Bog

Frygtelig lykkelig: roman

Af (
2004
)

Anmeldelse

Frygtelig lykkelig af Erling Jepsen

Vi er i Højer, Sønderjylland - og hvornår er det nu, man siger "møjn" og hvornår "farvel" og skal man anmelde en mand for hustruvold?

Det er nogle af de store og små spørgsmål, som landbetjenten Robert går og pusler med i den forrygende efterfølger til "Kunsten at græde i kor".

Skoene siger meget om samfundet og personerne i Erling Jepsens nyeste roman, "Frygtelig lykkelig". I Højer i Sønderjylland går man enten i træsko eller gummistøvler. Vælger man gummistøvler, skal de helst være grønne, ellers er man lidt ved siden af. Og går man i højhælede sko, skal man ikke regne med at blive en del af samfundet ... nogensinde.

Robert er politimand i København, men har svært ved at klare mosten. Hver gang der er bud efter ham i en tilspidset situation, får han en frygtelig trang til at skulle på toilettet. Robert bliver forflyttet til Højer, hvor han skal være landbetjent. Umiddelbart en let opgave, men det viser sig, at der findes flere uskrevne regler, end der findes love.

I Højer lægger Robert ud med at købe sig et par blå gummistøvler. Han siger "Møjn", når de andre siger farvel - og omvendt. Men langsomt lærer han sig de uskrevne regler. Til slut mestrer han at slippe en vind på den rigtige måde, inden han forlader kroen.

Han falder for byens skønhed, Ingerlise, som er gift med Jørgen - byens selvudråbte sherif. Ingerlise øjner et håb i Robert, da hun regner med, at han kan redde hende fra hendes voldelige mand. Men sådan kommer det slet, slet ikke til at gå ...

Erling Jepsen kan bare det der med at fortælle en grum og barsk historie med en sort og underspillet humor, som bare er SÅ fin. Det beviste han i "Kunsten at græde i kor", og det slår han fast i "Frygtelig lykkelig".

Det er socialrealisme - på den nye måde - når den er bedst. Og i socialrealismen har han blandet lidt magisk realisme i form af en grotesk slutscene, hvor man leder efter et lig i mosen. Der dukker mange lig op, men da det ikke er det rigtige, propper man dem bare ned igen - for ikke at rippe op i gamle sager. Stort!

Borgen, 2004. 230 sider. Kr. 229,-

Bogdetaljer

Forlag
Borgen
Faustnummer
25371542
ISBN
9788721023669
Antal sider
230

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer