Kristian Leth har skrevet en fremragende og poetisk erindringsbog om at være søn af en famøs, fraværende far. Tårerne triller tungt, inden tågen letter.
Kristian Leths bog 'En vej ud af tågen' flænser læserens bevidsthed som fortrængte minder, der dukker frem af disen. Den gør ondt at læse, men han skriver som en drøm om sine erindringer fra barndommen, der er indhyllet i tristhed og tåge. Der er meget på spil i den smukke bog med den næsten farveløse forside. Et generationsopgør blandt andet, men først og fremmest en frigørelseshistorie.
Det er kunstnerbarnets malebog, der handler om at vokse op uden maskuline forbilleder og om at tilkæmpe sig retten til sin egen historie. Frem for alt handler den om at være en dreng, der længes efter sin far. Det er svært, og det er irreversibelt. Det er ikke en mavefornemmelse, det er statistik, og Kristian Leth sætter ord på denne smerte:
”Min fars hus findes ikke (…) Der er ingen far hjemme hos os. En far er noget, der ikke er der, som er langt væk i et skrattende telefonopkald på fødselsdagen. Hvis han husker den. (…) Det var ikke min fars hus, jeg rejste mod, det var et træhus bygget af børn uden grundplan. Vi var drenge. Og det var ikke nødvendigvis en god ting, vidste vi.”
De vigtigste erindringsnedslag handler om fraværet af faren, om betydningsfulde brødre og venner, en trofast hund og en mor, som var hele solsystemet for drengene og siden en ny familie, der voksede fra fire til syv.
Da Kristian Leth selv bliver far, og ikke mindst da han får en søn, kommer erindringerne til ham, og han begriber noget mere om barndommens tågede længsler og smertepunkter. Den unge Leth betragter sin farrolle som en hellig opgave, og han indser for alvor, hvad han ikke selv har haft. Han frygter, mest af alt, at gentage sin fars historie og svigte sine børn.
Et åbenlyst spor i bogen handler om at have en far, der er berømt og indimellem berygtet. Da Jørgen Leth udgav sin selvbiografi, og der blæste en kraftig mediestorm, stod sønnen ved hans side på den kæntrede skude. Selvbiografien Det uperfekte menneske er fyldt med historier - hvem husker ikke kokkepigen? - som sønnen langt hen ad vejen forsvarer. Jørgen Leth er en fremragende fortæller, men ifølge sin søn tryller han et ofte destruktivt liv om til anekdoter.
Her i bogen er spørgsmålet, hvordan det var at læse om sin far som en legende i skyggen af hans fravær. Hvordan var det at læse om hans sexliv og om skilsmissen, for ikke at nævne de mange usagte personlige bekendelser i et interview i Politiken? Det er svært at sætte sig ind i for de fleste af os, men Kristian Leth beskriver oplevelsen således: ”Uhøflighed" og "Idiotisk overskridelse”.
Narrativet tilhører også dem, der bliver påvirket af handlingerne, børnene, mener Leth junior. Hans agenda er ikke had eller hævn. Hvis der ingen kærlighed er, er man ligeglad. Han er overhovedet ikke ligeglad, mærker læseren, han forsøger at tage sin historie tilbage, og at elske sin far opløser ikke smerten over hans fravær: ”Jeg drømte engang, da jeg var barn, at min far vendte sig væk fra mig.”
Der ulmer også et bredere generationsopgør i bogen, når Kristian Leth fortæller om sine venners oplevelser med forældrenes utroskab, druk, skilsmisser og svigt:
”Hvad er de for nogle mennesker? Hvad havde de forestillet sig? De her petanque-spillende modernister, der havde så mange gode historier, som forventede, at deres børn jo måtte forstå voksne ting.”
'En vej ud af tågen' er en meget smertefuld bog, der giver stof til eftertanke - både for rødvinsgenerationen og for den nuværende forældregenerations såkaldte curling-typer, som også af og til spekulerer over, hvad der venter, når regnskabet bliver gjort op. Ingen forældre leverer en fejlfri barndom, men i denne fortælling er det ubetinget mest synd for en dreng, der hedder Kristian.
Kommentarer