Forfatter
Victor Hugo
Victor Hugo regnes for en af hovedforfatterne i verdenslitteraturhistorien. Han mente, at litteraturen skulle sætte samfundets problemer under debat.
Victor Marie Hugo (1802-1885) er ikke bare en af Frankrigs eller romantikkens store digtere, han regnes for en af hovedforfatterne i verdenslitteraturhistorien. Selv i dag kender de fleste ham – ikke kun af omtale, men fordi de på den ene eller den anden måde direkte har stiftet bekendtskab med hans værk.
Bevares, det er de færreste, der har læst hans lange romaner eller romantiske digte, men omarbejdelser af især romanerne har viderebragt Hugos menneske- og historiesyn til den ene generation efter den anden. Hvem, der var barn i 1990’erne, husker ikke Disneys 'Klokkeren fra Notre Dame', og siden 1985 har musicalen Les Miserables (baseret på Hugos roman af samme navn, 1862. da. 'De elendige') turneret verden tynd for i 2012 at blive forvandlet til en Hollywood-film med stjerner som Russel Crowe, Hugh Jackman og Anne Hathaway i hovedrollerne.
Det er således Hugos romaner, der er bedst kendt uden for Frankrig, men Hugo var en alsidig forfatter, der også skrev digte og dramaer samt involverede sig i politik, kunst og musik. Han var både talerør for og formgiver af sin samtid, hvilket i sig selv gør ham interessant at læse. Endvidere var han en formidabel skribent, som formåede at indfange og fortolke menneskets evige eksistentielle spørgsmål – hvad er livets mening – hvilket ikke bare gør hans værk interessant, men også rørende og lærerigt.
Romantikeren og politikeren
Victor Hugo regnes for en af romantikkens store bannerførere. Romantikken er en litterær periode, der groft sagt dækker den første halvdel af 1800-tallet. Periodens litteratur gjorde op med 1700-tallets fokus på fornuft og håndgribelighed for i stedet at dyrke ”Det gode, det sande og det skønne,” der kunne findes i følelserne og fantasien. I de fleste lande ebbede strømningen ud omkring århundredets midte, men i Danmark skulle vi helt frem til 1871 før et virkeligt opgør fandt sted: Det moderne gennembrud.
Incitamentet til dette brud kom fra litteraturforskeren George Brandes, der revsede den danske, romantiske litteratur for at være naiv, plat og tandløs. I stedet mente han, at litteraturen skulle sætte samfundets problemer under debat, altså blive politisk. I denne kamp brugte Brandes aktivt Victor Hugo.
”Man føler stærkere Pustet af en ny Tid naar man seer Victor Hugos fnysende Plebeier skride over Scenen.” skriver Brandes, og fortsætter: ”Hugos første Tragedier er allesammen forbudne af den bestaaende Regjering, Noget som aldrig er hændet een dansk, en Eiendommelighed, man kan udlægge efter sine Sympathier enten som Tegn paa vor Poesies rent digteriske eller som Tegn paa dens rent virkelighedsløse Charakter.”
For Brandes fremstår Hugo altså som en, der netop tør diskutere og problematisere samfundet, et eksempel til efterfølgelse. Brandes nøjes dog ikke med lovprisning, men kommer med en enkelt negativ kommentar til Hugos støtte til de ”klerikale”, altså kirken.
Brandes har her fat i noget af det, der gør Hugo både interessant og udfordrende for den moderne læser. En stor del af Hugos værker er præget af en bidende samfundskritik, men det er næsten altid parret med romantikkens dybe religiøse seriøsitet. I dag, hvor vi forbinder socialrealistisk litteratur med en grundlæggende realistisk, ikke-metafysisk baggrundsidé, virker eksempelvis 'Les Miserables's slutning paradoksal. Her bliver heltens død fulgt af et himmelsk lysskær, som om en engel hentede ham til Paradis. En sådan slutning understreger, at Hugo ikke blot var en mand, der ønskede at ændre sit land, men også en digter, der ikke blot hørte hjemme i romantikken, men var en af de store forvaltere af dens menneskesyn.
Hos Hugo møder man det gode, det sande og det skønne, der ofte personificeres af hans hovedpersoner. Som moderne læser bliver man altså nødt til at gå med på præmissen om, at der findes virkelige helte – noget af en udfordring for det senmoderne menneske, der er litterært opfostret med værker om antihelte.
Hugo er en digter, der på den ene side bæres frem af en idealistisk tro på muligheden for en bedre verden, en tro der underbyggedes af en dyb tillid til Gud, og på den anden side, i modsætning til danske pendanter som Oehlenschläger, mente, at digterne også havde et ansvar for, at drømmen kunne blive til realpolitisk virkelighed. Det er derfor ikke overraskende, at Hugo efter Februarrevolutionen i 1848 gik ind i politik og blev medlem af det franske Overhus for et højreorienteret parti, der støttede Napoleon III og troede på, at han skulle genskabe Frankrigs storhed.
Hugo blev dog skuffet over sin helt og skiftede allerede i 1849 til oppositionen, hvor han kæmpede for social retfærdighed. Da Napoleon III to år senere gennemførte et statskup, blev Hugo drevet i eksil – ikke på grund af sin litteratur, men på grund af sit politiske ståsted.
Rent litterært var eksilet en yderst produktiv og genremæssig alsidig periode for Hugo. Han skrev de satiriske digte Les Châtiments (1853), der revser Napoleon III, digtsamlingen 'Les Contemplations' (1856, da. 'Kontemplationer'), der nærmest kan beskrives som en selvbiografi på vers, 'La lêgende des siêcles' (1859, da. 'Århundredernes legende'), der med legenden som udgangspunkt søger at fortælle menneskehedens historie og 'Les Miserables', hvor Hugos sociale indignation får kunstnerisk mæle i romanform.
På trods af den litterære succes trivedes Hugo ikke i eksil og vendte ved Napoleons fald i 1870 tilbage til Frankrig. Her gik han øjeblikkeligt ind i politik igen, og hyldedes som et levende symbol på Frankrig frem til sin død i 1885. Hugo formåede således dét, som kun få forfattere gør – nemlig at skrive om drømmen og samtidig hjælpe den på vej i den virkelige verden.
Kunstens skønhed og alsidighed
Selvom Hugo var politisk engageret hele sit liv og eksempelvis allerede viste sin afstandstagen til dødstraffen, da han som 27-årig skrev romanen 'Le Dernier Jour d’un condamé' (1829. da. 'Den Dødsdømtes sidste Dag'), er hans forfatterskab ikke kun politisk.
Samme år som 'Le Dernier Jour d’un condamé' udkom, skrev Hugo 'Les Orientales', der består af en række gennemført upolitiske, eksotiske digte. I de efterfølgende år udgav han fire dybt personlige digtsamlinger, der, selvom de også berører politiske spørgsmål, først og fremmest beskæftiger sig med Hugos private problemer og hans forhold til kristendommen. Ligegyldigt, hvordan Brandes italesatte Hugos dramaer, er de ikke først og fremmest interessante som politiske manifester, men derimod som forløbere for det moderne franske teater, hvor moralske- og psykologiske konflikter sættes under lup.
Også Hugos personlige tragedier spillede en markant rolle i hans værker. Hans datter med hustruen og ungdomskærligheden Adéle døde som 19-årig i 1843. Hugo var på dette tidspunkt på rejse med en elskerinde og hørte om datterens død gennem en avisartikel. Chokket, som han ifølge visse biografister aldrig overvandt, blev et af hovedtemaerne i 'Les Contemplations' og baggrund for hans sidste digt 'Demain, dès l’aube'. Hugos værk bliver således ikke kun forståelse for hans samtid og sociale indignation, men ligeledes for eviggyldige emner som faderskab, skyldfølelse og kampen for kærligheden.
Hvor skal man begynde?
I Frankrig er Hugo kendt og elsket for sine digte, men disse har ikke for alvor slået igennem i resten af verden. Dette skyldes ikke, at de er specielt nationale, men derimod, at lyrik er en af de genrer, der er sværest at oversætte.
Med mindre man kan sproget, vil jeg derfor anbefale, at man begynder med hans romaner. Selvom 'Notre-Dame de Paris' (1831, da. 'Klokkeren fra Notre Dame') og 'Les Miserables' er de mest kendte, er det dog ikke nødvendigvis her, man skal begynde. I 'Les Travailleurs de la mer' (1866, da. Havets arbejdere) møder vi drømmeren og sømanden Gilliat, der i kampen for kærlighed snildt kan måle sig med Valjean fra 'Les Miserables' i rollen som altopofrende helt.
Hvis man mere interesserer sig for politiske og historiske romaner er 'Quatrevingt-treize' (1874, da. '1793') en mulighed. Romanen, der var den sidste Hugo udgav, opstod i kølvandet på Pariserkommunens blodige endeligt og handler om en anden revolution, nemlig om Vendée-oprøret, der var modsvaret til den republik, der opstod efter Den Franske Revolution i 1789. Ligegyldigt hvilken af romanerne man vælger, vil man møde Hugos rørende menneskeskildringer, smukke sprog og sans for detaljen.
Hvis man interesserer sig for teaterhistorie, er Hugos dramaer også værd at stifte bekendtskab med. Hos ham finder man det realistiske, romantiske drama, der viderefører og moderniserer det franske teaters stolte traditioner. I 'Ruy Blas' (1838) kombineres historien om en ung renæssance-mand og hans kærlighed til dronningen med et opråb om politiske forandringer. Stykket er filmatiseret flere gange, senest i 2002 af Jaques Weber, og kan derfor opleves, selvom det ikke bliver sat op i Danmark.
Lige gyldigt hvad du vælger at kaste dig over, er Victor Hugo en interessant og følelsesladet vej ind til et andet århundrede og en stor mands sjæl.
Skrevet af cand. mag. Sidsel Sander Mittet.
Victor Hugo regnes for en af hovedforfatterne i verdenslitteraturhistorien. Han mente, at litteraturen skulle sætte samfundets problemer under debat.
Victor Marie Hugo (1802-1885) er ikke bare en af Frankrigs eller romantikkens store digtere, han regnes for en af hovedforfatterne i verdenslitteraturhistorien. Selv i dag kender de fleste ham – ikke kun af omtale, men fordi de på den ene eller den anden måde direkte har stiftet bekendtskab med hans værk.
Bevares, det er de færreste, der har læst hans lange romaner eller romantiske digte, men omarbejdelser af især romanerne har viderebragt Hugos menneske- og historiesyn til den ene generation efter den anden. Hvem, der var barn i 1990’erne, husker ikke Disneys 'Klokkeren fra Notre Dame', og siden 1985 har musicalen Les Miserables (baseret på Hugos roman af samme navn, 1862. da. 'De elendige') turneret verden tynd for i 2012 at blive forvandlet til en Hollywood-film med stjerner som Russel Crowe, Hugh Jackman og Anne Hathaway i hovedrollerne.
Det er således Hugos romaner, der er bedst kendt uden for Frankrig, men Hugo var en alsidig forfatter, der også skrev digte og dramaer samt involverede sig i politik, kunst og musik. Han var både talerør for og formgiver af sin samtid, hvilket i sig selv gør ham interessant at læse. Endvidere var han en formidabel skribent, som formåede at indfange og fortolke menneskets evige eksistentielle spørgsmål – hvad er livets mening – hvilket ikke bare gør hans værk interessant, men også rørende og lærerigt.
Romantikeren og politikeren
Victor Hugo regnes for en af romantikkens store bannerførere. Romantikken er en litterær periode, der groft sagt dækker den første halvdel af 1800-tallet. Periodens litteratur gjorde op med 1700-tallets fokus på fornuft og håndgribelighed for i stedet at dyrke ”Det gode, det sande og det skønne,” der kunne findes i følelserne og fantasien. I de fleste lande ebbede strømningen ud omkring århundredets midte, men i Danmark skulle vi helt frem til 1871 før et virkeligt opgør fandt sted: Det moderne gennembrud.
