Forbarm dig af Jean-Christophe Grangé

Grangè er en af de bedste spændingsforfattere på markedet, og denne roman er bestemt ingen undtagelse. Voldsomt underholdende, uhyggelig, og ikke til at lægge fra sig.

I den armenske kirke i Paris findes organisten Wilhelm Goetz myrdet på besynderlig vis. Tilsyneladende er han død af smerte ved en voldsom gennemboring af den ene trommehinde, og endnu mere besynderligt: I blodet omkring liget findes aftryk af små fødder, som kunne tyde på at morderen eller morderne er børn.

Den pensionerende politikommissær Kasdan tilhører menigheden i kirken, og han beslutter på egen hånd at forske i den mystiske sag. Samtidig får den unge politiassistent Volokin, som ellers er indlagt til afvænning for narkotikamisbrug, nys om sagen. De to umage politifolk, som begge har deres egne problemer at slås med, men som begge er unikke efterforskere, forener kræfterne. Flere mord følger efter, og selvom mistanken i første omgang går på misbrug af børn, skal det snart vise sig, at forklaringen i virkeligheden skal søges i Goetz’s fortid som chilensk flygtning. Og da det viser sig, at han ikke, som man ellers troede, var politisk flygtning, men i virkeligheden var en af Pinochets bødler, åbenbares den grusomme og helt igennem utrolige sandhed lidt efter lidt for de to politifolk.

Romanen starter på sin vis som en ganske almindelig krimi, men snart udvikler historien sig til en overrumplende og vild karruseltur i ondskabens væsen og religiøs fanatisme.
Det er på alle måder en sort, dyster og ualmindelig grum historie, der oprulles, og i visse sekvenser udvikler historien sig til det rene gys.
Grangès skurke og mordere, ja egentlig også heltene, er som altid ualmindeligt blodtørstige, men kan man abstrahere fra dette, får man et mesterværk inden for genren. Spændingen er intens, og selvom handlingen er særdeles kompliceret, må man bare læse og læse. Forfatteren styrer på imponerende vis sit plot, og læseren overraskes gang på gang.

Og hvor er det vidunderligt at læse en krimi, der tager sig god tid, god tid til at levere nogle grundige og ordentlige personbeskrivelser, god tid til at kæle for sproget og god tid til at skildre de forskellige miljøer. Især beskrivelserne af de to komplicerede hovedpersoner er mesterlig og gør virkelig indtryk.

Denne roman og Grangés øvrige romaner kan bare ikke anbefales nok.