Gustaf Munch-Petersen og den altomvæltende revolution i menneskenes bevidsthed.
Myten om den unge, kompromisløse digter
Gustaf Munch-Petersen (1912-38) var ikke en digter, der bragede igennem sin samtid med litterær succes. Hans værker udkom i små oplag på små forlag og kun på betingelse af, at forfatteren selv købte restlageret. I aviserne blev han anmeldt som en del af gruppeanmeldelser af ny lyrik, og kun Nitten Digte fra 1937 fik ikke kniven af anmelderne. Han udgav fire digtsamlinger Det nøgne menneske (1932), Det underste land (1933), Mod jerusalem (1934) og Nitten Digte (1937), hvoraf ingen fik nævneværdig opmærksomhed. Det samme gjorde sig gældende for hans eneste roman Simon begynder (1933). Det underste land blev betragtet som obskur og på grænsen til galmandsværk. Han skrev to fremmedsprogede digtsamlinger Black god's stone (1934-36) og Solen finns (1935-37), men ingen af dem blev udgivet.
Derimod blev han en af de digtere, for hvem eftertiden gav plads til en revurdering af forfatterskabet. Allerede umiddelbart efter Munch-Petersens død i den spanske borgerkrig i 1938 begyndte billedet at vende. Samme år udkom samlingen Udvalgte Digte, som i forordet betoner sammenhængen mellem Munch-Petersens forfatterskab og deltagelsen i den spanske borgerkrig. Tom Kristensen, der tidligere havde anmeldt Munch-Petersens digtsamling Mod jerusalem med ordene 'den hartad ubegribelige', skriver et mindedigt med titlen Nogle Linjer. Til min ven Gustaf Munch-Petersen, som faldt i Spanien. Digtet blev trykt i Politiken den 08.09.38, dagen efter meddelelsen om hans død. Herefter kom myten om den unge, kompromisløse digter, der satsede alt i kampen for sine idealer, til at dominere beskrivelserne af hans liv og værk. Men først med Torben Brostrøms genudgivelse af Munch-Petersen i Samlede skrifter i 1959, var den egentlige kanonisering i gang.
Munch-Petersens værker er præget af profetiske visioner, livsfilosofiske prædikener og oprør mod mellemkrigstidens borgerskab. Disse træk passer godt sammen med billedet af digteren som den unge oprører. Også litterært er der oprør i hans værker ved brugen af de frie vers uden rim og et dristigt billedsprog. Han undgår brug af stort begyndelsesbogstav ved navneord og egennavne og bryder dermed med datidens retstavning. Samtidig er der understrømme i hans digtning, der går imod det visionære og det uforsonlige, bl.a. i form af en vedvarende diskussion af det radikale oprørs pris. Myten om Munch-Petersen som den radikale oprører er derfor både sand og samtidig for ensidig.
Kobler man myten om den kompromisløse digter med hele hans korte, levede liv, og ikke kun hans deltagelse i den spanske borgerkrig, tegner sig ligeledes et mere komplekst billede. Munch-Petersens livsløb var rastløst flakkende. Han kastede sig hovedkulds ud i projekter, rejser, hårdt fysisk arbejde, studier, og afbrød sin kurs og kastede sig i nye retninger. Han nåede bl.a. at læse filosofi og religionshistorie, men fulgte også forelæsninger i psykologi og havde planer om at læse medicin. Han levede i perioder et fordrukkent bohemeliv sammen med en gruppe unge surrealistiske malere og var afhængig af forældrenes støtte. I 1935 flyttede han til Bornholm og giftede sig med keramikeren Lisbeth Hjort. Han forsøgte sig også selv som billedkunstner. Hans sidste rejse til Spanien blev finansieret af et lån fra forældrene beregnet til indkøb af en fiskekutter. Munch-Petersen deltog i kredsen omkring det surrealistiske tidsskrift Linien, hvori han skrev den berømte sætning, ”en kunstner som ikke er revolutionær er ikke kunstner”. Men den revolutionære og kompromisløse digter var også en omflakkende og forvirret ung mand.
