Bog

Rock Hudson skal ikke dø i Ukraine

Af (
2011
)

Anmeldelse

Rock Hudson skal ikke dø i Ukraine af Thorstein Thomsen

08 maj.11

Fremragende biografisk og historisk roman om tysk teater- og filminstruktør med danske rødder. Imponerende velskrevet, velkomponeret og vedkommende!

Detlef Sierck blev født i 1897 i Hamborg. Begge forældre var af dansk oprindelse, og der blev talt dansk i barndomshjemmet. Faktisk starter ’Rock Hudson skal ikke dø i Ukraine’ i Skagen, hvor Detlef som lille dreng står og kigger på malerne, der står med deres staffelier på stranden.

Men bortset fra det foregår første halvdel af romanen i Tyskland, hvor begge verdenskrige kommer til at spille en stor rolle i Detlefs liv. Han deltager som ganske ung mand i den første og forlader Tyskland på grund af den anden.

I mellemkrigstiden fejrer han store triumfer som instruktør af først teater og siden de første tonefilm.

Men fordi hans anden kone er jøde, bliver Detlef nødt til at forlade Tyskland. Ægteparret slår sig ned i USA, og efter nogle hårde år får Detlef, nu under navnet Douglas Sirk stor succes i 1950´ernes Hollywood, ikke mindst da han introducerer den unge Rock Hudson.

Det er en fantastisk roman, Thorstein Thomsen har skrevet; velskrevet, vedkommende og uhyre velkomponeret. For det er stort stof, han skriver om: Det 20. århundredes historie i Tyskland og USA, to verdenskrige, holocaust, kold krig og McCarthyisme.

Samtidig fortæller han et fascinerende menneskes historie, for det er jo altså en biografisk roman, forfatteren har skrevet, en bog, der veksler mellem fakta og fiktion. Det er en yderst medrivende historie om en mand, jeg indtil nu ikke anede, havde eksisteret overhovedet. En ambitiøs mand, der fra han var helt ung, vidste, hvad han ville som instruktør, og som var parat til at ofre meget for at følge sine drømme. Men også en passioneret mand, som var glad for kvinder.

’Rock Hudson skal ikke dø i Ukraine’ minder på mange måder om forfatterens roman ’Sne på hendes ansigt’ fra 2008: Tysklands historie, Det 20. århundrede, stor fortælling og ditto fortælleglæde. Jeg kan kun anbefale den på det varmeste!!

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
28715854
Graphic
Camilla Jørgensen
ISBN
9788763816588
Antal sider
429

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer