Dødspagten af Jean-Christophe Grangé

Grangé er Frankrigs ubestridte thrillerkonge leverer endnu en underholdende, neglebidende pageturner.

Politimanden Luc ligger i koma efter et mystisk selvmord. Hans ven og kollega Matthieu nægter at tro på, at den dybt troende Luc ville tage sit eget liv, og for at finde frem til en forklaring følger han så at sige i Lucs fodspor tilbage. Det viser sig, at Luc i hemmelighed har forsket i nogle dybt mystiske og bizarre dødsfald i Jurabjergene i Frankrig, men også lignende tilfælde i Italien og i Polen har han haft i kikkerten. Alle tre dødsfald har et skær af religiøs symbolisme og viser tegn på satanisme, og Matthieus efterforskning leder ham ikke alene både til Vatikanet og en hemmelig krigerorden af munke, men også til grupper af djævletilbedere, og han kommer gang på gang selv i skudlinjen.

Handlingen tager yderligere fart, da Luc vågner op af sin koma, og den spegede historie finder sin helt overraskende slutning i Jurabjergene.

Det er på sin vis en ganske almindelig krimi, men de religiøse overtoner og alle tegnene på djævelens tilstedeværelse, gør den så at sige også til en historie om kampen mellem det gode og det onde.

Det er samtidig på mange måder også en sort, dyster og ualmindelig grum historie, der oprulles, og Grangés skurke og mordere er som altid ualmindeligt blodtørstige, men kan man abstrahere fra dette, får man noget nær et mesterværk indenfor genren.

Og hvor er det herligt og befriende at læse en krimi, der tager sig god tid, god tid til at levere nogle grundige og ordentlige personbeskrivelser, god tid til at kæle for sproget og god tid til at skildre de forskellige miljøer.

Grangé skriver lange romaner, men de er aldrig langsommelige, og i "Dødspagten" har tempoet faktisk fået yderligere en omdrejning. Spændingen er intens, og selvom handlingen er særdeles kompliceret, må man bare læse og læse. Forfatteren styrer på imponerende vis sit plot og formår at holde sammen på alle de indviklede handlingstråde og personer.

Denne roman og Grangés øvrige romaner er ikke til at komme uden om, hvis man ønsker krimier med gods i.

Oversat fra fransk af Jesper Tang efter 'Le serment des limbes'. Rosinante, 2008. 667 sider.

Læs også anbefalingen af Ulvenes rige her på Litteratursiden