Forfatter
Hugo Pratt
Italieneren Hugo Pratt (1927-1995) skrev og tegnede fra 1967 til 1992 tolv albums om sømanden og eventyreren Corto Maltese. Man følger i disse albums Corto Malteses fantastiske skæbne fra hans barndom i Córdobas jødiske kvarter i begyndelsen af det 20. århundrede, til han forsvinder, kæmpende for republikanerne under den spanske borgerkrig i 30'erne.
På disse godt tredive år rejser Corto Maltese verden rundt og oplever mange af de begivenheder, der prægede det 20. århundredes blodige begyndelse. Hans eventyrlige tildragelser udspiller sig blandt pirater og frimurere, oprørere og forfattere, farlige kvinder og sydamerikanske gangstere. Men på sine turbulente rejser møder han også virkelige personer som Rasputin, Stalin, Den Røde Baron, en ung flyver ved navn Herman Göring, Pancho Villa, Lawrence of Arabia og mange flere. Disse er dog aldrig mere end bipersoner, der skal bidrage til at fæstne den eventyrlige hovedhandling i en virkelig, historisk kontekst.
Denne blanding af en grundigt researchet historisk viden med en spændende, fiktiv historie er et af kendetegnene i Corto Maltese-serien. Det er ikke tilfældigt, at forfatteren bag Rosens Navn, Umberto Eco (f. 1932) ved flere lejligheder udtrykte sin beundring for Hugo Pratts værk.
Selvom Corto Malteses eventyr foregår i moderne tid, trækker handlingen ofte spor langt tilbage i tiden, hvilket giver Pratt lejlighed til at flette en enorm viden om en række emner fra jødisk kabbala til byzantinsk kunst ind i historien, ikke ulig det, Eco gør i sine middelalderromaner. Faktisk havde Eco og Pratt så meget tilfælles, at de arbejdede sammen om Pratts sidste værk, en historie om de sidste minutter i den legendariske franske flyver og forfatter Saint-Exupérys (1900-1944) liv.
Ikke alene er Pratts serie altså både historisk, lærd, elementært underholdende og spændende, dens figurer har også en enestående psykologisk dybde. Personerne er ikke blot gode eller onde, som de så ofte er i den tradition for actiontegneserier, som Pratt var med til at bringe fra den rene underholdnings til kunstens sfære i 50’erne og 60’erne.
Denne dybde opnår Pratt ved at lade sin hovedperson være en diskret iagttager snarere end en aktiv skaber af historien. Handlingen udfolder sig ved en egen dynamik, og Corto Maltese er ofte blot en slags guide, hvis tilstedeværelse i forskellige situationer binder historiens dele sammen for læseren. I det rum, den tilbagetrukne og observerende protagonist efterlader, får historiens bipersoner lov til at udfolde deres psykologiske egenart.
Historierne får derved et meget mere kompliceret og nuanceret liv end de typiske tegneserier efter amerikansk forbillede, hvor personerne blot udfylder aktantmodellens givne roller.
Dette liv får Pratt naturligvis også til at pulsere i kraft af sin brillante blæktegning, der forener en knivspids, præcis streg og store, kulsorte blækskygger. Denne stemningsfyldte clair-obscureeffekt illustrerer perfekt den mystiske og hemmelighedsfulde atmosfære, historierne udspiller sig i, og Pratt forstår at udnytte dette. Således er der ofte billeder uden dialog i historierne.
De er som tiltrængte, stemningsskabende åndehuller i de ofte ret tekstmættede striber, hvor Pratt giver sine evner som tegner lov til at udfolde sig. Billederne i Legenden om Venedig (1977, dansk 1984), hvor Corto Maltese vandrer alene rundt i den sælsomme kanalby ved nattetide er eksemplariske i den henseende, og meget smukke.
Det er derfor meget ærgerligt, at flere af Maltese-seriens albums er blevet farvelagt ved oversættelse til andre sprog – f. eks. den danske oversættelse af Balladen om det salte hav (1967, dansk 1989).
Legenden om Venedig anses af mange for at være det bedste album i serien om Corto Maltese. Det er en indviklet historie på grænsen mellem drøm og virkelighed om gådefulde inskriptioner, fordækte logebrødre og en legendarisk ædelsten. Men den egentlige hovedperson er Venedig, denne mystiske, labyrintiske by af vand og gemte baggårde, af ruiner i måneskin, herreløse katte og udviskede inskriptioner, som i øvrigt er Hugo Pratts fødeby.
Det er dens historie, der rummer nøglen til gådens løsning, og det er dens skyggefulde gyder og natsorte, klukkende kanaler, der fylder siderne med en nostalgisk drømmende og skæbnesvanger intensitet. For dem, der elsker eventyrlige historier, fortalt med finesse og kundskab, er Hugo Pratts serie et oplagt emne på ønskelisten. Og et godt sted at starte eventyret er Legenden om Venedig.
I de sidste billeder i denne bog går vor helt op ad nogle stentrapper og banker på en trædør. Adspurgt om, hvem han er og hvad han vil, svarer han, at han er Corto Maltese, og at han gerne vil forlade 'Legenden om Venedig' og komme til et nyt sted og en ny historie. Og det er nøjagtigt, hvad man også som læser ønsker.
Af Jakob Ladegaard, Cand. Mag.
