Sommeren uden mænd af Siri Hustvedt

En smuk og lidenskabelig fortælling i allerbedste Hustvedt-stil om skjulte spøgefuldheder, sexuelle skriblerier og stærkt sammenhold.

Lad det være sagt med det samme: ’Sommeren uden mænd’ er en Siri Hustvedt-roman par excellence… og gudskelov for det! Jeg kan til stadighed forundres over, hvordan nogle forfattere - og altså her iblandt i allerhøjeste grad Hustvedt - kan skrive, så selv de simpleste, mest naive og ganske uprætentiøse ord får så meget værdi og betydning grundet den behandling/forvandling forfatteren giver dem. Så for det første: ’Sommeren uden mænd’ er en litterær lækkerbisken.

Mia er hovedpersonen, der som fortæller henvender sig direkte til sin læser. Hun er blevet forladt af sin mand til fordel for en Pause, en benævnelse hun konsekvent benytter om den unge, franske kollega, manden Boris er faldet for. Bruddet førte til, at Mia blev momentant sindssyg - slet og ret. Og i et forsøg på at komme på fode igen, tager hun et tidsbegrænset job som lyriklærer i barndomsbyen Bonden.

Fortællingen dækker over de måneder, Mia befinder sig i Bonden, og her bevæger hun sig i to cirkler af kvinder: Dels er der lyrik-holdet, som består af syv meget unge piger og dels er der hendes gamle mor og dennes (ligeså gamle) veninder på alderdomshjemmet Rolling Meadow. Aldersmæssigt står Mia cirka midt imellem de to kvindergrupper, og netop dét giver Hustvedt mulighed for at spejle og trække tråde mellem generationerne – det er et meget fint greb, som falder så præcist i Hustvedt følsomme pen.

En af Hustvedts stærkeste sider – og der er mange af dem – er hendes evne til at skildre mellemmenneskelige forhold og forbindelser med en psykologisk twist. Det bevirker, at man som læser bliver beriget i ordets bedste forstand: Man bliver klogere på racen. Hustvedt rimer på dygtig og grundig – i hvert fald i min ordbog.

Min eneste anke er bogens slutning. Og måske er det ikke helt fair, men som dedikeret fan skuffer den mig faktisk lidt – ikke så meget i sit indhold, som i måden den leveres på. Det er dog på ingen måde et argument for ikke at læse ’Sommeren uden mænd’, for det bør man under alle omstændigheder unde sig selv.