En kvinde ser på mænd der ser på kvinder af Siri Hustvedt

Hustvedt skriver begavet, belæst, begejstrende og besnærende om kunst og køn, krop og sind, psyke og selvmord. Masser af læsestof til den videbegærlige, formidlet med fornuft og følelse. 

Lad det bare være sagt én gang for alle: Siri Hustvedt er en yderst begavet og belæst forfatter. Hendes udtalte engagement indenfor såvel humaniora som naturvidenskab formidles i et sprog og på en måde, så man som læser i den grad lader sig besnære af selv ret komplicerede forhold og umiddelbart teori-tunge begreber. Hendes seneste essaysamling, der bærer den i sig selv æstetiske titel ’En kvinde ser på mænd der ser på kvinder’, og som omfangsmæssigt så småt nærmer sig de 700 sider, er ingen undtagelse. Hustvedt drager os med sin viden, og med sin udsøgte måde at formidle den på.

’En kvinde ser på mænd der ser på kvinder’ består ret beset af tre bøger. Første del, som deler titel med bogen, er en samling essays om kunst, kønsproblematikker og den evige kamp mellem humaniora og naturvidenskab. Anden del udgøres af ét langt, men dog afsnitsinddelt, essay om dilemmaet mellem krop og sind. Og endelig består bogens tredje og sidste del af endnu en essaysamling, der overordnet set handler om vilkårene ved at være menneske – fx psykiske lidelser og udfordringer og selvmordet som en mulighed. Her er med andre ord masser af læsestof til den videbegærlige.

Der er mange guldkorn at hente hos Hustvedt, der som forfatter dog udmærker sig ved, aldrig at docere eller mene at vide, hvad der rigtig og forkerte i de givne sammenhænge. For som hun skriver i essayet ’Jeg græd i fire år, og da jeg holdt op, var jeg blind’: ”Jeg kan ikke komme med et endegyldigt svar. Faktisk tror jeg slet ikke på endegyldige svar, men derimod på mangfoldige perspektiver…” Og dét må man så også sige, at hun præsenterer for sin læser. Det er nærmest ufatteligt, hvad den kvinde har læst af faglitteratur og afhandlinger om snart sagt alt. Hun kombinerer på uforlignelig vis det humanistiske med det naturvidenskabelige på sin egen både følsomme og fornuftige facon.  

Mange læsere vil måske primært kende Siri Hustvedt for hendes formidable romaner som eksempelvis Det jeg elskede, En amerikaners lidelser og senest Den flammende verden, men hvis du holder af dem, er der ingen grund til ikke også at kaste sig over hendes essays. Dog kan det i den anledning anbefales at begynde med essaysamlingen ’En bøn for Eros’ (2006), der er lettere tilgængelig end ’En kvinde ser på mænd der ser på kvinder’, som dels spænder bredere rent tematisk og dels opererer på endnu flere videnskabelige planer end de tidligere essaysamlinger.

This is not a pageturner! Giv dig god tid og konsumér den i små bidder, og du vil blive rigeligt belønnet.