Poesi og politik – hos Hassan, Nordenhof og Ørntoft

Inden for de seneste år har vi fået nogle stærke danske digtsamlinger, som ser ud til at have en politisk dimension.

Af Lilian Munk Rösing

I Yahya Hassan beretter Yahya Hassan om vold, religiøst hykleri og sociale problemer i indvandrermiljøet. I Det nemme og det ensomme former Asta Olivia Nordenhof ligefrem et af sine digte som en politisk tale (”jeg vil tale om arbejde”). I Digte 2014 fantaserer Theis Ørntoft lyrisk over, hvordan det vil gå, hvis det lykkes os mennesker at ødelægge det økosystem, som er forudsætningen for vores liv på jorden.

Man kan kalde det politisk poesi, men hellere vil jeg tale om politik og poesi, eller den særlige måde, poesien kan være politisk på.

Den poetisk-politiske tendens går egentlig længere tilbage i nyere danske lyrikhistorie. Mit bud på et startskud ville være Katrine Marie Guldagers Ankomst Husumgade (2001), fulgt af Lars Skinnebach I morgen findes systemerne igen (2003). I disse bøger indgår tanker om verdens indretning, indtryk fra mediernes nyhedsstrøm og samtaler med bankrådgiveren i den lyriske refleksion på lige fod med de erfaringer af kærligheden, døden, tiden, naturen, etc., som er mere konventionelle temaer for poesien.

Yahyah Hassans digte er blevet sat i forskellige politiske ærinder. Medierne promoverede dem som islamkritiske, allerede inden de var udkommet. Men hvordan er det politiske til stede i digtene, og ikke når man spænder dem og Yahya Hassan for mediedebattens trækvogn?

Ifølge den franske kunstteoretiker Jacques Rancière er det en politisk dimension ved kunsten, at den giver stemme til dem, som ikke har nogen stemme. Det gør Yahya Hassans digte meget tydeligt, de giver stemme til en position, som der i medierne tales om, men ikke fra. De giver læseren den sansekonkrete oplevelse af, hvad det er for nogle rum og stemninger, en dansk andengenerationsindvandrer har befundet sig i gennem sin opvækst. Så hele den erfaring bliver sansbar for læseren og ikke bare noget, man har nogle klichémediebilleder af.

Når Yahya Hassan skriver om at sidde alene i børnehavens garderobe ved juletid og betragte de nellike-gennemstukne appelsiner som voodoo-dukker, kan man læse det som et udsagn om, hvordan det er at være en muslimsk indvandrerdreng, der er ekskluderet fra det danske (kristne) julefællesskab. Men samtidig kunne digtet være noget fra min egen barndom. Og jeg (hvid kvindelig gammeldansker) er Hassan taknemmelig for at have givet mig voodoo-appelsin-metaforen, som et billede, hvor også min barneaggression pludselig får den plads, den ikke havde i børnehavens pædagogunivers. At føle sig uden for fællesskabet er en følelse, de fleste af os har til fælles.

På dén måde hæver den politiske poesi sig over det identitetspolitiske. Litteraturen er et af de steder, hvor vi kan møde mennesket som noget andet end summen af sine identitetsprædikater. I det journalistiske sprog, i debattens sprog er vi lig med vores prædikater. Men ikke i litteraturens. Hvis man vil vide HVAD Yahya Hassan er (islamkritisk andengenerationsindvandrer under overvågning af social- og kriminalforsorgen), skal man bare følge med i mediernes debatter. Hvis man vil vide, HVEM han er, skal man læse hans digtsamling. Den giver stemme til en erfaring, som ikke tidligere har haft en stemme i dansk litteratur, den fortæller os, hvordan det er at være Yahya Hassan. Hvilket indebærer at være søn af palæstinensiske flygtninge, at have fået tæsk af sin far, at have været anbragt som barn, at have begået indbrud, men ikke kan reduceres til summen af disse prædikater.

