'Det dobbelte land' er en grum bog. Via hovedpersonen Milovan får vi et rids af Jugoslaviens omtumlede og blodige historie fra anden verdenskrig og frem til borgerkrigen i 1990erne.
Den selvretfærdige, ideologiske og pligtopfyldende Milovan kommer ud på en deroute, der i den grad korrumperer ham, ødelægger hans selvværd og hans værdier og får ham til at svigte sit venskab og sit ægteskab. Da Milovans hustru, Frane, dør, tager han os med på en rejse tilbage i tiden. På denne rejse stifter vi bekendtskab med bedstefaderen, der dræbes sammen med 1100 andre mænd og drenge; faderen der er professionel soldat og lejemorder og et yderst frastødende menneske; og Milovans eget liv op til den jugoslaviske stats borgerkrig og opløsning i 90erne.
Milovan og hans familie er serbere, der lever i Kroatien og oplever kroaternes overgreb og udrensning. Serberne har i de danske medier oftest været beskrevet som de aggressive og udfarende i disse tragedier, og det er ganske interessant at få et andet perspektiv på begivenhederne. Det er visse steder lidt vanskeligt at bestemme, hvilke årstal vi befinder os i, da bogen springer meget i tid og sted, og de forskellige overgreb og aggressioner er meget lig hinanden, uanset om det foregår under anden verdenskrig eller under borgerkrigen. Egentlig en fin understregning af, at krige og uoverensstemmelser ofte har en lang og kompliceret fortid, som man ofte skal forstå, før man kan begribe den aktuelle situation.
Bogen er befolket med ucharmerende, afstumpede, egoistiske mennesker, og alt er gennemsyret af menneskelig armod, overgreb, mord, vold, voldtægt, bedrag og krig. Det hele virker så meningsløst og håbløst. Til gengæld er selve sproget, uanset hvor ækle ting der til tider beskrives, en ren nydelse. Birgithe Kosović har et fantastisk smukt sprog. Se blot hvordan hun kan beskrive kartoffelskrælning: ”Han fulgte, hvordan den ene hånd fastholdt den mudrede knold, mens den anden huggede instrumentets knivsblad i den og ragede skindet af, bane for bane, indtil roden til sidst fremstod hudløst nøgen og glinsende. Hendes blik var nedadvendt. Øjnene betragtede det alt sammen blottet for tanker, helt uden følelse, hvorpå hun til sidst kastede den flåede knold fra sig i en tykbundet gryde.”
Det er dette sprog, der gør bogen værd at læse.
Kommentarer