Sally Altschuler

Jeg er født i 53. Min far var snedkermester og havde værksted i en baggård i Oehlenschlægersgade på Vesterbro i København. Vi boede i Folehaven i det yderste Valby i nogen gule huse. 2 værelser og et kammer og en storebror og en storesøster. Det var lidt trangt, men det vidste jeg ikke.

Der var ingen, der gik i børnehave, så der var altid hundrede børn på legepladsen. Nogen gange gik en sort mand gik forbi ude på vejen. Så styrtede den modigste af os hen til ham og spurgte, hvad klokken var. Det var meget spændende. Ellers var der slet ikke nogen indvandrere. I hvert fald ikke, hvad jeg kendte til. Måske var det fordi, at indvandrerne sådan set var os selv. Mig og min familie. Vi var jo jøder og ikke helt som de andre.

Vi holdt ikke jul! Mine bedsteforældre indvandrede omkring 1912 fra Polen og Rusland. Min mormor og morfar endte i Sverige og min farmor og farfar kom altså til Danmark. De var ellers på vej til Argentina, men der var jo langt… Læs mere om barndommen her: http://altschuler.dk/.

Det med studenteroprør, det var jo i 68. Jeg var for lille. I gymnasiet var det nærmeste, vi kom oprøret, den gang jeg måtte stille til skideballe på rektors kontor, fordi lærerne syntes, at jeg var for doven.
- Hvad har du egentlig tænkt dig?, råbte rektor truende. - Ved du, hvad du kan blive til?
Jeg havde jo tænkt mig at blive havbiolog, men det sagde jeg ikke.
- Du kan blive… journalist kan du!

Det var simpelthen den værste sociale nedtur rektor kunne forestille sig. Jeg syntes at det lød godt nok, så skideballen foranledigede mig ikke til en øget indsats.

På et hængende hår blev jeg alligevel student i 72, men da var det altså forsent at blive oprører. Til gengæld kunne vi blive hippier. Det tror jeg også var sjovere. Man behøvede i hvert fald ikke at læse noget som helst først. Jeg prøvede ellers på Marx og manifestet, men det var forfærdelig kedeligt. Vi tog til Nepal og Indien i stedet for. Da jeg kom hjem, ville jeg stadig være havbiolog, men først blev jeg buschauffør. Det så underligt ud med mit krøllede hår ned til skuldrene under den autoriserede, grå HT-kasket.

På min første solotur kørte jeg ind i en tankvogn i Læderstræde. Der er altså også meget smalt, og han holdt i mit stoppested. Linie 29. Efter endnu et par mindre uheld begyndte jeg på universitetet.
Imidlertid faldt jeg i søvn, når de rullede gardinerne ned for at vise lysbilleder, og det syntes jeg de gjorde hele tiden. Så blev jeg lærervikar, men da de uden videre halverede lønnen for sådan nogle studenter som mig, så tænkte jeg, at jeg hellere måtte blive skolelærer, så jeg kunne få en rimelig løn igen.
Det var godt nok, at gå på seminarium. Det mindede en del om gymnasiet. Bortset fra det med rektor. Og så var kantinen meget bedre.
Jeg regnede hele tiden med, at det der med at være lærer skulle være noget midlertidigt, og allerede efter 17 år gik jeg da også på nedsat tid. Det var fordi jeg gerne ville skrive nogle flere bøger.

Jeg havde nemlig lavet en roman, der hed Jordens Salt. Den udkom i 1993 og var meget bedre end jeg havde regnet med. I hvert fald fik den både Børnebibliotekarernes og Skolebibliotekarernes børnebogspriser det år, og det var meget mere opmuntrende end rektors skideballer, så jeg blev ved.
Jeg var blevet meget optaget af computere, internet og alt sådan noget. Især det med at skabe en virtuel, en kunstig virkelighed. Tænk hvis man en dag ikke kunne se forskel… Det blev til Psykocyber.
Det med Nepal og Indien havde jeg aldrig glemt. I mellemtiden havde jeg fået en kone og to børn. I 95 var de 6 og 9 år gamle, og det betød at min kone og jeg kunne få forældreorlov og rejse jorden rundt. Det gik der 9 måneder med. Indonesien, Malaysia, Caribien, Mexico… Der kom også en sørøverroman ud af det: Manilagaleonen.
Jeg bliver stadig mere optaget af IT. Jeg opfatter nettet som et uopdaget univers, med eventyrlige muligheder for historier, og jeg arbejder på at lave en slags sammensmeltning af netmedie og litteratur. Jeg er også begyndt at bruge det i min kontakt med skoler rundt omkring i landet. 

Oprindelig publiceret ForfatterNet Horsens - 5. juli 2000. Opdateres af redaktionen