Asta Olivia Nordenhofs Det nemme og det ensomme er skrevet fra et sted, en placering i samfundet, hvor jeget undrer sig over arbejdet som højeste værdi og bedriver poetisk sansekonkret kritik af ideologiske abstraktioner. Hvis vi tager det sidste først, kan det lyde sådan her:

jeg vil komme med et råd

prøv at spør din hånd hvordan det er at holde om noget du kender godt

sjippetorvets håndtag, en fedtet pik, hente salt og peber, nulre et blad, stryge en kat over
ryggen, presse en bums eller rive en blomst op med rod: svub

det er så meget vigtigere end alt det nogen påstår man kan huske

danskhed og alt det andet pis (s.35)

Her bliver poesien det sprog, der minder os om at være nærværende i den konkrete sansning, frem for at svømme hen i sproglige abstraktioner som ”danskhed”. På denne måde leverer poesien en politisk kritik ikke ved at kolportere politiske budskaber, men ved at insistere på en anden form for sprog end det ideologiske.

Når Nordenhof kalder sin samling for det nemme og det ensomme, indfanger det for mig ret præcist de steder, som det litterære jeg taler fra, og som for så vidt er ærkelyriske steder. Dér hvor det pludselig er nemt at leve, hvor der findes en fryd over bare det at være til (”en våd græsplæne og mig/ det bliver dejligt at træde ud på den”, s.7). Og dér hvor man er ensom, alene med sig selv og sine sansninger og tanker.

I dén ensomhed (og måske netop dér?) kan der godt foregå politisk tænkning. Som i digtet ”jeg vil tale om arbejde”, hvor jeget længe og inderligt, bogstav for bogstav, tænker på, hvordan en sydafrikansk skiltemager samvittighedsfuldt udførte sit arbejde: ”at der på et tidspunkt kun stod n på det skilt, at der på et tidspunkt kun stod no/ efter endt arbejde: no coloured allowed”. Fra poetens eftertænksomme ensomhed udgår igen en sansekonkret dvælen, der her problematiserer værdien af den arbejdsmoral, der i vores samfund sættes som højeste værdi.

Theis Ørntofts Digte 2014 er åbenlyst også hinsides det identitetspolitiske, hinsides menneskelig identitet: ”Jeg drømte at vi ikke længere fastholdt hinanden/ i menneskelige former” (s.15), ”menneske er en primitiv fiktion” (s.52). Digtene handler om økokatastrofen ikke som menneskets sejr over naturen, men som naturens sejr over mennesket. Ikke den romantiske natur, ikke den for mennesket velbehagelige, men bier, insekter, plankton, maddiker, magma og fyrreskove. Det er digte, der skriver sig ind i den mørke økologi; en økologisk katastrofebevidsthed blottet for ethvert sentimentalt forhold til naturen.

Vi lever i en tid med konstante ”breaking news”, som er en af digtenes tilbagevendende formler, i venten på det store sammenbrud, men uden den nyhed, som virkelig ville være et brud, revolutionen mod den økologiske katastrofe: ”Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/ og flyforbindelser i hud og hår/ og læse breaking news/ de sløjfer skøjtebanen i årets kommunale budget/ hvad fanden er det for noget/ de finder eftersøgt drabsmand inde i tv-stjernes barndomsminde/ hvad fanden er det for noget.” (s.11) Ørntofts digte er breaking news på den ægte måde, en unatur og urnatur af sprogfigurer, der strømmer fosforiserende gennem sin læsers bevidsthed og giver hende en mørk og fremmed stemme i struben.

Hvis man sætter prædikater på jegerne i de tre digtsamlinger, får man nogle ikke helt genkendelige størrelser. Hos Hassan bl.a. en islamkritisk andengenerationsindvandrer. Hvad fanden er det for noget? Hos Nordenhof bl.a. et jeg, der står lykkeligt uden for arbejdsmarkedet. Hvad fanden er det for noget? Hos Ørntoft et jeg, der pendler mellem menneske-, gude-, organ- og atom-størrelse. Hvad fanden er det for noget? Det er nogle nye positioner, som har brug for et andet sprogrum til at kunne fremskrives end mediernes faste dramaturgi og båse. Sådan et sprogrum er poesien. Og det er derfor, poesien er politisk. Poesien kan være politisk, netop fordi den tilbyder et alternativ til det, der bliver kaldt ”politik” i nyhederne (breaking eller ej), og som til forveksling ligner en slags underholdning, sladder eller sport.