Man kan med fordel glemme alt om moderne minimalisme og gå om bord i denne ekstremt lange og fuldkommen fascinerende, klassiske roman, der byder på et væld af svinkeærinder.
Historien om galejslaven Jean Valjean er velkendt fra forkortede romanudgaver og film-, teater- og musicalversioner. Her får vi den ægte vare, romanen i sin fulde, imponerende udstrækning, for første gang tilgængelig for danske læsere i en glimrende oversættelse i et flydende, overvejende moderne sprog med et lige tilpas gammeldags præg. Hugo er en forfatter, der maler med sproget. Han er ikke bange for at svinge sig op til store, følelsesmæssige højder, men han kan også være helt jordnær, og endog ironien behersker han.
Romanen afspejler det franske samfund. Skulle man sætte en etikette på den kunne det være en sammensmeltning at social indignation og kristen etik. Er der da tale om realisme? Ja til dels, men absolut ikke i gængs forstand. Fantasien blander sig lystigt, usandsynlige sammentræf står i kø og bringer efter mange og lange digressioner forfatteren tilbage til hovedsporet, bedst som læseren er ved at fare vild.
Med sine godt 1700 sider er bogen meget lang efter moderne målestok, og man kunne sagtens have skåret en masse væk og alligevel bevaret plottet, som de mange forkortede versioner beviser. Men hvilket overskud, hvilken herlig ødselhed ligger der ikke i de mange, uhyre detaljerede sidespring. Forfatteren, der træder meget tydeligt frem, kan ikke nære sig for at udbrede sig vidt og bredt om perifere emner, som da Jean Valjean flygter gennem Paris’s kloakker, og Hugo benytter lejligheden til at fortælle kloakkernes historie. Og godt for det – det er en af de mange små gaver til den tålmodige læser.
Hovedhandlingen koncentrerer sig enkelt fortalt om Jean Valjean, der stjæler et brød til sin søsters sultne børn og kommer til at tilbringe 19 år som galejslave. En frygtelig skæbne, der tjener til at gøre mennesker afstumpede og forråede. Efter udstået straf er han stigmatiseret og alle døre lukket for ham med en enkelt undtagelse. Den hjertensgode biskop Myriel bespiser ham og tilbyder ham en seng. Som tak stjæler Jean Valjean biskoppens sølvtøj men bliver igen taget af politiet. Her sker der et afgørende vendepunkt i Jean Valjeans liv. Biskoppen siger, at sølvet er en foræring og binder derved Jean Valjean til at blive et godt menneske. Han bliver virkelig, nærmest mod sin vilje, et godt og uegennyttigt menneske, men undervejs bliver han udsat for dybe sjælekvaler og svære valg.
Under et påtaget navn bliver han en driftig fabrikant, der bruger sin velstand til gavn for landsbyens indbyggere. I et af bogens mest gribende afsnit stilles han over for det næsten umulige valg, om han skal stå frem som sig selv og derved redde en uskyldig mand fra fængsel, eller om han skal fortsætte som fabrikant til gavn for en masse mennesker. Selvfølgelig vælger han det rigtige. Senere flygter han fra fængslet med en ny mission; at redde en lille pige fra de onde plejeforældre, og med Cosette kommer kærligheden for første gang ind i den ensomme mands liv.
Det moderne, fortravlede menneske kunne passende bruge bogen som kur mod stress og sjælelig tomhed. Uden forbehold at lade sig opsluge af romanens univers og give sig god tid er en udsøgt nydelse.
Originally published by Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.
Kommentarer