Biernes historie af Maja Lunde

Klimadebat, slægtshistorie og dystopi i én fortælling. Interessant og spændende historie, men man kommer aldrig helt ind under huden på personerne.

Litteraturen blander sig mere og mere i klimadebatten og Maja Lundes ’Biernes historie’ er ingen undtagelse. Klimafiktion eller cli-fi tager udgangspunkt i menneskabte klimaændringer - videnskab der bliver til fiktion. Dermed er grundlaget skabt for en læseoplevelse, hvor læseren får mulighed for at tage stilling og måske lade sig påvirke til at deltage i debatten. Klimafiktion er en svær størrelse, for det er netop fiktion og ikke videnskab. Spørgsmålet er, i hvor høj grad vi som læsere kan forvente, at det læste er eksakt videnskab og ikke netop en opdigtet fortælling. Der er ingen tvivl om, at Maja Lunde har lavet grundig research på bi-død og muligheden for et klimakollaps af globale dimensioner, men hun har også spundet en utrolig spændende tidsberetning om et far-søn forhold, slægters gang og ikke mindst en nervepirrende dystopisk fremtidsvision.

Romanen er et uhyggeligt billede på forholdet mellem menneske og natur. Gennem romanen udvikler forholdet sig fra de første spæde forsøg på biavl til videnskabsmandens fascination af bier, deres kollektivisme, kolonier og kommunikation over i usund rovdrift med storstilet stade produktion for sikring af størst mulig plantebestøvning og maksimalt udbytte af afgrøder. Alt ender i globalt klimakollaps, da pesticider og sygdom får ram på bierne, som uddør. 
Romanens tre tidsaldre hænger uløseligt sammen forbundet af slægter, hvor særligt det problematiske far-søn forhold går igen med fokus på farens arbejdsliv med bier, som sønnen ikke ønsker at føre videre. I hvert fald ikke som faren håber på.

’Biernes historie’ er en interessant klimaroman, som overordnet set holder et stabilt spændingsniveau hele vejen igennem. Maja Lunde tegner nogle spændende personer, men der mangler alligevel noget gnist eller passion, som lige gør det sidste for, at jeg kommer helt under huden på karaktererne. Måske er det fordi, jeg ikke helt forstår far-søn forholdene i denne roman, hvordan de kan gå så skævt af hinanden og lade de indestængte følelser forblive usagte. I hvert fald var det kinesiske Tao der fascinerede mig mest, og det ærgrer mig ikke at høre mere om hendes historie i den dystopiske fremtid efter kollapset.