Bog

Underet

Af (
2017
)

Anmeldelse

Underet af Emma Donoghue

Et under af en roman om 11-årige Anna, som ikke vil spise. Historien er både spændende og psykologisk overbevisende. Donoghue lever fuldt ud op til sin debut.

Romanen foregår i 1850’erne. Engelske Elisabeth Wright er blevet uddannet som sygeplejerske af den legendariske Florence Nightingale. Hun arbejder nu i London, og en dag hun får tilbudt et job i en lille katolsk flække midt i Irland, hvor der måske forekommer et mirakel.

Anna O’Donnell er 11 år. Hun er en stille, from og velbegavet pige. I de fire måneder, der er gået siden hendes bror døde, har hun ikke spist noget og kun drukket lidt vand, og hun ser ud til at trives i bedste velgående. Borgere i byen har dannet en kommission, som vil have undersøgt, om der er tale om svindel, eller om der virkelig er tale om et mirakel. To samvittighedsfulde vidner skal på skift være hos Anna hele døgnet i fjorten dage for at overvåge og observere hende. Elisabeth Wright, som ikke er videre religiøs, er den ene, og den anden er søster Michael, en katolsk nonne.

Elisabeth Wright er overbevist om, at Anna må snyde på en eller anden måde, og hun går til opgaven med det ene formål at få afsløret Anna, måske godt hjulpet af forældrene, af præsten eller af lægen. Som dagene går, bliver Elisabeth mere optaget af, at det måske ikke er så vigtigt at spørge, hvordan barnet giver sig af med at bedrage hende, men mere hvorfor. Og da det bliver synligt for Elisabeth, at Anna faktisk er ved at dø af sult, kommer hun i et dilemma, da det måske i virkeligheden er overvågningen, der slår pigen ihjel. Elisabeth og Anna får et fortroligt forhold til hinanden med mange samtaler om tro og skæbne, og der er mange hemmeligheder hos dem begge, som langsomt bliver afsløret.

Emma Donoghue er irsk forfatter og debuterede med romanen Rum i 2010. Jeg var meget begejstret for hendes debut, og derfor var jeg spændt på, om hun kunne leve op til mine forventninger med sin anden bog. Det kunne hun og mere til. ’Underet’ er en fantastisk og bevægende roman, som er både spændende og psykologisk overbevisende. En stor læseoplevelse. 

Bogdetaljer

Forlag
Politikens Forlag
Oversætter
Bente Kastberg
Faustnummer
52931037
ISBN
9788740038408
Antal sider
310

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer