Essays af Siri Hustvedt

En smuk samlet udgave af to tidligere udgivne essaysamlinger.  Her kommer man tæt på en meget klog kvinde, det er substans, det er stof til tankerne, det er en stor læsefornøjelse.

Siri Hustvedt er på en gang akademisk og meget indtagende inkluderende i sin tilgang til emnerne. Hun kan formidle og fortælle om relevante problemstillinger, hun skriver fx i forordet til den seneste samling :’At leve, At tænke, At se’ , at hun vil implicere sig selv. Hun vil ikke gemme sig bag en akademisk artikels konventioner. Det føler jeg ikke, at hun lever fuldstændigt op til, men Hustvedt skriver også, at hun ønsker at bruge sine egne subjektive oplevelser. Det er så vores, læsernes held, at hun skriver, så det er en fornøjelse at læse.
 
Det skal siges, at læseren skal skærpe opmærksomheden ved flere af teksterne i afsnittene ’At tænke’ og ’At se’, hvor vi finder artikler af akademisk tilsnit og substans med tilhørende noteapparat. Men det betyder ikke, at den såkaldt almindelige læser ikke kan læse dem både med fornøjelse men også med udbytte.

Jeg læser det fx på samme måde som på et fremmedsprog, hvor jeg ikke er flydende (sætter farten ned og skøjter henover huller og tynd is, holder mig kørende og forstår hovedparten).
Hustvedt har arbejdet meget med psykoanalyse og neurovidenskab, og flere af teksterne udfordrer som nævnt læseren, men alligevel er der et personligt og alvorligt engagement, som gør det nærværende.

Som bognørd kastede jeg mig naturligvis glad over afsnittet ’Om at læse’. Her kommer vi ud i tegnfortolkningens neurofysiologi, åbenbart hvad der sker med hjernens organisation ved læsning. Jeg må indrømme, at det da er absurd, at en anden persons tanker levendegøres for en ved at kigge på nogle døde tegn. Herefter bevæger Hustvedt sig over i betragtninger om hukommelsen, hvordan man forbinder en tekst med erindringselementer. Det er både genkendeligt og fascinerende.

Jeg har ofte tænkt på, hvad et essay egentlig er, det betyder vel "afprøve", man prøver at forstå noget, man erindrer og reflekterer, og på den måde inviteres læseren indenfor. Den gode essayist kan virkelig give læseren noget, og sådan en er Hustvedt.