Europa er ikke et sted

Udfordrende og samtidig letlæste essays om at være verdensborger, nationalist, ansvarlig kunstner i samfundet eller æstetiker, der blot er i sin kunst. 

Jens Christian Grøndahl var på legatophold i det danske Institut i Rom, hvor han skrev sine tre essaysamlinger om Europa. Læseren oplever da også i dette sidste bind både natuglen i parken udenfor huset, det balsamiske vejr og skriveroen på terrassen og hører om, hvordan den italienske borger kan være aldeles fremmed overfor staten, hvorimod det nære samfund er vigtigt og tæt på hans eget liv.

Essaysamlingen bringer os også en tur ud i det danske og det nære til Vendsyssel og Skagen. Her var Grøndahl sammen med Ole Wivel og nævner i den sammenhæng den åndfulde mands uafsluttede moralske bo, det ambivalente i at værdsætte Wivels begavede skribentvirksomhed og kende til hans ungdommelige nazi-sværmeri. Det vigtigste er nok historien om, hvordan baronesse Blixen skældte ham ud for at sætte etikken lige så højt som æstetikken. Han var "den ansvarlige kunstner". Kunsten har i følge Sokrates ingen menneskeforbedrende egenskaber, hvilket er endnu et dilemma. Schiller har en meget mere legende og let tilgang til kunsten, og han skulle i følge Grøndahl blot kræve lidt koncentration, så forstår man ham. Det giver mig lyst til også at prøve.

Der stilles rigtig mange spørgsmål i Grøndahls fine essaysamling, og han besvarer dem ikke selv alle sammen. Et af de store emner er brudfladerne mellem følelsen af at være verdensborger og nationalist, at være en kunstner, der ikke giver sin kunst en rolle i samfundet, og så at være den kunstner, der føler ansvarets tyngde.

Grøndahl er en meget intellektuel og belæst mand, han kommer meget vidt omkring, både i filosofi, litteratur og i kunsten generelt. Hans fortællesprog er på samme tid både sprødt, klart og lidt indforstået.

Jeg føler mig absolut oplyst, men jeg synes også,  jeg kommer lidt til kort, når jeg ikke er hjemme i alle forfatterne. Men her udfylder Grøndahl så sin formidlerrolle forbilledligt, jeg får nemlig lyst til at læse både Camus og Schiller. Og så er meget jo opnået.

Titlen? Europa er mere et mødested!