Det var så den vinter af Dorthe Nors

To små romaner + to koncepter = én stor og helt vidunderlig læseoplevelse. Den samlede udgave af Dorthe Nors kortromaner fortjener mange genlæsninger.

’Det var så den vinter’ er en samling af Dorthe Nors to kortromaner ’Dage’ fra 2010 og ’Minna mangler et øvelokale’ fra 2013. Samlingen af de to kortromaner gør noget rigtigt fint for det enkelte værk. Normalt kan konceptuel litteratur godt være lidt tung at danse med, men i disse to tilfælde er det let, rørende og sjovt. Lysten til ordet, sproget og fortællingen er tydelig, når man læser de to kortromaner, og jeg har bestemt tænkt mig at gøre det igen. 

’Dage’, som er den første roman i bogen, er en fortælling fortalt i listeformat. Fortælleren er en kvinde, der tydeligvis har hovedet fyldt med tanker og lever et observerende liv, hvor alle de små ting får betydning og sætter nye tanker i gang. Listerne beskriver et liv, der både består af helt almindelige ting som at drikke pulverkaffe, klippe negle, samle hundelorte op og cykle ind til en ven. Men også spekulationer og vidunderlige associationer, som efterlader læseren med flere spekulationer og associationer; fx dag 26, hvor fortælleren skriver: ”for jeg vil findes, så find mig dog, inden jeg ikke kan mærke mig selv længere/ hviskede jeg ud mellem tænderne mig så fandt hun mig, Kali, verdens vredeste kvinde / og det er ikke, at jeg ikke tror på det gode i andre. / Det er, at de andre ikke tror på det gode i mig. ”

’Minna mangler et øvelokale’ har en tydeligere hovedperson, nemlig Minna, som kæmper med at finde et sted, hvor hun rent faktisk kan spille sin musik i stedte for at sidde og øve sig lydløst på biblioteket. Minna er blevet forladt af Lars, og Minnas knuste fremtidsdrømme tvinger hende til at lede efter andet og mere end et øvelokale; en identitet, et bedre liv og ikke mindst en anden måde at leve det på. Som i ’Dage’ bygger romanen på et stærkt litterært koncept, hvor sproget og formen minder om facebook opdateringer – i hvert fald er den bygget op af hovedsætninger, hvor stort set alle sætningerne starter med ”Minna …”

Det er så simpelt og næsten barnligt rent grammatisk. Og så alligevel. For av, av, av hvor er genkendeligheden tydelig, når Nors fx skriver: ”Minna ligner ikke den, hun lignede da hun lavede spaghettien i aftes. Minna ligner en, der drak vinen alene.”  De simple sætninger skaber på én gang en sær distance, men viser også sårbarheden og ærligheden, når den er allermest simpel.

Begge romaner viser en kamp om (to) kvinders synlighed og en kamp for at turde tage sin plads og fylde med det, man er og det, man har. Og det er en både smuk, trist, ironisk, satirisk og enkel kamp, som gør både ondt og godt og sjovt på samme tid.

Og en særlig tak til bogbloggerdk for lån af billedet på Facebook. Følg deres læseoplevelser på Instagram eller bogblogger.dk.