Incitamentet til dette brud kom fra litteraturforskeren George Brandes, der revsede den danske, romantiske litteratur for at være naiv, plat og tandløs. I stedet mente han, at litteraturen skulle sætte samfundets problemer under debat, altså blive politisk. I denne kamp brugte Brandes aktivt Victor Hugo.
”Man føler stærkere Pustet af en ny Tid naar man seer Victor Hugos fnysende Plebeier skride over Scenen.” skriver Brandes, og fortsætter: ”Hugos første Tragedier er allesammen forbudne af den bestaaende Regjering, Noget som aldrig er hændet een dansk, en Eiendommelighed, man kan udlægge efter sine Sympathier enten som Tegn paa vor Poesies rent digteriske eller som Tegn paa dens rent virkelighedsløse Charakter.”
For Brandes fremstår Hugo altså som en, der netop tør diskutere og problematisere samfundet, et eksempel til efterfølgelse. Brandes nøjes dog ikke med lovprisning, men kommer med en enkelt negativ kommentar til Hugos støtte til de ”klerikale”, altså kirken.
Brandes har her fat i noget af det, der gør Hugo både interessant og udfordrende for den moderne læser. En stor del af Hugos værker er præget af en bidende samfundskritik, men det er næsten altid parret med romantikkens dybe religiøse seriøsitet. I dag, hvor vi forbinder socialrealistisk litteratur med en grundlæggende realistisk, ikke-metafysisk baggrundsidé, virker eksempelvis 'Les Miserables's slutning paradoksal. Her bliver heltens død fulgt af et himmelsk lysskær, som om en engel hentede ham til Paradis. En sådan slutning understreger, at Hugo ikke blot var en mand, der ønskede at ændre sit land, men også en digter, der ikke blot hørte hjemme i romantikken, men var en af de store forvaltere af dens menneskesyn.
Hos Hugo møder man det gode, det sande og det skønne, der ofte personificeres af hans hovedpersoner. Som moderne læser bliver man altså nødt til at gå med på præmissen om, at der findes virkelige helte – noget af en udfordring for det senmoderne menneske, der er litterært opfostret med værker om antihelte.
Hugo er en digter, der på den ene side bæres frem af en idealistisk tro på muligheden for en bedre verden, en tro der underbyggedes af en dyb tillid til Gud, og på den anden side, i modsætning til danske pendanter som Oehlenschläger, mente, at digterne også havde et ansvar for, at drømmen kunne blive til realpolitisk virkelighed. Det er derfor ikke overraskende, at Hugo efter Februarrevolutionen i 1848 gik ind i politik og blev medlem af det franske Overhus for et højreorienteret parti, der støttede Napoleon III og troede på, at han skulle genskabe Frankrigs storhed.
Hugo blev dog skuffet over sin helt og skiftede allerede i 1849 til oppositionen, hvor han kæmpede for social retfærdighed. Da Napoleon III to år senere gennemførte et statskup, blev Hugo drevet i eksil – ikke på grund af sin litteratur, men på grund af sit politiske ståsted.
Rent litterært var eksilet en yderst produktiv og genremæssig alsidig periode for Hugo. Han skrev de satiriske digte Les Châtiments (1853), der revser Napoleon III, digtsamlingen 'Les Contemplations' (1856, da. 'Kontemplationer'), der nærmest kan beskrives som en selvbiografi på vers, 'La lêgende des siêcles' (1859, da. 'Århundredernes legende'), der med legenden som udgangspunkt søger at fortælle menneskehedens historie og 'Les Miserables', hvor Hugos sociale indignation får kunstnerisk mæle i romanform.
