Jeg vil give stemme til børnene

For blot 40 år siden kunne danske familier let tage et barn med sig hjem fra Grønland. I Iben Mondrups aktuelle roman ’Tabita’ adopteres to grønlandske børn og udsættes for svigt og krav om at glemme deres fortid. 

Litteratursiden har mødt Iben Mondrup til en snak om hendes bog Tabita. Til spørgsmålet om hvad der er kommet mest bag på hende i researchen, svarer hun: "Noget der virkelig er kommet bag på mig er, hvor let det har været at få lov til at tage et barn med hjem fra Grønland. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Det kom bag på bag, at det ikke har været mere reguleret. I første ombæring ville jeg have skrevet om nogle af de mange grønlandske børn, som har været i Danmark et år på skole. Men ret hurtigt blev det adoptionerne, som optog mig. Vi har ikke hørt ret meget om den side af vores fælles dansk-grønlandske historie, og jeg synes, det er vigtigt. Historien bliver så hurtigt utydelig. Vi glemmer så hurtigt."

Iben Mondrup oplever, at mange ikke ønsker at tale om denne del af danmarkshistorien. Vi vil helst vil forestille os, at grønlændere og danskere er ligestillet. Det er et betændt kapitel af vores historie, og Mondrup uddyber: "Det er ikke mere end 40-50 år siden, at de her ting foregik. Det er noget, vi må kunne forholde os til og tale om. Vi skal kunne indeholde det i vores historie, ellers må det skubbes ud og fortrænges, og det kan man ikke."

Adoption og dannelsesrejser
I Tabita håndteres adoptionen meget praktisk, nærmest bag om ryggen på moderen Abelone, mens hun er i en svær livsfase, og netop sådan foregik det ofte i Grønland i 60’erne og 70’erne. Ifølge Mondrup hænger det sammen med, at vi havde et andet syn på, hvad der var godt for børnene: "Vi troede de danske familier kunne gøre noget godt for børnene, men ofte gik det faktisk ikke videre godt."

Mondrup fik under sin research kendskab til en læge, der havde bemyndigelse til at bortadoptere børn, hvis de blev født af en syg mor. Det grønlandske samfund var meget plaget af tuberkulose-epidemier, så det var ikke ualmindeligt. "Dengang sagde man ikke nej. Det var indbygget i den måde, man var sammen på; Danmark var dengang en myndighed, som grønlænderne respekterede og lyttede til."

Op gennem 70’erne og helt op i 80’erne kom adskillige grønlandske børn på dannelsesrejser til Danmark for at lære dansk sprog og kultur. "Det var for at speede danificeringen af det grønlandske samfund op", pointerer Mondrup. Børnene kunne så vende tilbage og inspirere deres grønlandske kammerater til at være mere danske. Men det viser sig, at nogle af børnene aldrig kom tilbage til Grønland, nogle gange fordi deres plejefamilie blev så glade for dem, at de gerne ville adoptere dem, andre gange fordi der skete noget med deres biologiske familie, som vendte op og ned på situationen derhjemme. Mondrup fortsætter: "Der er eksempler på børn, der ikke anede, hvad der var sket, pludselig var de bare blevet adopteret af en dansk familie."

Bogens nu 50-årige forfatter boede på Grønland i 15 år, fra hun var 3 til 18 år, og selv om hun som barn ofte blev kaldt "danskerbarn", var det først som ung, at det for alvor gik op for hende, at hun selv tilhørte kolonimagten, "den danske herremandsmentalitet". Hendes forældre var lærere og dermed en del af kolonisationens fortrop, da det var dem, som skulle "fordanske børnene". "Da jeg blev teenager opdagede jeg, at der herskede en stor vrede mod danskere generelt", siger Iben Mondrup. "Det var virkelig svært at kapere for mig".

Et ulige ægteskab
Romanen handler i høj grad om ægteskabet mellem Grønland og Danmark: "Vi plejer at tale om den relation som et lykkeligt ægteskab, men det er det ikke af den simple årsag, at det bygger på et ulige forhold". Ligesom ægteskabet mellem de to adoptivforældre Eva og Berthel, der er fyldt med fortielser.

"Jeg har haft lyst til at fortælle om ægteskabet mellem Grønland og Danmark, men at fortælle det som en familiehistorie. Og faktisk har man jo set på forholdet mellem Grønland og Danmark, som at vi er i familie med hinanden, et fælleskab. Vi taler om Danmark som moderen og Grønland som barnet, der skal gøres selvstændigt, så det ligger i retorikken. Især i 60’erne, hvor man så på grønlænderne som en anden slags mennesker, som primitive."

Dette blik på grønlænderne møder vi i romanen, hvor især Eva har fordomme om, at grønlændere er mindre følsomme. Det er de naturligvis ikke. Men der var forskel på grønlændere og danskere. I Mondrups optik handler det om, at man i datidens fangersamfund ikke har kunnet hengive sig til sorg og depression, man har i stedet skullet overleve: "Man har været nødt til at leve med dødsfald, man har måttet kunne indeholde disse voldsomme begivenheder. Men selvfølgelig har man været følsomme, man har bare haft en anden måde at bearbejde det på, når livet skulle gå videre".

