Gentagelsens grusomhed udfoldes intenst og autentisk i Birgithe Kosovic’ 'Det dobbelte land'. En roman om krigen på Balkan baseret på autentiske begivenheder i forfatterens slægtshistorie.
I 'Det dobbelte land' inviterer Birgithe Kosovic læseren med på et gennemresearchet besøg i et land ramt af konflikt og krig. Der kæmpes for idealer, for overlevelse, for stolthed og for kærlighed, mens de historiske omvæltninger vender op og ned på menneskeskæbner. Denne historiske ramme danner baggrunden for den person- og familiefortælling, der er romanens centrale omdrejningspunkt.
Ved udbruddet af krigen i Jugoslavien flygter den tidligere partisekretær Milovan op i Hercegovinas bjerge. Her går han rundt, mens hans hjemby, Dubrovnik, bombes, og da der kommer brev om, at hans kone er død, sætter det skub i erindringslavinen og det indre selvopgør. Den personlige og den politiske virkelighed flettes sammen under udfoldelsen af Milovans livshistorie med hans politiske succes og hans fald. De store, politiske linjer afspejles i det enkelte menneskeliv i en verden, hvor partipolitik og privatliv smelter sammen.
Romanen følger ikke en tidslig kronologi, men lader Milovans erindring skabe forløbet. I romanens nutid, engang i 1990erne, går Milovan i Herzegovinas bjerge på flugt fra sin fortid. Han får tiden til at gå med at stirre sørgmodigt ud over landskabet og kæmpe med en tung (sisyfos)sten, mens der springes rundt mellem tidsplanerne i Milovans lange flashbacks, der rummer romanens egentlige handlingsforløb. Ofte er det en selvreflektion eller en sansning, der sætter gang i minderne og i fortællingen, mens den ældre Milovan går rundt og genser steder, han har kendt som barn, og i tankerne udfolder de historier, der knytter sig til stederne.
Både sex, vold og tortur beskrives konkret og intenst i romanen, der – mens den retskafne Milovan langsomt mister fodfæstet og grebet om sine idealer – bliver en fortælling om gentagelsens uundgåelighed og tragedie. Den dobbelthed, som titlen refererer til, afspejles ikke blot i landet, men også i manden, som ud over idealerne også må svigte i sine private relationer, og en tragisk kærlighedshistorie udfolder sig. I kraft af sine svigt og sin skam udvikler han en dobbeltbevidsthed og bliver, som hans kone bemærker, en spøgelsesmand.
Birgithe Kosovic er født i 1972 og er halvt dansk, halvt jugoslavisk. Hun har tidligere arbejdet som journalist ved 'Information' og 'Press', men debuterede i 1997 med romanen 'Legenden om Villa Valmarana'. To år efter blev den efterfulgt af 'Om natten i Jerusalem', som er oversat til syv sprog. Kosovic’ egen familie stammer fra det tidligere Jugoslavien. Bag romanen ligger en omfattende research og gentagne besøg i landet. Resultatet er en roman, der er baseret på autentiske begivenheder i hendes liv. Godt hundrede sider inde i bogen afsløres, at slægtsnavnet på Milovans familie er Kosovic (s. 111).
Selv om der er tale om fiktion, er der også en stor portion dokumentation i romanen, eller digterisk rekonstruktion. Det skaber troværdighed til fortællestemmen, der ivrigt reflekterende og malerisk beskrivende udfolder følelser, tanker og billeder. Denne stemme tilhører i lige så høj grad forfatteren, Birgithe, som hovedpersonen, Milovan, og forfatteren er dermed hele tiden til stede i sin fortælling som denne indtrængende stemme, der søger at finde svar og afklaring i forhold til sin slægtshistorie. Heri ligger romanens unikke autenticitet.
Der er i den danske skønlitteratur i disse år en vilje til at undersøge konsekvenserne af krig i autofiktiv ramme, men også inden for en udelukkende fiktiv kontekst. Af eksempler kan nævnes Jespers Husums fiktionsroman 'Jeg er en hær' fra 2010, der følger den danske soldat, Jakob, i krig i Afghanistan. Og Julia Butschkows 'Apropos Opa' fra 2009, der delvist selvbiografisk skildrer en ung kvindes undersøgelse af sammenhængen mellem sin egen historie og sin farfars fortid som nazist.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer