Et nyt navn. Bind 1

Troen og kærligheden til afdøde Ales fylder i Asles liv, hvor billeder fra fortid og nutid smelter sammen i næsten hallucinerende tekster. Spændingen stiger, hvordan det skal ende.

I dag er det fredag, dagen før Lillejuleaften. Asle er træt. Han skal lave ludefisk til vennen Åsleik, der kommer på besøg, men han orker det næsten ikke. Og det værste er, at han heller ikke har trang til at male mere. Han sætter maleriet med andreaskorset væk, så nu er staffeliet tomt. Tankerne går igen tilbage til hans ungdom, da han mødte Ales, sit livs kærlighed på Buscaféen. Han havde lige lejet et værelse hos Herdis Åsen, og hun ville ikke have piger på værelset, så hende kan Ales ikke lide. Fortiden fylder mere og mere, rosenkransen bliver brugt flittigt. Han ser ud i mørket på Sygnefjorden og ind i de mørke stunder i sit liv. Fortid er nutid og omvendt. Til trods for de mange gentagelser læser man med stigende interesse, om Asles liv og indsigt og er spændt på, hvordan det skal ende.

Han tænker også på sin navnebror Asle, som ligger på sygehuset og skælver. Asle fik ham indlagt og må ikke besøge ham, men han har taget hans hund, Brage, til sig. Men der var også Liv, som navnebroren giftede sig med af nød, da hun var gravid. Hendes selvmordsforsøg sidder stadig tungt i Asle, og så er han hende utro med Siv, der også gik på Kunstskolen.

Fra sit runde stuebord går øjnene ud på fjorden, og Asle tænker på, hvorfor han har malet. Hans hoved er fyldt med billeder og for at få billederne til at forsvinde, må han male dem væk. Han synes aldrig, han har passet ind i verden, men i hans billeder var der noget, der var større end livet, og om hvad han har erfaret.

Det er et stille, men alligevel bemærkelsesværdigt liv, vi får oprullet. Hvordan liv bliver til kunst, og hvordan man kommer overens med sig selv og sine valg. Hans tro, diskussioner om Gud og bønnerne bliver mere og mere intense. Ligeledes er savnet af Ales intenst. ”det er som om himlen er hans Bedste, tænker han, men nej det er Ales som er himlen, tænker han, for Ales er også himlen over hans døde Bedste, tænker Asle og han kan mærke indeni at det er hans land, hans landskab…”

Det er suggererende at læse en tekst uden punktummer, hvor de mange livets øjeblikke bliver til et nu. Alt er ladet af betydning, selv om man ikke helt forstår kronologien eller sammenhængen. Det er på alle måder et originalt værk, som man ikke kan slippe.