En to tre – Justine af Iben Mondrup

Når ens hjem brænder ned mister man alt, undtagen sig selv. Justine har heldigvis kunsten endnu.

Justine, som er romanens hovedperson, mister alt, da hendes kolonihavehus brænder ned. Ikke bare mister hun sine minder og personlige ejendele, men også en masse værker, hun har lavet til en udstilling. Udadtil tager hun det roligt, bliver støttet godt af sine venner, men da kæresten Vera afslutter deres forhold, går hun i stykker. Hun roder rundt i sit liv for en tid i forsøget på at finde nyt fodfæste,

Romanen foregår over en kortere periode og fortælles af en jeg-fortæller. Der er masser af handling og mange personer i romanen, som foregår i et kunstnermiljø i København. Miljøet er godt og interessant beskrevet, mens personerne er mere flydende, da de er en del af Justines liv indimellem.

Samtidig får man et fint indblik i den kamp og konkurrence, der hele tiden er mellem kunstnerne for at lave de fedeste ting og få dem udstillet og solgt. Man fornemmer heldigvis, at det handler mere om kunst end penge.

Justine er også meget vellykket, både som jeg-fortæller og Justine. Man følger hendes op-og nedture og hendes tanker og følelser. Der er mange nuancer og detaljer, som underbygger det vanvid, som måske lurer bag facaden, fremkaldt af alle disse traumer. Fortvivlelsen og sorgen er at læse mellem linjerne. Justine kæmper en hård kamp for, at komme videre med sit liv.

Romanen er velskrevet, der bliver leget meget med sproget på en rigtig fed måde. Sproget er lige på og hårdt, hvilket er en fin kontrast til den udsatte situation, Justine er i.

Mondrup har selv været en del af kunstnerverdenen længe, så hun ved hvad hun taler om.

Fire stjerner for den gode og anderledes roman og den fantastiske driblen med ordene.