Bog

Osamas hævn

Af (
2014
)

Anmeldelse

Osamas hævn af Steffen Groth

02 feb.15

Uhyggeligt aktuel og velskrevet politisk thriller om islamiske terrorrister og en storstilet planlagt aktion mod København.

Den danske undercoveragent i Iran, Asger Aref, opdager ved et tilfælde en af Al-Qaedas længe eftersøgte politiske ledere, og da han følger efter ham, kommer han på sporet af en storstilet plan om at føre en atombombe til Europa. Omtrent samtidig kommer den danske imam, Najeeb, hjem fra en rejse i Mellemøsten med penge og en plan om at bygge en stormoské i Danmark. Han opkøber tre bondegårde ved Slagelse, og det er meningen, at det ambitiøse projekt skal være et symbol på forsoning mellem shia- og sunnimuslimer. Blandt de frivillige, der hjælper til med projektet, er disciple fra imamens særlige koranskole i Vangede. En af disciplene er Ben Hassan, som i virkeligheden er en muldvarp plantet af den danske efterretningstjeneste. Ben Hassans opgave er bl.a. at holde øje med imamen, og han begynder at fornemme, at der må være en skjult dagsorden med det store byggeri og den enorme forsoningsfest, hvor flere hundrede tusinde muslimer vil deltage.

Samtidig kommer han på sporet af en omfattende sammensværgelse mellem CIA, den katolske kirke og stærke islamiske kræfter, en sammensværgelse som bl.a. indbefatter hans egen koranskole. Alle personer og alle spor kulminerer på dagen for den store forsoningsfest.

Forfatteren, som tidligere har skrevet en fantasy-trilogi, debuterer med denne bog som spændingsforfatter, og det slipper han umanerligt godt fra. Som direktør i FN’s atomagentur har han en omfattende viden om terrororganisationer i de arabiske områder, og denne viden sammen med en tydeligvis gennemgribende research gør både historien, plottet og de aktuelle problemstillinger omkring islam, Al-Queda, terror, terrorbekæmpelse og agenter til en særdeles troværdig oplevelse.

Det er noget af et plot, forfatteren har fået skruet sammen, og handlingen og kompositionen med flere tilbageblik og indskudte historier gør bestemt ikke bogen lettilgængelig. I bund og grund hænger det hele dog meget godt sammen, og historien er både overraskende, spændende og tankevækkende. Især fungerer det perfekt, at der hele tiden skiftes mellem de forskellige personer og områder. I det hele taget er der tale om en meget underholdende og gennemført spændingsbog af internationalt format.

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Rosenkilde & Bahnhof
Faustnummer
51545109
ISBN
9788771288896
Antal sider
476

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer