Bog

Spøgelsesfangen

Af (
2010
)

Anmeldelse

Spøgelsesfangen af Jens Henrik Jensen

27 sep.10

To mystiske mord, bandekrig, et fly, der styrter ned og en spøgelsesfange – alt det bindes elegant sammen i Jens Henrik Jensens spændingsroman, som er næsten umulig at lægge fra sig.

”Nu gør du det igen, Nina P. Du lister rundt, fordi det lige præcis skal være dine egne fintfølende øjne, der ser, og dine egne supersentitive ører, der hører. Dit mistroiske bæst….”
Nina Portland, som vi kender fra Økseskibet og Kulmanden, er tilbage i fin form. På trods af politireform insisterer hun på at hun er KA – kriminalassistent, og ikke PA, politiassistent, og hun har da også takket nej til et lederkursus. Hun vil være i marken. Og i marken, det kommer hun så rigeligt her i ’Spøgelsesfangen’.

En mystisk mand dræber to personer i Esbjerg, begge mænd er fra indvandrermiljøet, og straks går medierne i selvsving – bandekrigen er kommet til provinsen. Nina er egentlig koblet på sagen, men til sin store utilfredshed får hun en anden opgave. Hun skal undersøge omstændighederne omkring et fly, der er styrtet ned. Det, som ligner et almindeligt flystyrt, viser sig måske at dreje om storpolitik. Har der været tale om transport af en spøgelsesfange – en fange, som officielt ikke eksisterer, og som er uden rettigheder – og er det amerikanerne, der står bag?

Begivenhederne eskalerer, der sker flere drab, senest på en journalist, og politiet er helt på bar bund. Selv om Nina P. har fået at vide, at hun ikke må optræde alene, starter hun alligevel sin egen eftersøgning efter spøgelsesfangen, og hun finder spor efter ham. Og så går den helt store jagt efter ham i gang.
Uden at røbe for meget kan jeg godt sige, at de to historier smelter sammen, og i en forrygende finale bliver alt – måske – opklaret. Myndighederne er tilfredse og der er wienerbrød til kaffen, men ….

Nina Portland er en dygtig kriminalassistent, men hun er også alene med sin søn, og med de problemer, det giver, når arbejdet fuldstændig opsluger hende.
Jens Henrik Jensen kan sit håndværk, der er god balance mellem det storpolitiske og det nære, historien hænger sammen og skønt med en forfatter, som også mellem linjerne lader sine meninger om for eks politireformen skinne igennem. Jens Henrik Jensen er forfatter, men han er også journalist. Flere Nina Portland-bøger, tak.

Bogdetaljer

Secondary title
Krimiserien med: Nina Portland ; 3
Forlag
Politiken
Faustnummer
28441428
Graphic
stoltzedesign
ISBN
9788756798068
Antal sider
479

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer