Feje blade sammen op mod vinden

Hesselholdt er tilbage med Camilla og resten af selskabet. Få kan behandle sproget så præcist og svinge sig ind ad bisætningers sidegader så selvfølgeligt og ubesværet.

Få kan vugge mit hjerte, kilde mit smilebånd og sætte gang i tankestrømme som Christina Hesselholdt. Få kan behandle sproget så gåsehudsprikkende præcist og svinge sig ind ad bisætningers sidegader så selvfølgeligt og ubesværet. Sådan også med den her bog.

Litteraten Camilla og hendes kreds af venner, folkeskolelæreren Alwilda, magisteren Edward, forfatteren Alma og lægen Kristian, er tilbage i en bog, der bliver deres femte sammen (de fire foregående er samlet i den fantastiske ’Selskabet’).

Camilla og vennerne er blevet midaldrende, og Camillas datter er i starten seks år gammel. De øvrige mennesker og dyr, som betyder meget for Camilla, er døde eller på vej derhen: Hesten, mor, far, hunden … Så Camilla, den alting-analyserende, kigger i mindekasser og lærer sin far bedre at kende gennem lydoptagelser. En far, der for 5-årsbarnet Camilla stod som fjern og distræt; senere som nærværende og interessant krummeluretænkende. Det er en rørende tur at gå sammen med Camilla, ligesom det er rørende at læse mavepusterbeskrivelserne af Camillas forhold til sin hund:

”(…) tager jeg (…) hendes [hundens, red.] hoved hvor kraniets form så tydeligt lader sig se og mærke i mine hænder, og kysser hende på det bløde sted ved struben og bag ørerne hvor der lugter så inderligt af brød.”

Vennerne roder mere eller mindre selvoptaget rundt for at finde hinanden igen og for at finde mening i, eller små-puffe til, samfundet. Camilla tænker over, hvorfor halvdelen af befolkningen er alene, imens Alwilda skriver dyremorder på en varevogn, demonstrerer og siger: ” Lad os frelse verden ved at glæde os over den.”. Og hvor er naturen og dyrene i verden også beskrevet smukt!

”Er det ikke til alles bedste hvis nogen rejser i deres indre mens andre bekymrer sig om at forbedre verden? Er det ikke forskelligheden som skaber en civilisation?”, står der med et Ian McEwan-citat fra ’Sorte hunde’ først i bogen.

Men når Camilla så har sneget sig langt ind i sine tanker, kommer (tragi)komikken anstigende som her, hvor hun næsten angribes af en krage og må konstatere efter en dosis Freud:

”lad os så se, om jeg (…) nogensinde igen bliver bange for gråkrager, de flyvende mødre der angriber hovedet. Min fuglefobi varede fjorten intense dage, så savnede jeg parkerne så meget, at jeg vovede mig ind i Fælledparken igen med cykelhjelm og solbriller og yderligere formummet under en paraply.”

At blive sluppet af abstraktionernes spind dér, hvor smilet vil få tyngden til at sætte sig endnu bedre fast – jeg elsker det!

Bogens referencerne til litterære værker tilbyder også både alvor og sjov. Således deler T.S. Eliots ’The Waste Land’ sider med vennernes rollebesætning af dyrene i A.A. Milnes ’Peter Plys’. Kristian er Ninka Ninus, og Alma er Grisling!

Camilla tænker om sine forældres efterladte skråskrift-dokumenter, at de skal læses langsomt. Sådan oplever jeg også ’Feje blade sammen op mod vinden’, der har et overskueligt sideantal, men opfører sig som en pop-op-bog, hvad indhold og analyseinvitationer angår.

Når jeg fejer blade sammen næste gang, ved jeg godt, hvad jeg vil tænke på …