Tilbage til Grønland
Det er ikke første gang Iben Mondrup fortæller om spændingerne mellem Grønland og Danmark. Vi så det allerede i den prisbelønnede roman Godhavn fra 2014. Efter hendes seneste roman, Vi er brødre, der har rod i forfatterens egen slægtshistorie i Nordjylland, ville hun nu "ud og hjem på samme tid. Jeg skulle ud af min egen familie og tilbage til det sted, der bliver ved med at interessere mig. Grønland indeholder nogle komplekse dynamikker, der er så utrolig gode at skrive på: En magt og to forskellige kulturer, der møder hinanden, befrugter og misforstår hinanden. Der er så mange fortællinger indlejret i det møde. Og så er det noget jeg ved noget om."

Iben Mondrup kender det grønlandske sprog vældig godt og den særlige tone på Grønland, og det har hun trukket på i den nye roman, som rummer mange grønlandske ord. I romanen skal Tabita og hendes bror Vitus lægge deres fortid, herunder det grønlandske sprog, bag sig. Men Tabita oplever et stort savn efter moderen og Grønland, og Mondrup viser gennem de mange grønlandske primale ord Tabitas stærke bånd til Grønland.

Adoption og tabuer
Iben Mondrup understreger, at når mange adoptivforældre i forsøget på at gøre børnene til deres egne skubber alt det fremmede væk, især sproget, kan det få store konsekvenser for barnet. Især hvis barnet er adopteret sent, som Tabita: "Man afskærer barnet fra en forståelse af, hvad det er kommet af, den kærlighed, det er opstået af og den kultur, det er rundet af, og som bor i kroppen. Det er en bevidsthed, som bliver lukket ude. Alt hvad du fortrænger vil pible op som skygger."

Romanen er da også dedikeret "alle de børn, som har skullet glemme sig selv". Mondrup fremhæver, at man i dag har fokus på, at en eller anden form for kontakt med det biologiske ophav er en god ide ved transnational adoption.

Mondrup forklarer endvidere, at romanen også skildrer forbudte følelser i forbindelse med at adoptere:"Via Eva kommer vi ind i følelser som, kan jeg elske de her børn, der er så anderledes end mig. Alle de ting, hun tænker, er ting, vi helst ikke vil tale om. Der er så mange tabuiserede følelser i forbindelse med at skulle vælge et barn. Skal det komme fra Bolivia, et afrikansk land eller Kina. Overvejelserne findes, og de foretages ud fra nogle parametre, som den enkelte har i sit hoved."

Ifølge Mondrup er romanen et godt sted at behandle den slags tabuer, da man kan lægge de forbudte følelser ind i hovedet på en person: "Vi må gerne se ind i hovedet på en person, der tænker tanker, hvor vi tænker puh ha."

At skrive fra barnets perspektiv
Det længste kapitel i romanen fortælles af Tabita fra hun er ca 10 til 15 år. "Tabita er et barn, som er absolut udsat i den situation, hun befinder sig i. Men hun er også på en sær måde ukrænkelig. Selv om hun møder alle mulige former for modstand, så er der noget i hende, som bliver ved med at være sig selv, og som ikke går i stykker, og som dybest set ender med at blive hendes redning", fortæller Iben Mondrup.

Ligesom i Godhavn giver Iben Mondrup i sin nye roman stemme til børnene. "Børn har jo nærmest ingen magt, de er altid underkastet nogle andres gøren og laden, men jeg er på børnenes side." Hun har en stor sympati og dyb kærlighed til børn. "Jeg vil høre, hvad de fortæller, og ofte fortæller de ikke lige præcis det, man tror. Det har jeg blandt andet oplevet med mine egne børn. Nu er de jo store, og jeg har kunnet have samtaler med dem om, hvordan jeg har været som mor. Der er bestemte ting, som jeg føler skyld over at have gjort, men når jeg spørger dem, er det nogle helt andre ting, de har hæftet sig ved, der har været ubehagelige. Det er da tankevækkende!"

Når Mondrup beskriver tingene fra barnets synsvinkel, tillader hun sig selv, at det ikke altid er rationelt, det der foregår, for sådan er børn, hvis ikke de er skadede, de er spontane og umiddelbare:"Det er en form for leg i det at skrive fra barnets synsvinkel. Børn springer associativt fra det ene emne til det andet, ligesom når de springer fra sten til sten. Det at skrive et barneblik frem er at skrive associativt. På mange måder er den skriveform beslægtet med barnets umiddelbarhed, og det er noget jeg tilsyneladende har relativt let ved."

Iben Mondrup kan godt lide at skrive om karakterer, som er styret af deres følelser, ligesom barnet. En person i romanen, som absolut er i sine følelsers vold, er Abelone, Tabitas grønlandske mor, og netop hende brænder Iben Mondrups hjerte særligt for: "Abelone. Hun er så skøn. Vi er nok heller ikke færdige med hende endnu." Iben bekræfter, at der kommer en efterfølger til romanen, hvor vi møder Abelone og Tabita igen.

Foto: Janus Camara