Bizarre fortællinger

Den polske Nobelprismodtager folder fortælletalentet ud i fuldt flor med disse bizarre, morsomme og indsigtsfulde fortællinger, der vender virkeligheden på vrangen.

Hvad har mon henkogningsglas, strømpesømme, grønne børn og en Messias-lignede skikkelse ved navn Monodikos med hinanden at gøre? Jo, de indtager alle en afgørende rolle i nogle af de fantasi- og underfulde fortællinger, Nobelprismodtager Olga Tokarczuk nu har beriget verdens læsere med. Igen understreger Tokarczuk, at hun har både ordet, fortællingen og fantasien i sin magt. ’Bizarre fortællinger’ er ikke kun bizarre – de er også morsomme, mystiske og indsigtsfulde.

De ti fortællinger, der er samlet i bogen, spænder både tids-, miljø- og emnemæssigt ganske bredt, men fælles for dem er, at virkeligheden, som vi kender den, slår sig i tøjret, hvorved der opstår nye verdner og begivenheder, som nok vækker undren, men som på samme tid spejler det kendte. Eksempelvis i den afsluttende fortælling ’Kalenderen over menneskenes helligdage’. Her møder vi den samvittighedsfulde massør Ilon, hvis fornemme opgave det er at være med til at passe og pleje Monodikos, der er en menneskelignende skikkelse, som dog besidder den forbløffende egenskab, at han (kønsdefinitionen skal tages med et gran salt) dør en gang om året, men efter ca. 40 timer vækkes til live igen. Sådan har det været i 312 år – siden Monodikos dukkede op. Årets, kalenderens og tidens gang hænger nøje sammen med Monodikos’ tilstand, men Ilons datter og dennes veninde er med i en organisation, som vil befri Monodikos fra alle hans mange plejere. Det er alt sammen rimelig syret, men ved nærmere eftertanke er der flere forbindelser til vores egen verden og virkelighed (som i parentes bemærket jo også fremstår forholdsvis uvirkelig fra tid til anden.)

Fortællingerne varierer i omfang, og for mig er det de korteste, der står skarpest tilbage. Mine personlige favoritter er ’Henkogningsglas’ og ’Strømpesømme’, der begge klamrer sig lidt mere til realismen end nogle af de længere fortællinger, der tangerer sci-fi-genren. I ’Henkogningsglas’ møder vi en 50-årig mand, der hele livet er blevet forsøget af sin mor, som nu er død. Men selv fra graven tager hun sig af sit dovne afkom, der lever af det store forråd, moren har syltet og henkogt i sin tid. Med sirlig hånd har hun påført samtlige glas en etiket, så man kan se, hvad glasset indeholder, men ’Krampe i marinade’ lyder alligevel lidt spøjst og skal da også vise sig at have en kedelig effekt på sønnens legeme.

’Strømpesømme’ er en rørende historie om en ældre enkemand, for hvem alting begynder at tage sig så underligt ud. Fx mindes han ikke tidligere at have bemærket, at alle strømper har en søm, der løber fra tæerne og op over foden til ribkanten. Og pludselig er alt blæk brunt og ikke blåt, ligesom frimærker ikke længere end firkantede, men runde.

Siden jeg i 2012 for første gang stiftede bekendtskab med Olga Tokarczuk gennem romanen Kør din plov over de dødes knogler, har hun betaget mig med sin evne til at favne enorme stofområder og samtidig skrive så vedkommende og besnærende. Men denne udgivelse, der sine steder bestemt ikke er uden humor, folder hun fortælletalentet ud i fuldt flor.