Bjørneby af Fredrik Backman

Forfatterens fjerde roman er ikke en typisk Backman med sit noget dystre plot. Humoren er dog til stede som vanligt, og læseoplevelsen er i top.

Fredrik Backman er for længst blevet en kæmpesucces med sine fornøjelige og humoristiske skildringer af almindelige mennesker i dagens Sverige. Allerede i ’Britt-Marie var her’ spillede sport (i det tilfælde fodbold) en stor rolle i handlingen, og nu kaster forfatteren sig igen over sporten og dens betydning for et lille samfund. Den slags sportsbøger findes der ikke så mange af, Philips Kerrs fodboldserie er nok det nærmeste, man kommer. Er man ikke til sport, byder Backmans helt fantastiske skildring af Bjørneby også på så meget andet. Humoren og den indsigtsfulde og følsomme skildring af det lille samfund og dets mange beboere i udkants-Sverige gør romanen til noget for alle, der holder af en god historie. Og så er det kun første del af en planlagt serie.

Bjørneby er en lille svensk by beliggende højt mod nord. Som i alle andre små samfund er alting i hastigt forfald. Fabrikker og butikker lukker, arbejdspladser forsvinder, og alle, der kan, søger væk. Der er ikke så meget at være stolt af, og selvom byen engang havde et godt ishockey-hold, er det længe siden, men nu er nye tider måske på vej.

Byens talentfulde juniorhold er nået til semifinalerne i den bedste svenske række, og hele byen er på den anden ende. Hvis holdet vinder, vil nye sponsorer måske komme til, kommunen vil måske placere et nyt gymnasium i byen, og det længe planlagte indkøbscenter vil måske også blive bygget. Så meget er på spil, og da holdet faktisk vinder semifinalen, synes alt at flaske sig for byen.

Men så indtræffer katastrofen. Holdets stjernespiller Kevin voldtager sportsdirektørens datter Maya, og selvom han benægter, og de fleste i byen faktisk tror på ham, er den nedadgående spiral allerede sat i gang. Resten må man selv læse, men man bliver bestemt ikke snydt.

Som nævnt er Backman noget mere alvorlig denne gang, men det klæder ham faktisk særdeles godt, og så er det noget nær genialt at lade fortællingen starte med: ”En sen aften sidst i marts tog en teenager et dobbeltløbet jagtgevær, gik ud i skoven, og satte våbnet mod en persons pande og trykkede af” Med sådan en indgangsbøn er man nødt til at finde ud af resten.

Historien er vidunderlig, dybt rørende og meget tankevækkende, og man må igen tage hatten af for forfatterens evne til at skildre personer og tendenser i samfundet. Romanen spiller på hele følelsesregisteret, og man lever og ånder med de mange forskellige personer, især de unge teenagere, som alle er tegnet præcist og indfølende.

Sprogligt er bogen meget direkte og let at gå til, og selvom der er mange personer at forholde sig til, og romanen konstant skifter fra person til person, så falder man hurtigt ind rytmen og har svært ved at stoppe med at læse. Ganske enkelt fabelagtig god underholdning!