Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors

Tragikomisk og øm fortælling om Sonja, der midtvejs i livet er i gang med at tage kørekort men hverken kan skifte gear i kørelærerens bil eller sit eget liv. 

Sonja er over fyrre og i gang med at tage kørekort, men der sker ikke nogen fremskridt, da hun har svært ved at skifte gear og lider af positionssvimmelhed. Dertil er det svært at sige fra overfor kørelæren Jyttes hidsige temperament og store snakketøj. Da Sonja tager mod til sig og skifter til kørelæreren Folke, bliver det hele lige vel intimt, når Folke lægger sin store bløde hånd ovenpå hendes på gearstangen.

Sonja har også svært ved at skifte gear i sit eget liv og er faret vild. Ganske vist tog hun springet fra det mørke Jylland til København og forsøgte at ”gøre det der trak én ned det ene sted til det der holdt én oppe det andet sted”. Men intet er helt gået, som hun havde håbet, heller ikke på trods af at hun har forsøgt ikke at skille sig ud og blende ind i mængden. Det er også svært at sige fra overfor ens netværk og omverden; når massøren Ellen hiver Sonja ufrivilligt med på en meditationsskovtur i en hemmelig skov bag Bakken, når veninden Molly er der og så alligevel mere er oppe i skyerne, og når søsteren Kate ikke har tid til at snakke med Sonja.

Fortiden hænger fast, og Sonja længes tilbage til sin barndom og ungdom i Balling på den jyske hede. Men tiden står ikke stille, og familierelationer og natur forbliver ikke uforandrede. Forholdet til søsteren fylder meget, men noget er gået skævt mellem dem. Sonja skriver breve til hende men sender dem aldrig. Når hun ringer, har søsteren aldrig tid, for hun er lige i havecentret, og kan de ikke snakkes ved en anden dag? Det er dog svært at tro på, når Sonja kan høre opvaskemaskinen i baggrunden.

Dorthe Nors’ fine lille fortælling handler om en ensom kvinde midt i livet, der indser, at hun ”ikke udfylder livet på den rette måde”, og fortællingen om Sonja leder tankerne hen på Kim Fupz Aakesons ’Jonna er 54’.

Stilen er tragikomisk og på overfladen fuld af humoristiske optrin, men læseren rammes alligevel af den underliggende alvor og tristhed.  Jovist er de to kørelærere sat lidt på spidsen i persontegningen, men de tilføjer en god portion humor til fortællingen og underbygger Sonjas personlighed (tænk at man kan få så meget ud af at tage køretimer).

Dorthe Nors’ sprog er let og ligetil, og det kan mærkes, at der er tænkt over hvert et ord og sætning, hvilket gør det til en udsøgt fornøjelse at læse.