Forfatterskabet
Sekundærlitteraturen om Munch-Petersen er sparsom, og hans værker er ikke let tilgængelige. Ikke kun Tom Kristensen har svært ved at forstå, hvad der er på spil i forfatterskabet. I Hovedsporet krydres den korte gennemgang af Munch-Petersen med ordene: ”Lidt diffust er det”. Skal man tegne et samlet billede af forståelsen af Munch-Petersen gennem sekundærlitteraturen står det klart, at Munch-Petersen adskiller sig fra de øvrige danske digtere i 1930erne, og at hans livsværk skal ses i internationalt perspektiv, bl.a. i sammenhæng med den bevægelse gennem Skandinavien i 1920erne og 1930erne, der så det nye, moderne liv i sammenhæng med en tilbagevenden til en førkulturel, kropslig naturlighed. Fornuften, den døde tanke, måtte vige for det levede liv.
Allerede fra debutsamlingen 'det nøgne menneske' er det kampklare tonefald slået an:
”vi nøgenhedens legionærer
vi vil underlægge os jorden
og udlevere menneskene til livet”
I digtene fremstår jeg'et som både oprører, naturmenneske og livsnyder, og digtene erklærer et behov for en altomvæltende revolution i menneskenes bevidsthed. Denne revolution rendyrkes i hans næste digtsamling, Det underste land. Heri samler sig utopiske visioner, der både rummer ekstase og uhygge. Titeldigtet Det underste land blev trykt i Linien i1934 og er af eftertiden blevet opfattet som den tidlige surrealismes programdigt:
”opad vrider jorden sig
i en spids -
og nedad
udad synker det tunge
levende blod
ind i det underste land”
”Men o
i skulde gaa til det underste land-!
O i skulde se folket fra det underste land,
hvor blodet flyder frit mellem alle - ”
Det voldsomme, visionære billedsprog ramler her sammen med et højstemt, patetisk tonefald, der nærmest får hymnisk karakter gennem rytmen og de gentagne 'O'.
Digtsamlingen Mod Jerusalem rendyrker det profetiske tonefald og den repetitive stil fra Det underste land, mens Munch-Petersens sidste værk Nitten Digte viser en overgang fra ekspressive til mere sansede digte. Den nøgterne titel og brugen af korrekt stavemåde for datiden (navneord med stort) markerer, at der er lagt en afstand til de tidligere samlinger. Digtene i samlingen gør ikke op med det bestående samfund, men består overvejende af sansenære billeder fra livet på Bornholm. Samtidig er der dog en understrøm, der knytter sig an til det øvrige forfatterskab, nemlig naturen som livskraft, som det bl.a. ses i Rids, samlingens mest kendte digt:
”Viben skriger
en Cirkel sort
skriger en Kurve hvid
i Luften -
Saltenglen drejer sig
grøn-graa vaad
med et lukket æg
i Midten -
Havet glider rødmende
ind i Solens Ild
Aften aander Salt
mod Morgens Vind -
En Maage forsvinder i sløret Sus,
Fiskeren Vaagner til Dag -”
På udgivelsesdagen for Nitten digte drog forfatteren af sted for at slutte sig til folkefrontens tropper i krigen mod den spanske fascisme.
Litterære slægtskaber
Det kan være svært at sammenligne Gustaf Munch-Petersen med andre danske digtere, selv om en fælles drejning i 30erne mod at forankre erkendelsen i menneskets gådefulde indre kan ses hos både Munch-Petersen og samtidige digtere som Jens August Schade, Tove Meyer, Bodil Bech og Hulda Lütken. Selv skal han have afvist al anden dansk litteratur. Af udenlandske forfatterskaber, der rummer fællestræk med Munch-Petersen værker, kan nævnes Edith Södergrans, Harry Martinsons og Artur Lundkvists.
Munch-Petersens nærmeste slægtskaber i den danske kunstverden var kunstnergruppen omkring surrelismen og tidsskriftet Linien. Munch-Petersen startede tidsskriftet sammen med billedkunstnerne Ejler Bille, Richard Mortensen og Vilhelm Bjerke-Petersen. Surrealismen blev betegnelsen for den strømning, der ser det som kunstnerens opgave gennem kunsten at udforske sit eget ubevidste. Surrealismens kunstnere udstiller ofte verdens absurditet og lader ubevidste drømme og drifter fremstå sammen med en politisk, socialistisk vinkel.
Kilder:
Læsninger i dansk litteratur 1900-1940. - bind 3. - Odense Universitetsforlag, 2001
Danske digtere i det 20. århundrede- - bind 1. - Gads Forlag, 2002.
Hovedsporet – dansk litteraturs historie. - Gyldendal, 2005.
Centrale værker og links
Cand.mag Mette Østgaard Henriksen
