Autografmanden af Zadie Smith

Alex-Li Tandem er halvt kineser og halvt englænder. Som barn tog hans far ham med til et brydestævne, hvor faderen døde. De tre andre drenge, som mere eller mindre tilfældigt var med den dag, blev hans venner.

Alex-Li arbejder som professionel autografjæger. Ved siden af det skriver han på en bog om goyiskhed og jødiskhed. Her optræder f.eks. lister som: ”Kool-Aid er goy. Tørmælk er goy, selvom det var jøderne, der opfandt det. Chokolade er jødisk, og fudge er goy. Frugtsalat er jødisk. Lime-Jell-O er goy. Lime-sodavand er meget goy.”

Han er kæreste med vennen Adams søster, Esther, som har en pacemaker og skal igennem en stor operation igen (Adam og Esther er i øvrigt sorte og var de eneste sorte jøder i kvarteret som børn), men han har en affære med Boot, som også er sammen med Alex-Lis ven Joseph. Den sidste ven, Rubinfine, er blevet rabbiner.

Lige siden Alex-Li begyndte at jagte autografer, har han søgt efter skuespillerinden Kitty Alexanders, og hver uge har han trofast sendt et brev til hendes fanklub, hvor han beder hende om at sende ham en. Hans betagelse af hende fører ham til New York, hvor han faktisk kommer i kontakt med Kitty.

”Autografmanden” er både en fortælling om identitet, livsstil og religion, og Zadie Smith har et flot sprog, som hun bruger meget bevidst og med stor styrke: ” Ja, han ville gerne have sin elskede på afstand, fysisk tæt på, men svær at nå på andre måder. Den fremmedes første indtryk af hans elskede – en afrikansk prinsesse eller denne eller hin skuespillerindes dobbeltgænger – tiltalte ham på en måde, som hendes forskellige realiteter ikke formåede. Han ville gerne møde hende første gang, igen og igen. Han ville gerne være i begyndelsen af filmen altid – ikke på parkeringspladsen, men i klasselokalet. Han var fuld af ærefrygt for hendes skønhed, og han ønskede ikke nogen sinde at miste den ærefrygt. Ja, doktor, ja. Jeg vil gerne være hendes fan.”

Jeg havde dog svært ved at blive fanget af historien og personernes skæbne. ”Autografmanden” blev derfor en sproglig fascinerende oplevelse at læse, men ikke en af de bøger hvor man sidder lænket i sofaen og bare ikke kan vente med at se, hvad der sker på næste side.

”Autografmanden” er Zadie Smiths anden roman. Hun debuterede i år 2000 med romanen ”Hvide tænder”.

Læs Politikens interview med Zadie Smith i forbindelse med "Hvide tænder"