Digterens død

Torben Munksgaard springer ud som krimiforfatter. I en nyskabende sammensmeltning af spænding og samtidsskildring har han skrevet en utraditionel, men særdeles smuk krimi.

Torben Munksgaard er en veletableret forfatter med seks romaner og en digtsamling bag sig, men med ’Digterens død’ debuterer han som krimiforfatter. Resultatet er blevet en anderledes spændingsbog, hvor flere af forfatterens tidligere temaer om livet i dagens Danmark og meningen med livet leger med krimigenrens elementer.

Bogen er en hudflettende ærlig beskrivelse af digterfigurens liv og vilkår i et kulturfattigt og overfladisk Danmark. Munksgaards brug af samtidsskildring og digtning udgør et særdeles interessant og uhyre velskrevet bud på en alternativ krimi, som ikke rigtig kan sammenlignes med noget tilsvarende. ’Digterens død’ er første bind i ’Traum-trilogien'.

En sen aften i marts omkommer digteren Pelle Martin Nordborg efter et fald fra 4. sal. Politiet er overbeviste om, at det var selvmord, bl.a. var hans lejlighed låst, og ingen befandt sig i lejligheden på dødstidspunktet, men et år efter er Pelles ven Simon stadig ikke overbevist om, at det var selvmord. Selvom Pelle var psykisk ustabil og i perioder helt nede i kulkælderen, ved Simon, at han ikke var typen, der ville begå selvmord. Simons mistanke bestyrkes yderligere, da han modtager et anonymt brev, der kraftigt antyder, at der i virkeligheden var tale om en forbrydelse.
Simon beslutter at grave dybere i sagen og prøver bl.a. at få fat i vidnerne til ”selvmordet” for at prøve at finde afgørende spor. Han får hjælp af værtshusejeren, Jonna, og langsomt nærmer de to sig en mulig opklaring. Undervejs opdager Simon nye og skjulte sider af den ven, som han troede, at han kendte så godt.

'Digterens død' vil være en krimi, der deler vandene. Historien tager sig god tid, og hvis man er til spænding og fuld fart over feltet, vil man nok blive skuffet. Til gengæld får man meget andet, og især beskrivelsen af Nørrebro og bydelens indbyggere er fremragende. Romanens litterære kvaliteter, hvor mange af beskrivelserne er digte i sig selv, kan man heller ikke sætte en finger på. De to hovedpersoner, Simon og Pelle, som begge er søgende, tvivlende og rodløse, er formidabelt skildrede. Det afgørende spørgsmål er, om krimiplottet drukner i alle de mange sidetemaer, men fascinerende er romanen under alle omstændigheder.