En egen flok

Vidunderlig allegori om venskab formidler den velkendte følelse af, at alle andre hygger sig sammen, uden at man selv er en del af fællesskabet.

Skal man ændre på sig selv for at få venner, og behøver man ligne hinanden? Den lille gravhund sidder i sin vindueskarm og tænker, at det bedste og det værste er andre hunde. Den ville ønske, at den tilhørte en flok, som den kunne have det sjovt med. Men andre hunde går på alle fire, gør og snuser hinanden bagi! Den lille gravhund ønsker intet mere end at finde sig en ven, der ligesom den selv går på to ben, sætter pris på duften af kaffe, og som kan lide at løse svære krydsord og samle på smukke pinde.

Henne i parken kan den lille gravhund slet ikke finde ud af at være sammen med de andre hunde. Derfor beslutter den at gå hjem igen og acceptere sit liv alene. Morfars gamle onkel var også alene, og han var da glad, ikke? Men pludselig banker det på døren…

Maria Nilsson Thores smukke og sjove detaljerede illustrationer i dæmpede farver understøtter fortællingens pointer og den lille gravhunds sørgmodige blik. Mangfoldigheden ses særligt i for- og bagsats, hvor der er fyldt med hunde i alle tænkelige former og størrelser. Det er imponerende, hvordan få ord og mageløse billeder kan indkapsle så mange følelser og få bogens fine budskaber ud til mindre børn.