Bog

Indignation

Af (
2010
)

Anmeldelse

Indignation af Philip Roth

Alt, der kan gå galt, går galt i denne eminente roman om de dilemmaer og valg en ung mand, dybt forankret i sin jødiske opdragelse, bliver stillet overfor, da han flytter hjemmefra på college.

Hvad sker der, når man forsøger at gøre det rigtige? Hvor meget skal man lade sig tyrannisere? Den unge, ærlige Marcus fra Newark i USA vælger at skifte college og flytte 800 km væk til et langt mere konventionelt college i Midtvesten. Hans far, kosher-slagteren, er nemlig blevet ekstremt ængstelig for, at der skal ske den højtelskede søn, eneste søn noget forfærdeligt, så han kontrollerer og overvåger sønnens liv.

Marcus vil gerne være advokat og har som ambition at holde afskedstalen ved dimensionen. Frem for alt vil han undgå at blive indkaldt som soldat og blive sendt til Korea, hvor krigen raser.  Marcus får dekanens bevågenhed, da han skifter værelser et par gange for at få ro til at studere. Han vil ikke være medlem af studenterforeninger, og det er ham meget imod at deltage i de ugentlige andagter.

Forfatteren skriver, at selv de mest banale tilfældige valg kan føre til et resultat, der er fuldstændig ude af proportioner. Og det er det, der sker. Marcus er fanget i sin klasse, sin opdragelse og sin ærlighed. Han forstår og magter ikke de sociale koder og spilleregler, der skal til, da han skifter miljø, hvorimod hans kammerater overlever ved at lyve, snyde og bedrage.

Det er en kostskoleroman, et lysende tidsbillede fra USA i begyndelsen af 1950'erne om ungdommens smertepunkter og om den første sex. Og så er det også en roman om far/søn-forholdet, om at være opkomling og det kultursammenstød, det medfører. Især er der en meget fin beskrivelse af det slidsomme arbejde i slagterbutikken. Her lærte hans far ham ”at man gør det, man er nødt til at gøre”.

Titlen 'Indignation' henviser til den kinesiske nationalsang fra 1949, hvori der opfordres til at gøre modstand, og den sang citerer Marcus for at overleve de tvungne andagter.

En formfuldendt prosa med et mangetydigt indhold er et fornemt vidnesbyrd om, hvad sproget formår, når det har været igennem en mesters hånd.

Philip Roth f. 1933 har her skrevet sin 27. bog. Han har gennem årenes løb modtaget de fornemste priser for sine meget læseværdige værker.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Niels Lyngsø
Faustnummer
28384610
Graphic
Milton Glaser/Imperiet
ISBN
9788702072204
Antal sider
269

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer