Det lejlighedsvise indfald : et år i klummer Elena Ferrante

Tankevækkende klummer, skrevet gennem et år til The Guardian, indeholder væsentlige pointer og giver ny spændende indsigt om forfatterpseudonymet Elene Ferrante.

Igennem et år skrev den italienske forfatter Elena Ferrante en klumme i den britiske avis The Guardian. Avisen sendte et spørgsmål, som hun efterfølgende besvarede. Temaerne spænder vidt og fylder kun omkring to sider. Men vi kommer langt ud i verden og langt ind i sindet. Her er refleksioner over levet liv, minder og erfaringer, der afsluttes med fine pointer. Det er inspirerende læsning, og nysgerrig er man jo, om hun afslører noget om sin identitet.

Elena Ferrante er et forfatterpseudonym, og hun er kendt for sine Napoli-romaner, der også er startet som en rost TV-serie. Men selv om nogle har forsøgt at identificere, hvem hun er, har hun stadig ikke afsløret sin identitet.

Forfatterrollen er nærværende i flere klummer, hvor hun skriver om oversættelser, om at sætte tegn, forholdet mellem sandhed og fiktion. I virkeligheden holder hun af at grave i det almindelige, jeg vil næsten sige banale, og insisterer på at udtrykke alt det, vi – af vane, for fredens skyld – har en tendens til at fortie. Hun vil ”skabe fiktioner, der kan bidrage til at betragte menneskeheden uden for mange filtre”.
I forhold til hvordan mandlige forfattere betragter kvindelige forfattere lever klicheerne stadig: "Kvinder er følelsesmæssige, vi behager. Mænd skaber derimod stor litteratur og belærer os uforfærdede om, hvordan man former og omformer verden med deres virile ord og virile handlinger”.

Ikke overraskende skriver hun om morrollen, døtre, forholdet mellem generationerne, om kvinder og feminisme. Her trækker hun på det personlige og gør det alment. Men også politik, søvn, tro og død er beskrevet. Og hun kan ikke undgå at afsløre lidt om sig selv, men ikke nok til den totale afsløring. Et spor kan findes i klummen ’Det eneste sande navn’, som handler om et maleri af en bedende nonne i Napoli, malet af en ukendt kunstner. Kun selve værket, kompositionen, farverne og følelserne, der har fået form, skal man forholde sig til. Kunstnernavnet distraherer ikke.

Elena Ferrante behersker i den grad den korte stramme form, som klummen tildeler. Der er en god balance mellem emnet, hun perspektiverer, egne oplevelser og erfaringer. Hun afslutter ofte med meget læseværdige pointer. Jeg er imponeret over, at hun kan skrive så tankevækkende om helt almindelige ting. Samlingen er oplagt at læse i mindre bidder som en kalender, ikke om årets gang, men over hvad man er optaget af, og hvad der former og danner én.

Alle klummerne er illustreret af den internationalt anerkendte Andrea Ucini, der bor i Danmark. Han fanger med et strejf af det surreale poesien i det hverdagsagtige, hvilket er understreget i valget af de støvede farver.