Navnet Dostojevskij opfattes af mange som synonymt med vigtig, men også vanskelig og tung, filosofisk litteratur. Men hvis man sænker paraderne og går mere uhøjtideligt til forfatteren, vil man opdage, at han skrev konkret og realistisk om mennesker til mennesker. Nutidens læsere kan finde både genkendelse og humor i hans værker.
Af Tine Roesen, Dostojevskij-ekspert, lektor i russisk litteratur og oversætter
Den 11. november 2021 var det 200 år siden, den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij blev født. Han levede i en tid præget af protester og voldelige oprør mod det autokratiske tsarstyre, som på sin side svingede mellem visse samfundsreformer og voldsom nedkæmpelse af enhver modstand. Dostojevskij havde allerede fra sin ungdom en kristent funderet sympati for dem, der måtte leve et fattigt og uværdigt liv, og han så med bekymring på den stigende forråelse og splittelse af befolkningen. Han valgte litteraturen som sit medium i et forsøg på at påvirke udviklingen, og selv om det skulle vise sig at blive en økonomisk vanskelig og på mange måder utaknemmelig levevej, holdt han fast i forfatterkaldet hele livet. Hvad var det da, han havde på hjerte?
Forfatterambitionen
I forhold til samfundsudviklingen forsøgte Dostojevskij gennem sine tidsskrifter at indtage en medierende position mellem de splittede yderfløje af konservative tsarstøtter og radikale socialister; mellem slavofile, der så en særlig rolle for den russiske kultur og russisk-ortodokse kristendom i verden, og vestvendte, der ønskede at modernisere Rusland efter europæisk forbillede; mellem ældre og yngre generationer. Missionen lykkedes for så vidt, at hans énmandsavis, 'En forfatters dagbog', havde læsere fra alle dele af befolkningen, og ved sin død som kun 59-årig sås Dostojevskij som en samlende national figur. I de litterære værker præsenterede Dostojevskij samtidig komprimerede fiktionsudgaver af den slags mennesker, tanker og handlinger han så som fremherskende i tiden – med særlig vægt på den farlige udvikling, han ønskede at advare mod, snarere end på de positive idealer, han håbede at fremme. Derfor er hans værker domineret af udfordringerne for troen, menneskeligheden og næstekærligheden i 1800-tallets Rusland, hvor den moderne tid har meldt sig i radikal form som åndsfjendtlig materialisme, utilitarisme og nihilisme. Denne historiske, russiske sammenhæng kan forklare ellers uforståelige konkrete detaljer i hans værker og bidrage til at kvalificere vores fortolkninger. Men værkerne kan også læses uden den konkrete viden, for samtidig handler de om udfordringerne for det moderne menneske som sådan.
Det svære menneskeliv
Det moderne menneske er frisat fra traditionen og indgroede overleveringer og i princippet fri til selv at søge indblik i altings beskaffenhed og skabe sig mening med sit liv. Her byder mange teorier sig til, men som Dostojevskij viser, giver de ikke nødvendigvis mening til det enkelte menneskeliv. Friheden kan derfor opleves som en forbandelse og som afgrundsdyb menneskelig ensomhed, mesterligt skildret af Dostojevskij i Kældermennesket. I den dybe, uforfærdede udforskning af menneskepsyken var Dostojevskijs langt forud for sin tid. Hans hovedpersoner er måske forhutlede embedsmænd i den petersborgske statsadministration eller fallerede studenter med mærkelige navne, men vi genkender deres præstationsangst, sociale angst, paranoia, skyld og skam. Den halvskaldede, fattige embedsmand Devusjkin, der i debutværket Stakkels mennesker kaster sig ud i forskellige håbløse projekter i kampen for en personlig identitet og et værdigt liv, vækker vores latter men også vores sympati. Raskolnikov, der i den grad har forlæst sig på teorierne, at han ser det overlagte mord som vejen frem, udviser samtidig en forsonende instinktiv medmenneskelighed over for de konkrete nødlidende, han møder – en genkendelig splittelse for enhver samfundsteori. Og de helt store livsvalg udfoldes i Brødrene Karamazov, hvor Dmitrij, Ivan og Aljosja på hver deres måde kæmper med at finde mening som forsømte sønner af en depraveret, amoralsk fader. Mordet på faderen er det dramatiske omdrejningspunkt for romanen, men det er de efterfølgende generationers livsmod, der er på spil.
Dostojevskijs særlige sprogkunst
Også for nutidens læsere er det værd at lægge mærke til, at når Dostojevskij udforsker det udfordrende menneskeliv, går han så langt ind i det enkelte menneskes perspektiv, at det sætter sig spor i hans litterære stil. Han lader i høj grad de litterære personer tale for sig selv med deres egne ord, og han er også tro mod deres stil, når han følger deres indre refleksioner. Heraf opstod allerede i Dostojevskijs samtid den hårdnakkede myte, at han skrev sjusket og ikke beherskede en ordentlig litterær stil. Det er for længst blevet modbevist af indblik i hans notesbøger, som viser hvor optaget han var af at ramme helt rigtigt, ikke bare i de vigtigste begreber og beskrivelser, men også i alle de småord, intonationer og fortalelser, vi normalt regner for ubetydelige eller ulitterære. Stilen og sproget i hans værker hænger nært sammen med, hvad hans personer og bag dem han selv som forfatter har på hjerte – et meget konkret udtryk for hans ekstreme realisme, som jeg vil opfordre læserne til at lægge mærke til, hvilket bedst lader sig gøre i de nyere, tekstnære oversættelser til dansk. God læselyst!
Kommentarer