Dagdriverbanden af John Steinbeck

Steinbeck har begået et værk så tidløst som legenden om Kong Arthur, komplet med sombrero og vin i gallonflasker.

'Dagdriverbanden' er (endnu) én af de romaner, der understreger John Steinbecks format som forfatter. Den er som ingen anden bog, jeg har læst, og samtidig føles den tidløst genkendelig, som en solnedgang over havet.

De mange små historier om den lille gruppe ”paisano”-dagdrivere og deres dag-til-dag liv i bydelen ”Tortilla Flats” er smurt tykt med hjertelighed og indsigt i den menneskelige natur. Det minder om en TV-serie, man ikke har lyst til at se sidste episode af nogen sinde. Og når den så kommer, så uigenkaldeligt som den gør i 'Dagdriverbanden', er man lige ved at få en klump i halsen og en fornemmelse af, at man burde gøre et eller andet i den anledning.

Historien – eller, rækken af historier – begynder med at dovendidrikken Danny arver to huse efter sin afdøde onkel, og med at hans ven Pilon bestemmer sig for at hjælpe sin kammersjuk med at bære ejerskabets byrde ved at flytte ind hos Danny som lejer. Da Pilon imidlertid kommer i bekneb med huslejen flytter endnu en ven indsom lejer hos Pilon og så fremdeles, indtil det, Steinbeck ved romanens begyndelse præsenterer som ”Dannys hus”, er komplet. Resten af bogen går i det samme slentrende tempo, som det Danny og Co. bevæger sig igennem livet i.

I begyndelsen af bogen ligner Steinbeck selv sit elskelige ensemble med kong Arthurs berømte riddere af det runde bord – han var MEGET stor fan af de legender – og selv om den uvaskede bande drønnerter på overfladen mest ligner de ædle ridderes direkte antitese, er det ikke til at ryste en lighed af sig. De handler tit lige så ædelt, og de er tit splittet af de samme kræfter, som Sir Galahad og resten af hans bordherrer var, mellem øjeblikkelig tilfredsstillelse og langsigtede mål.

Selv om rammen for historierne ved et hurtigt øjekast kan minde om en tandløs krydsning af ”Knold og Tot” og ”Livets gang i Lidenlund”, så er den måde, Steinbeck har skrevet bogen på, hverken simpel eller enfoldig. Fortællingen har, på samme måde som resten af forfatterskabet, lommerne fyldt med poetiske og rammende betragtninger om livet.

Gennem de mange små episoder i hvert kapitel tegner Steinbeck et stort og flot billede af venskab, kærlighed og drama, som man sagtens kan genkende noget af sit eget liv i, selv om man ikke ejer hverken en stråhat eller en hængekøje eller bor i Californien.

Du kan roligt begive dig ud i hængekøjen i selskab med ”Dannys hus”, som Steinbeck kalder det. Men vær advaret: Det kan medføre at haven gror til – og du vil med garanti aldrig kunne glemme de herlige dagdrivere igen.