Citronbjerget

Eva Tind udforsker det ukendte og fremmedheden i sin smukke tour-de-force i ophav og tilhør.

Eva Tind skriver endnu engang med stærke sansninger om identitet og ophav, så det dirrer helt ned i de mindste celler. Det er både tungt og befriende at følge hovedkarakteren famle sig frem i en søgen efter sin plads i livet, og så bærer Tind læseren ind i det ukendte med et betagende universelt blik og et smukt sprog.

Tind bevæger sig også i denne roman ind i det søgende menneske, når hun konfronterer sin hovedkarakter, den 50-årige forfatter Sui, med svære livsvalg og et ukendt ophav i Korea, der bliver ved med at rumstere i sindet i livslange tråde.

”Min dømmekraft har sat ud, der er noget på færde, men jeg ved ikke helt hvad.”

Sui modtager et brev om, at hendes ukendte koreanske bedstefar, Hal-aboji, er gået bort. Hun har arvet en hytte i de østkoreanske bjerge. Brevet sætter gang i en uvirkelig følelse af, at nu er det endegyldigt for sent at komme til at kende hendes koreanske slægt og samtidig en mistet chance for at forstå, hvem hun dybest set selv er. Hun vælger at tage af sted til Korea for at få overdraget sin bedstefars hytte. Og der, under Citronbjergets tinde, møder hun forskellige personer og en magi, der involverer selve naturens uendelige betydning.

”Tilværelsens konstante rokken fik alt til at løsne sig …”

Sui føler sig fremmed i både sig selv og i den kultur, hun lander i. Tilbage i Danmark findes et forlist ægteskab og en halvvoksen datter, Lou. Sui har forladt sin mand, selv om hun har svært ved at finde frem til, hvorfor hun gik. Skilsmissen smerter og fylder hende med uløste spørgsmål her to år efter bruddet.

”Det var mig, der levede mere end halvdelen af mit liv adskilt fra min historie, ikke ham. Hvor er du fra, hvor? Hvor? Hvor? Jeg ved det ikke? Jeg aner ikke, hvad jeg bærer på. Hvad rager det dig? Min sorg er min alene.”

Igennem et år opholder Sui sig på Citronbjerget, og som årstiderne skifter forandres også hendes følelse af at være fremmed. I den ukendte kultur brydes også de traditioner, der holder fast, og midt i en magisk natur og personer, der har kontakt til mere mellem himmel og jord, ændres Sui synet på både sig selv og smertepunkterne i sit liv.

Eva Tind skriver sig endnu engang ind i sit koreanske ophav, som i de roste romaner Han og Ophav. Hendes lyriske og formfuldendte sprog folder dybe refleksioner ud om skilsmissens dilemmaer, familiens bånd og betydningen af at høre til. Tind formår med sit stærke sprog at beskrive smertepunkterne i den nære familie, mens mødet med en række forskellige personer og en ukendt kultur bringer nye erkendelser. Måske findes der andre måder at knytte familiære bånd på end de biologiske.