Anmeldelse
Den blå portal af Linette Harpsøe
- Log ind for at skrive kommentarer
Anden del af Harpsøes trilogi fortsætter det fantastiske niveau og kan anbefales til fantasylæsere i alle aldre.
Både Madiga og Arki oplever sygdom blandt deres folk. De syge burde dø, men det sker ikke. Hver for sig finder de to piger ud af, at der må være noget galt i Det hinsides, og ganske rigtigt viser det sig, at det er derfra ondskaben kommer. Først i det øjeblik, hvor både Echostammen, Theanerne og Nationen står sammen, er der håb om, at de kan vinde slagt mod ondskaben. Kampen bliver hård og omkostningerne store, det er alle klar over, men derfra og så til at leve med konsekvenserne.
Jeg er stadig helt vild med Arki og hendes vogter Sirika. Deres indbyrdes forhold er helt fantastisk, og det var så dejligt et gensyn. Man lærer personerne bedre at kende her i andet bind i trilogien, og de er alle velbeskrevne, genkendelige og meget nemme at komme ind under huden på. Selvom både Arki og Madiga træffer nogle hårde valg med store konsekvenser, elsker jeg dem alligevel, da de hver især gør det ud fra deres folks bedste. Begge er meget lidt egoistiske, og de betaler gerne, den pris, det koster at forsøge rede deres stammes fremtid.
Også universet fungerer fremragende med de forskellige stammer, der er nødt til at lægge alle stridigheder til side og stå sammen mod ondskaben. Deres rejser frem mod erkendelsen af, at sammenhold er deres eneste mulighed, er forskellig, og det er spændende at følge både Madiga, Bjarko og Ra og Arki og Sirika på deres farlige færd. Hvor Madiga har dragen Ra, som hun er forenet med, har Arki Sirika, med sine meget usædvanlige evner, som kun echostammen har, og uden de to, havde de ikke haft en jordisk chance i kampen.
Jeg vil anbefale trilogien til fantasylæsere i alle aldre, og det kan kun gå for langsomt med at få tredje og sidste del udgivet.
Brugernes anmeldelser