På trods af den litterære succes trivedes Hugo ikke i eksil og vendte ved Napoleons fald i 1870 tilbage til Frankrig. Her gik han øjeblikkeligt ind i politik igen, og hyldedes som et levende symbol på Frankrig frem til sin død i 1885. Hugo formåede således dét, som kun få forfattere gør – nemlig at skrive om drømmen og samtidig hjælpe den på vej i den virkelige verden.
Kunstens skønhed og alsidighed
Selvom Hugo var politisk engageret hele sit liv og eksempelvis allerede viste sin afstandstagen til dødstraffen, da han som 27-årig skrev romanen 'Le Dernier Jour d’un condamé' (1829. da. 'Den Dødsdømtes sidste Dag'), er hans forfatterskab ikke kun politisk.
Samme år som 'Le Dernier Jour d’un condamé' udkom, skrev Hugo 'Les Orientales', der består af en række gennemført upolitiske, eksotiske digte. I de efterfølgende år udgav han fire dybt personlige digtsamlinger, der, selvom de også berører politiske spørgsmål, først og fremmest beskæftiger sig med Hugos private problemer og hans forhold til kristendommen. Ligegyldigt, hvordan Brandes italesatte Hugos dramaer, er de ikke først og fremmest interessante som politiske manifester, men derimod som forløbere for det moderne franske teater, hvor moralske- og psykologiske konflikter sættes under lup.
Også Hugos personlige tragedier spillede en markant rolle i hans værker. Hans datter med hustruen og ungdomskærligheden Adéle døde som 19-årig i 1843. Hugo var på dette tidspunkt på rejse med en elskerinde og hørte om datterens død gennem en avisartikel. Chokket, som han ifølge visse biografister aldrig overvandt, blev et af hovedtemaerne i 'Les Contemplations' og baggrund for hans sidste digt 'Demain, dès l’aube'. Hugos værk bliver således ikke kun forståelse for hans samtid og sociale indignation, men ligeledes for eviggyldige emner som faderskab, skyldfølelse og kampen for kærligheden.
Hvor skal man begynde?
I Frankrig er Hugo kendt og elsket for sine digte, men disse har ikke for alvor slået igennem i resten af verden. Dette skyldes ikke, at de er specielt nationale, men derimod, at lyrik er en af de genrer, der er sværest at oversætte.
Med mindre man kan sproget, vil jeg derfor anbefale, at man begynder med hans romaner. Selvom 'Notre-Dame de Paris' (1831, da. 'Klokkeren fra Notre Dame') og 'Les Miserables' er de mest kendte, er det dog ikke nødvendigvis her, man skal begynde. I 'Les Travailleurs de la mer' (1866, da. Havets arbejdere) møder vi drømmeren og sømanden Gilliat, der i kampen for kærlighed snildt kan måle sig med Valjean fra 'Les Miserables' i rollen som altopofrende helt.
Hvis man mere interesserer sig for politiske og historiske romaner er 'Quatrevingt-treize' (1874, da. '1793') en mulighed. Romanen, der var den sidste Hugo udgav, opstod i kølvandet på Pariserkommunens blodige endeligt og handler om en anden revolution, nemlig om Vendée-oprøret, der var modsvaret til den republik, der opstod efter Den Franske Revolution i 1789. Ligegyldigt hvilken af romanerne man vælger, vil man møde Hugos rørende menneskeskildringer, smukke sprog og sans for detaljen.
Hvis man interesserer sig for teaterhistorie, er Hugos dramaer også værd at stifte bekendtskab med. Hos ham finder man det realistiske, romantiske drama, der viderefører og moderniserer det franske teaters stolte traditioner. I 'Ruy Blas' (1838) kombineres historien om en ung renæssance-mand og hans kærlighed til dronningen med et opråb om politiske forandringer. Stykket er filmatiseret flere gange, senest i 2002 af Jaques Weber, og kan derfor opleves, selvom det ikke bliver sat op i Danmark.
Lige gyldigt hvad du vælger at kaste dig over, er Victor Hugo en interessant og følelsesladet vej ind til et andet århundrede og en stor mands sjæl.
Skrevet af cand. mag. Sidsel Sander Mittet.
