og derfor formanede jeg kraftigt mig selv, inden jeg åbnede ’Frelseren fra Hvidovre’, for min - lige siden debuten Mount København – grænsende til næsegrus beundring for Kaspar Colling Nielsens forfatterskab KUNNE jo ret beset blive gjort til skamme. Der gives som bekendt ingen garantier for hverken Colling Nielsens formåen eller min egen ditto. Men altså: Jeg mener (stadig), at han er én af landets mest originale og skarpsindige forfattere. Og frelseren her er blot med til at stive dén holdning af.
Allan, digter og trafiktæller på Rødovrevej, frister en skæbne som den nye Messias, da han i disse for vort land så dårlige tider en dag modtager besøg af selveste statsministeren Bianca Didriksen, der pålægger ham en opgave: Alt peger på, at det eneste, der kan redde verden fra såvel økonomisk kollaps som menneskelig undergang, er, at Allan skriver et digt. Bare et lille-bitte et. Det lyder jo sært, og det synes Allan da også, så i første omgang nægter han. Men da det kommer frem i medierne (uha, de magtfulde medier!), at Allan ikke vil levere det ønskede digt, bliver folk afsindigt rasende, og Allan ser til sidst ingen anden udvej end at skrive det forbandede digt. Og det viser sig faktisk at virke. I hvert fald for en tid. Og hvad mere er: Ved simpel håndspålæggelse kan Allan helbrede de syge, få blinde til at se, døve til at høre og lamme til at gå. Lyder det bekendt? Jovist – meget tyder på, at Allan ganske rigtigt er frelseren. Og hvis man lige forlænger venstre ”ben” på det sidste bogstav i Allans navn, får man også ganske rigtigt en gud. Signalet er ikke til at tage fejl af.
I lighed med fx Det europæiske forår kan man overordnet set godt hævde, at det er en vanvittig historie, der foldes ud her. Men hvis man tænker nærmere efter, spejler fortællingen ret præcist bare alt det absurde, der rent faktisk foregår. Pandemien er jo en realitet. Askeskyer er set før. Stormen på kongressen i Washington, D.C. er også virkelighed. Og religiøs henrykkelse er ikke noget nyt, ligesom menneskets dårskab nok heller aldrig lader sig totalt overvinde. Med andre ord: Romanen er et destillat af aktuelle og virkelige begivenheder tilsat en smule magisk realisme og noget sort humor, som ikke mindst er dét, jeg falder fuldkommen for.
Kommentarer