Alias Grace

Atwoods romaner storhitter på skærmen, og filmatiseringen har resulteret i endnu en smuk nyudgivelse. Historien om et af Canadas mest berygtede mord er dyster og dragende.

’Alias Grace’ er skrevet på bagrund af den virkelige historie om tjenestepigen Grace Marks, der i midten af 1800-tallet sammen med tjeneren James McDermott bliver dømt for de makabre mord på den canadiske godsejer Thomas Kinnear og hans husholderske Nancy Montgomery. McDermott bliver dømt til døden ved hængning, mens Grace undslipper dødsdommen og i stedet kommer i fængsel.

Der hersker en helt speciel og meget dyster stemning i Atwoods seneste nyudgivelser, som udover ’Alias Grace’ også tæller ’Tjenerindens fortælling’. På Netflix kan man lige nu vippe lænestolen tilbage, nyde og gyse til endnu en storslået og vellykket filmatisering af ét af Atwoods imponerende værker. Successen på tv-skærmen har medført, at bøgerne er blevet genudgivet i nye tidssvarende udgaver, hvor der virkelig er kræset for det samlede udtryk af værkerne. Teksterne er gennemarbejdet på ny og de nye covers giver en følelse af ultimativ bogglæde.

Tonen i ’Alias Grace’ er holdt i datidens sprogbrug, hvilket måske kan skræmme nogle fra at kaste sig over bogen. Men der er absolut ingen grund til at holde sig væk fra denne utrolige læseoplevelse. Hele opbygningen af romanen, iscenesættelsen og karakterbeskrivelserne giver sammen med sproget, den helt rigtige og autentiske stemning, så bogen i den grad kryber under huden. Det er i særlig grad den fremherskende tvivl, der driver værket frem. Var Grace medvirkende til mordene eller ej, var hun sindssyg af jalousi - kvindehysterisk - i gerningsøjeblikket, og kan man i det hele taget stole på hendes historie og fremstilling af sin personlighed? Alt er uhyggeligt godt beskrevet, den mandsdominerede verden, hvor kvinder er frarøvet enhver rettighed, og samspillet mellem Grace og de meget få personer, der kommer tæt på hende.

Akkurat som ‘Tjenerindens fortælling’ er ‘Alias Grace’ et værk, der får det til at risle koldt ned af ryggen og fremmaner stor respekt for Margaret Atwoods mageløse evner som historiefortæller.