Anmeldelse
Hugo Pratt på sporet af Corto Maltese af Hugo Pratt
- Log ind for at skrive kommentarer
Fascinerende indblik i en af tegneserieverdenens store genier og hans banebrydende værk hører hjemme på reolen hos alle tegneserieelskere.
Italienske Hugo Pratt hører til blandt de mest originale og indflydelsesrige tegneserieskabere nogensinde, ikke mindst takket være hans ikoniske antihelt, sømanden og eventyreren Corto Maltese. ’Hugo Pratt på sporet af Corto Maltese’, som udgives i anledning af Kunstmuseum Brandts aktuelle (2019-2020) udstilling, byder på en fantastisk samling af Pratts originale skitser og akvareller fra perioden 1945-1995. Det er sublim tegneseriekunst og et must for alle, som holder af Pratts maltesiske søhelt.
Hugo Pratt selv levede et særdeles begivenhedsrigt liv, og når man læser om hans rejser og de emner, som optog ham, kan det føles næsten uundgåeligt, at han blev ophavsmand til den berømte Corto Maltese. Han voksede op i et Italien præget af fascismen og boede i en årrække sammen med sine forældre i det daværende Abessinien, hvor hans far blev taget til fange af briterne og endte sine dage i en fangelejr.
Som 22-årig drog den eventyrlystne Pratt til Argentina og rejste også rundt i USA, Caribien og Brasilien. Efter mere end et årti i udlandet kom han i begyndelsen af 1960’erne tilbage til Italien for at gøre karriere som tegner. Gennembruddet kom i 1967, da han udgav magasinet ’Sgt. Kirk’, som indeholdt den første fortælling med Corto Maltese, 'Balladen om det fordømte hav'. Resten er tegneseriehistorie.
På sine mange rejser og i mødet med alverdens forskellige kulturer og traditioner sugede Hugo Pratt indtryk, idéer og historier til sig, som senere foldedes ud i hans tegneserieunivers, der fra begyndelsen var præget af en helt særlig blanding af det historiske og det mytologiske. Pratts Corto Maltese er altid fast forankret i en konkret historisk virkelighed - dvs. tiden omkring 1. verdenskrig - men drømme og visioner, mystiske profetier og hemmelige selskaber spiller en lige så stor rolle i Pratts univers, og Corto Maltese udforsker næsten lige så ofte grænselandet mellem drøm og virkelighed, som han udforsker verdenshavene.
I de mange smukke skitser og akvareller, som udgør hovedparten af ’Hugo Pratt på sporet af Corto Maltese’, følger vi Pratts udvikling som tegner og de mange indtryk, han tog til sig på sine rejser, og som blev så afgørende for hans værk. Materialet er hovedsageligt geografisk organiseret, med skitser og tegninger inspireret af hhv. Venedig, Afrika, Argentina, Stillehavet og Nordamerika. Corto Maltese fylder selvsagt meget, men undervejs får vi også skitser og uddrag fra Pratts øvrige arbejde som tegneserieskaber og illustrator, både før og efter succesen med Corto Maltese, inkl. en række korte essays af diverse Pratt-kendere, som er med til at sætte materialet ind i en historisk og biografisk sammenhæng.
Det samlede indtryk er fantastisk, og bogen har et fint stort format, som giver plads til Pratts smukke, på én gang detaljerede og drømmeagtige kunstværker, uden at bogen bliver alt for massiv og uhåndterbar.
Brugernes anmeldelser