Dagbøger

Vi skriver dagbog for at forstå os selv og vores liv. Her er en smagsprøve på en genre, der som næsten ingen anden genre tager livtag med den oldgamle udfordring ’Kend dig selv’.

Af Dan Ringgaard, professor i nordisk litteratur, Aarhus Universitet

Ordene "Kend dig selv" var indhugget på væggen i Apollontemplet i Delfi i oldtidens Grækenland. Måske er der ingen litterær genre der har fulgt denne opfordring mere end dagbogen. Vi skriver dagbog for at forstå os selv og vores liv. Men egentlig kan dagbøger indeholde alt muligt. Den eneste regel er at man skriver, om ikke dagligt, så regelmæssigt om hvad man har tænkt og følt, hvem man har mødt, hvad man har læst eller set, ja om alt hvad der falder én ind. 

Dagbogen holder styr på tiden. Den sørger for at minutterne, timerne, dagene og årene ikke forsvinder mellem hænderne på os. Dagbogsskriveren gentager det der er sket ved at skrive det ned, prøver at forstå og holde på det bare et øjeblik inden det forsvinder. Genren er utænkelig uden kalenderen og uret. Den blev først udbredt da de to ting blev almindelige. 
Dagbogen er defineret af datoen og signaturen: af nedskrivningstidspunktet og af den, hvis dagbog det er. Ikke andet. Alt andet står én frit for. 

Ofte indeholder dagbøger det vi kun kan fortælle os selv. Men den indeholder som regel også det modsatte: det allermest trivielle, hverdagene, det som vi deler med alle de andre. Og så er der alt det midtimellem. Dagbøger kan være en rodebunke af indfald og hastigt nedskrevne ideer og indtryk. Så tangerer den sin slægtning, notesbogen, som til gengæld ikke er forpligtet på datoen eller nogen anden form for orden.

Fordi vi skriver dem til os selv, kan dagbøger være vanskelige at læse. De springer frem og tilbage mellem emnerne, de underforstår en masse som læseren ikke kender til, og så er de fulde af gentagelser. Dagbøger er ikke fortællinger, de har ikke en begyndelse, en midte og en slutning som står i logisk forbindelse med hinanden. Dagbøger begynder og slutter som regel tilfældigt, og den der skriver dem, er altid midt i det hele og aner ikke, hvad der vil ske i morgen eller om et år. Derfor tilbyder dagbøger os en anden måde at læse på.

Langt de fleste dagbøger bliver aldrig udgivet. Dem der bliver, er ofte skrevet af forfattere. Hvordan skal vi læse dem? Som en slags note til forfatterens ”rigtige” bøger eller som værker i deres egen ret? Nogle gange kan det være svært at se forskel. Der findes en hel undergenre til romanen som kaldes dagbogsromaner. Johann Wolfgang von Goethes Den unge Werthers lidelser (1774), St. St. Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824) og Martin A. Hansens Løgneren (1949) er alle fiktive værker som benytter sig af dagbogens form. Men de fleste udgivne dagbøger er mere eller mindre redigerede, og mange benytter sig af kunstneriske greb. Det kan være svært at trække en skarp grænse.

I den lille bunke af dagbøger vi har samlet her, er der ingen dagbogsromaner, men de er alle mere eller mindre litterært bearbejdede. Der er mange dagbøger som man vil savne i udvalget. H.C. Andersens  f.eks. (1825-1875). Eller de seneste års mest formidable nordiske dagbogsudgivelse, svenskeren Lars Noréns enorme ’En dramatikers dagbog’ (2000-2015). Og mange, mange flere. Men her er en smagsprøve på en genre som giver en anderledes læseoplevelse, og som næsten ingen anden genre tager livtag med den oldgamle udfordring ’Kend dig selv’.