Anmeldelse
1968 af Jan Guillou
- Log ind for at skrive kommentarer
Familiehistorien er den mest interessante, den politiske fortælling skæres for tykt ud i pap i beretningen om det skelsættende årti.
’1968’ er det syvende bind af Jan Guillous romanserie ‘Det store århundrede’ og handler om tredje generation af familien Lauritzen. Hovedpersonen er denne gang Eric Letang, der bliver uddannet som jurist i 1968 og får arbejde i et velestimeret advokatfirma. Samtidig med at han er politisk aktiv på den yderste venstrefløj, bl.a. i kampen mod krigen i Vietnam, er Eric også den fødte aristokrat med hang til god mad, fransk vin og håndsyede sko.
Jan Guillou lader den nyuddannede Eric Letang rejse til Achen for at deltage i retssagen mod medicinalfirmaet Grünenthal, som producerede medikamentet Thalidomid, der var årsagen til mere end 10.000 misdannelser hos fostre i adskille lande i Europa. Retssagen varede fra 1965 til 1970. Under retssagen møder han den tyske anklager Gertrude, som har bliver meget betaget af, og sammen med hende rejser han til Prag, hvor de mødes med unge tjekkoslovakiske socialister. Dagen efter Eric har forladt Prag, rykker de russiske tanks ind og smadrer drømmen om ”socialisme med et menneskeligt ansigt”.
Bogen blander historiske personer og historiske episoder sammen med den fiktive handling. Vi hører om Erlander og Palme, om Vietnamdemonstrationerne og om Thalidomid-sagen og Foråret i Prag. Hele vejen igennem veksler Guillou mellem fortællingen om familien Lauritzen og fortællingen om Erics politiske arbejde og hans mange kærlighedsforhold. For mig er det klart familiefortællingen, der er mest interessant, mens den politisk fortælling bliver skåret for meget ud i pap og ind imellem bliver lidt kedelig.
Hele bogen er set fra Erics synsvinkel, selv om den er fortalt i tredje person. Eric kan nemt opfattes som Jan Guillous alter ego, men også Erics gymnasieven Erik Ponti optræder i bogen, og netop Erik Ponti er traditionelt blevet opfattet som Jan Guillous stemme, så måske optræder forfatteren i et dobbeltportræt?
Vi har nu fulgt familien i syv bind, siden vi mødte de tre brødre første gang i 1901, og der ligger stadig mange gode historier gemt. Det er interessant at høre om, hvordan fortidens normer støder sammen med nutiden, og i hvor høj grad familiens medlemmer stadig tilhører overklassen på trods af pengemangel og politisk overbevisning. Bind syv slutter som en rigtig cliffhanger, så vi kan roligt glæde os til bind otte.
- Log ind for at skrive kommentarer
Familiehistorien er den mest interessante, den politiske fortælling skæres for tykt ud i pap i beretningen om det skelsættende årti.
’1968’ er det syvende bind af Jan Guillous romanserie ‘Det store århundrede’ og handler om tredje generation af familien Lauritzen. Hovedpersonen er denne gang Eric Letang, der bliver uddannet som jurist i 1968 og får arbejde i et velestimeret advokatfirma. Samtidig med at han er politisk aktiv på den yderste venstrefløj, bl.a. i kampen mod krigen i Vietnam, er Eric også den fødte aristokrat med hang til god mad, fransk vin og håndsyede sko.
Jan Guillou lader den nyuddannede Eric Letang rejse til Achen for at deltage i retssagen mod medicinalfirmaet Grünenthal, som producerede medikamentet Thalidomid, der var årsagen til mere end 10.000 misdannelser hos fostre i adskille lande i Europa. Retssagen varede fra 1965 til 1970. Under retssagen møder han den tyske anklager Gertrude, som har bliver meget betaget af, og sammen med hende rejser han til Prag, hvor de mødes med unge tjekkoslovakiske socialister. Dagen efter Eric har forladt Prag, rykker de russiske tanks ind og smadrer drømmen om ”socialisme med et menneskeligt ansigt”.
Bogen blander historiske personer og historiske episoder sammen med den fiktive handling. Vi hører om Erlander og Palme, om Vietnamdemonstrationerne og om Thalidomid-sagen og Foråret i Prag. Hele vejen igennem veksler Guillou mellem fortællingen om familien Lauritzen og fortællingen om Erics politiske arbejde og hans mange kærlighedsforhold. For mig er det klart familiefortællingen, der er mest interessant, mens den politisk fortælling bliver skåret for meget ud i pap og ind imellem bliver lidt kedelig.
Hele bogen er set fra Erics synsvinkel, selv om den er fortalt i tredje person. Eric kan nemt opfattes som Jan Guillous alter ego, men også Erics gymnasieven Erik Ponti optræder i bogen, og netop Erik Ponti er traditionelt blevet opfattet som Jan Guillous stemme, så måske optræder forfatteren i et dobbeltportræt?
Vi har nu fulgt familien i syv bind, siden vi mødte de tre brødre første gang i 1901, og der ligger stadig mange gode historier gemt. Det er interessant at høre om, hvordan fortidens normer støder sammen med nutiden, og i hvor høj grad familiens medlemmer stadig tilhører overklassen på trods af pengemangel og politisk overbevisning. Bind syv slutter som en rigtig cliffhanger, så vi kan roligt glæde os til bind otte.
Kommentarer