Uhyggen har fået rigtig fat i den hæsblæsende og vellykkede serie. I baggrunden ulmer en konstant ondskab og fanatisme.
'Glasmuren' starter præcist, hvor 'De fejlfødte' slutter, og man er lynhurtigt tilbage i universet med Kuben, Brudstykket, Organisationen og Fry. Stemningen er dog forandret, og den er blevet væsentlig mere mørk og dyster. Noget ukendt og meget farligt lurer hele tiden omkring hjørnet, og Fry, Elin og Johnsons flugt fra Kuben bliver mere og mere uhyggelig, efterhånden som de lister sig frem mod Glasbyen. Ingen ved, hvem der er til at stole på, og det gør dem alle utilregnelige og noget mere kyniske end tidligere.
Fry og de to andre er da også flere gange udsat for angreb fra uventede sider, og da Fry bliver skudt, må en ny allieret hugge armen af ved albuen med en økse. Bare en af de episoder, der får mig til at mene, at mørket for alvor har fået overtaget i dette andet bind i serien, og at ondskaben vokser med foruroligende fart. Mange – både fjender og allierede - mister livet på meget barbariske måder, og der er ligesom ikke længere nogen moral at holde fast i. Der sker noget hele tiden, spændingen stiger fra start til slut, og handlingen udvikler sig side for side. Der er meget få rolige øjeblikke i Frys liv , og det afspejles til perfektion i bogens hæsblæsende tempo.
Frys evner udvikler sig med hjælp fra Johnson og bliver efterhånden trioens stærkeste våben. På deres vej mod Glasbyen får de oplysninger om venner, der tilsyneladende også er flygtet og har overlevet. Som læser følger man både Fry, Elin og Johnson, men også flere af de andre personer, man kender fra 'De fejlfødte'. Man opdager snart, at de fleste ønsker det samme og er på vej samme sted hen. De når bare frem på meget forskellige måder. Fry bliver meget overrasket, for alt hvad hun har troet på viser sig ikke at være sandt, og hvor står hun så?
Sproget er flot og alligevel lettilgængeligt og sammen med den store typografi og den hæsblæsende handling gør det bogen til en dejlig læseoplevelse. 'Glasmuren' er en værdig fortsættelse til 'De fejlfødte', omend noget mere dommedagsagtig og ond. Det unikke univers bliver udbygget, og man lærer efterhånden mere om grunden til, at Fry og Anika blev kidnappet og tvunget til at bære på og føde en af de fejlfødte. Der er overraskelser undervejs, både små og store, og da bogen slutter med en af de store, må forfatteren gerne snart blive færdig med sidste bind i serien. Der er mange tråde jeg gerne vil have bundet og mange ubesvarede spørgsmål, jeg gerne vil have svar på.
Bogen kan anbefales til læsere, der er glade for dystopier som 'Hunger Games', Diabolik og Divergent. Det anbefales helt klart, at bøgerne læses i rigtig rækkefølge.
Kommentarer