En mand der hedder Ove af Fredrik Backman

En morsom og hjertevarm ”feel good”-roman man ikke kan andet end at holde af.

Jeg har desværre endnu ikke nået at læse ”Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” af Jonas Jonasson, men hvis den bare er halvt så morsom som ”En mand der hedder Ove”, så er jeg i den grad gået glip af noget, som skal indhentes.

Ove er 59 år og lige blevet fyret. Folk kalder ham bitter og ”en nabos værste mareridt”, men ”man er for helvede vel ikke bitter, bare fordi man ikke smiler fra morgen til aften!” som Ove udtrykker det.

For ca. et halvt år siden døde hans hustru Sonja gennem mange år, og nu er Ove egentlig klar til at mødes med hende. Men nye naboer og et herreløst katteskravl sætter hele tiden hindringer i vejen.

Bogen er fyldt med underfundig humor, hvor jeg bare klukkede af grin, men den har også en sørgmodig dybde i sig, for der er jo en grund til at Ove er, som han er. Ligesom der naturligvis også er en grund til, at Sonja forelskede sig i ham og blev hos ham i deres lange ægteskab.

Så i en blanding af humor og alvor og med spring i tid og sted hører vi om Oves liv fra barndommen og op til i dag, hvor han dagligt inspicerer nabolaget for affald, ulovlige parkeringer og cykler smidt udenfor stativerne til naboernes store irritation, mens han overvejer den bedste måde at slippe herfra på. Men livet er om noget fuld af overraskelser, og for Ove er der endnu ting, der skal klares.

”En mand der hedder Ove” er en morsom og hjertevarm ”feel good”-roman, og man kan da ikke andet end at holde af en fortælling, hvor kapitlerne har overskrifter som: ”En mand der hedder Ove og et drog, der ikke kan åbne et vindue uden at dratte ned fra en stige” eller ”En mand der hedder Ove og en person, der er en svansperson”.

Også omtalt på Bogrummet