Bog

Biroller

Af (
2009
)

Anmeldelse

Biroller af Erling Jepsen

En grum og tankevækkende historie fra livets skrå brædder.

Den unge Helene drømmer om at blive skuespillerinde. Hun har allerede fyldt rollen ud som påskehare i et teaterstykke for børn, men det endte næsten med en voldsdom, og en enkelt gang har hun været med i en tv-reklame for vaskepulver, men Helene venter altså stadig på sit store folkelige gennembrud.

Ikke helt med vilje køber hun en hundehvalp, Lille Bjørn, som på en sær måde bliver hendes billet til de skrå brædder. Snart er Helene involveret i et mærkværdigt stykke, hvor Lille Bjørn udfylder en ikke helt uvæsentlig rolle. Men kun for et stykke tid. Det bliver hele tiden mærkeligere og mere mystisk.

Nu er det jo Erling Jepsen, der rykker rundt med Helene, så mennesker og begivenheder dukker op til overfladen som genkendelige, men også frydefulde grotesker. Historien rummer elementer og samme form for spænding, man kan finde i en vellykket krimi, men det menneskelige puslespil er i centrum. Man behøver således bestemt ikke at være interesseret i teater for at kunne blive fanget ind og underholdt, når tæppet går op for ’Biroller’, idet fortællingen, i erfaren Jepsenstil, rummer lag på lag af bittermorsomme og tankevækkende sidespor, der sparker fra sig.

Helene er en skøn, men også speciel figur at følge, fordi man både har lyst til at kramme og ruske hende. Jepsen drejer hende rundt i virkeligheden, så alle facetter kommer til syne. Sådan er mennesker, mine damer og herrer, og ’Biroller’ er et spændende og grumt bekendtskab.

Bogdetaljer

Forlag
People´s Press
Faustnummer
27963633
Graphic
Rasmus Funder
ISBN
9788770557238
Antal sider
243

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
ons, 07/10/2009 - 19:49

Hmm... Min umiddelbare tilgang til bogen er, som formentlig så mange andres, at jeg har læst 'kunsten at græde i kor' og 'med venlig deltagelse'. Jeg havde ikke forventet en '4' altså en bog med udgangspunkt i samme setting og det fik jeg bestemt heller ikke.
Jepsen har derimod valgt at gå direkte i den anden grøft og forsøger at berette om og som en usikker/skråsikker pige i starten af tyverne, og for at tale lige ud af posen må jeg sige, at han gør det ikke overbevisende.
Jeg har forsøgt at undskylde ham med, at han ikke ved bedre, men der gør det bare ikke okay. Hovedpersonen er utroværdig og hendes personlighed virker karikeret. Meeen jeg læste den færdig, for jeg skulle da lige vide hvordan den endte.
Det kan godt være, jeg bare tager min generation i forsvar, og at jeg derfor bliver indigneret over hans portræt, men selvom jeg prøver at være tilnærmelsesvis objektiv (mere kan man ikke) tror jeg ikke på Helene. Bogen er fyldt med biroller, men for at kunne bære en bog, mener jeg, at en mere nuanceret personkarakteristik er nødvendig.