Italieneren Hugo Pratt (1927-1995) skrev og tegnede fra 1967 til 1992 tolv albums om sømanden og eventyreren Corto Maltese. Man følger i disse albums Corto Malteses fantastiske skæbne fra hans barndom i Córdobas jødiske kvarter i begyndelsen af det 20. århundrede, til han forsvinder, kæmpende for republikanerne under den spanske borgerkrig i 30'erne.
På disse godt tredive år rejser Corto Maltese verden rundt og oplever mange af de begivenheder, der prægede det 20. århundredes blodige begyndelse. Hans eventyrlige tildragelser udspiller sig blandt pirater og frimurere, oprørere og forfattere, farlige kvinder og sydamerikanske gangstere. Men på sine turbulente rejser møder han også virkelige personer som Rasputin, Stalin, Den Røde Baron, en ung flyver ved navn Herman Göring, Pancho Villa, Lawrence of Arabia og mange flere. Disse er dog aldrig mere end bipersoner, der skal bidrage til at fæstne den eventyrlige hovedhandling i en virkelig, historisk kontekst.
Denne blanding af en grundigt researchet historisk viden med en spændende, fiktiv historie er et af kendetegnene i Corto Maltese-serien. Det er ikke tilfældigt, at forfatteren bag Rosens Navn, Umberto Eco (f. 1932) ved flere lejligheder udtrykte sin beundring for Hugo Pratts værk.
Selvom Corto Malteses eventyr foregår i moderne tid, trækker handlingen ofte spor langt tilbage i tiden, hvilket giver Pratt lejlighed til at flette en enorm viden om en række emner fra jødisk kabbala til byzantinsk kunst ind i historien, ikke ulig det, Eco gør i sine middelalderromaner. Faktisk havde Eco og Pratt så meget tilfælles, at de arbejdede sammen om Pratts sidste værk, en historie om de sidste minutter i den legendariske franske flyver og forfatter Saint-Exupérys (1900-1944) liv.
Ikke alene er Pratts serie altså både historisk, lærd, elementært underholdende og spændende, dens figurer har også en enestående psykologisk dybde. Personerne er ikke blot gode eller onde, som de så ofte er i den tradition for actiontegneserier, som Pratt var med til at bringe fra den rene underholdnings til kunstens sfære i 50’erne og 60’erne.
Denne dybde opnår Pratt ved at lade sin hovedperson være en diskret iagttager snarere end en aktiv skaber af historien. Handlingen udfolder sig ved en egen dynamik, og Corto Maltese er ofte blot en slags guide, hvis tilstedeværelse i forskellige situationer binder historiens dele sammen for læseren. I det rum, den tilbagetrukne og observerende protagonist efterlader, får historiens bipersoner lov til at udfolde deres psykologiske egenart.
Historierne får derved et meget mere kompliceret og nuanceret liv end de typiske tegneserier efter amerikansk forbillede, hvor personerne blot udfylder aktantmodellens givne roller.
Dette liv får Pratt naturligvis også til at pulsere i kraft af sin brillante blæktegning, der forener en knivspids, præcis streg og store, kulsorte blækskygger. Denne stemningsfyldte clair-obscureeffekt illustrerer perfekt den mystiske og hemmelighedsfulde atmosfære, historierne udspiller sig i, og Pratt forstår at udnytte dette. Således er der ofte billeder uden dialog i historierne.
De er som tiltrængte, stemningsskabende åndehuller i de ofte ret tekstmættede striber, hvor Pratt giver sine evner som tegner lov til at udfolde sig. Billederne i Legenden om Venedig (1977, dansk 1984), hvor Corto Maltese vandrer alene rundt i den sælsomme kanalby ved nattetide er eksemplariske i den henseende, og meget smukke.
Det er derfor meget ærgerligt, at flere af Maltese-seriens albums er blevet farvelagt ved oversættelse til andre sprog – f. eks. den danske oversættelse af Balladen om det salte hav (1967, dansk 1989).
Legenden om Venedig anses af mange for at være det bedste album i serien om Corto Maltese. Det er en indviklet historie på grænsen mellem drøm og virkelighed om gådefulde inskriptioner, fordækte logebrødre og en legendarisk ædelsten. Men den egentlige hovedperson er Venedig, denne mystiske, labyrintiske by af vand og gemte baggårde, af ruiner i måneskin, herreløse katte og udviskede inskriptioner, som i øvrigt er Hugo Pratts fødeby.
Det er dens historie, der rummer nøglen til gådens løsning, og det er dens skyggefulde gyder og natsorte, klukkende kanaler, der fylder siderne med en nostalgisk drømmende og skæbnesvanger intensitet. For dem, der elsker eventyrlige historier, fortalt med finesse og kundskab, er Hugo Pratts serie et oplagt emne på ønskelisten. Og et godt sted at starte eventyret er Legenden om Venedig.
I de sidste billeder i denne bog går vor helt op ad nogle stentrapper og banker på en trædør. Adspurgt om, hvem han er og hvad han vil, svarer han, at han er Corto Maltese, og at han gerne vil forlade 'Legenden om Venedig' og komme til et nyt sted og en ny historie. Og det er nøjagtigt, hvad man også som læser ønsker.
Af Jakob Ladegaard, Cand. Mag.