9 piger - Hesten

Anden del er Bjørn Rasmussen og Rikke Villadsens ’9 Piger’ er stærkt foruroligende i al sin fortielse og forkvaklede afpresning.

Det er simpelthen ikke særlig rart, det Rasmussen og Villadsen har gang i. Efter den vamle og pigepisdrikkende chauffør i ’Liftet’ præsenteres læseren af ’Hesten’ – anden del af ’9 Piger’ – for noget så forkvaklet og ubehageligt som en snobbet, magtfuldkommen og ubarmhjertig dreng med herremandstendenser, hans lige så ubehagelige guvernante og deres stakkels offer – en lille skravlet, forarmet og tilsyneladende uskyldig pige.

Det er grumme sager, og det er drønstærkt. Går du rundt og er sådan i overkanten munter, kureres det let i løbet af de 12 minutter en gennemlæsning tager. Når et værk i den grad kan rive sin læser rundt, vidner det om kvaliteter ud over det sædvanlige.

Det kunne være spændende at være en flue på væggen og opleve samarbejdet mellem Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen. Som den fremragende musiker ved, at pausen er lige så vigtigt som tonerne, levner Rasmussen masser af plads til Villadsens tegninger med en tekst, der kun lige akkurat siger nok eller faktisk lidt mindre, men gør det foruroligende og bisset. Ved nærmere eftertanke ville det nok være spændende på den ikke så fede måde at være sådan en flue på den væg – hvis man blev opdaget, er jeg helt uden belæg sikker på, at man garanteret ville blive udsat for ben- og vingeamputationer med skarp tunge og slidt blyant. Bare sådan som en lille opvarmning til det massemord på darlings, som tegneren og forfatteren garanteret har begået for at komme helt ind til stålet.

’Hesten’ er Rikke Villadsen i top form. Stregen er stadig bevidst skødesløs og naivistisk, men ’Hesten’ er også et overflødighedshorn af urovækkende ruder – fyldte med detaljer og fornemme skraveringer. Det er eddermame uhyggeligt, og det skyldes flittig brug af feje tricks som onde børn, der er onde ved forarmede børn, døde dyr og en gotisk gyselig guvernante garneret med en rungende tavshed om hvorfor og en bisset fortielse af præcis, hvad der driver ondskaben.

Om eller hvordan ’Hesten’ og ’Liftet’ er knyttet sammen er umuligt at sige. Der er et fælles tema med en 9-årig pige, der er i andres vold. Piger der er mere eller mindre magtesløse og overladt til noget vammelt eller ondt, men om de overhovedet eksisterer i det samme univers, må vi vente på, om de resterende syv bind afslører.

Når alt kommer til alt er der blot en mulig opfordring herfra: LÆS ’HESTEN’ og få dig en smertefuld katharsisk skylle og visheden om, at jo det kunne godt være værre alt sammen. Kære Rikke og Bjørn: Skynd jer at komme med nummer 3 – jeg er ved at udvikle et afhængighedsforhold til mit mellemgulvskrøllende angsttraume.

Originally published by Frederik Schøler, Litteratursiden.