Bog

Rosemarys baby

Af (
1984
)

Anmeldelse

Rosemarys baby af Ira Levin

Ingen blod og drabelige effekter, men en skræmmende historie, der langsomt ruller sig ud i hverdagens trivialiteter, og hvor uhyggen skabes imellem personerne.

Fremtiden tegner lyst for det unge ægtepar Guy og Rosemary Woodhouse. Hans karriere som skuespiller virker lovende, og de flytter ind i en lejlighed i et eftertragtet boligkompleks. Bygningen har en dyster forhistorie med både kannibaler og djævletilbedere, men det er jo fortid. Ikke?

Rosemary er lykkelig og bruger tiden på at indrette lejligheden. De får hurtigt et godt forhold til deres ældre naboer, ægteparret Castevets. Da Guy får en rolle, som kan føre til flere og bedre roller, indvilliger han i, at det er på tide at starte deres egen familie. Snart er Rosemary gravid.

Ægteparret Castevets viser stor interesse for det ufødte barn og får igennem deres kontakter byens bedste fødselslæge til at tage sig af Rosemary. Hun får dog en svær graviditet med smerter og flere bekymringer.
Efterhånden er der flere ting, som ikke virker helt rigtigt, og det begynder at gå op for Rosemary, at hun er omgivet af folk, hun ikke kan stole på. Måske ikke engang sin egen mand. Og en gammel ven går i koma – lige før han vil fortælle noget vigtigt.

De fleste kender ”Rosemarys baby”. Hvis de ikke har læst bogen, har de set filmen eller i det mindste hørt den omtalt. Romanen er fra 1967, og den folder sig langsomt ud. Den første del af romanen kredser om ægteparrets liv i lejligheden, og der er kun få nedslag af undren og antydninger om, at ikke alt er så idyllisk i den gamle bygning. Alligevel fænger bogen, og længere fremme begynder det at gå stærkt.

Uhyggen ligger ikke i deciderede skræmmende scener, men i fornemmelsen af, at noget stikker under de ældre menneskers omsorg for Rosemary og babyen. Den sidste del af bogen, hvor Rosemary ikke har nogen at vende sig til, efter at hun er flygtet fra sit eget hjem, er ligefrem klaustrofobisk.

Ira Levin er født i 1929 og stammer fra New York. Allerede med den første roman blev han en anerkendt forfatter. Han har skrevet en række kendte romaner, blandt andet ” De lydige koner fra Stepford”, ” Et kys før døden” og ” Drengene fra Brasilien”.

Bogdetaljer

Forlag
Schønberg
Faustnummer
06142567
ISBN
9788757012255
Antal sider
206

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer