Af stud.mag. i litteraturvidenskab Truels Præstegaard Sørensen
Nationerne blomstrer vildt i den første halvdel af det nittende århundrede; fra nord til syd på de amerikanske kontinenter og ud over hele Europa. Dannelsen af nationale fællesskaber, som vi kender dem i dag, får i denne periode form gennem forfatninger, nationalsange, nationalflag og folkelige institutioner. Også Danmark bliver dansk. Folkeskoleloven af 1814 forpligter alle i nationen til syv års skolegang, Adam Oehlenschläger (1779-1850) skriver nationalsangen Der er et yndigt land i 1823, den grundtvigske højskolebevægelse undfanges i Rødding i 1844, og det bliver i 1854 tilladt for private at flage med Dannebrog.
“Modersmål er det rosenbånd som store og små omslynger,” skriver Grundtvig (1783-1872) i 1837. Nationaliseringen af folket sker i sproget, gennem læsning og fællessang i skolerne, og derfor gør litteraturen krav på en afgørende position. Den nationale ånd er begravet i sproget, og sproget kommer mest fornemt til udtryk i poesien. Og da ordet poesi har sin oprindelse i det græske sprog, hvor det betyder at skabe, kan man ligefrem sige, at det nationale skabes i poesien. Når Oehlenschläger i Der er et yndigt land skriver om “de harniskklædte kæmper” og “et venligt syd i nord,” er det hele vores identitet som sympatiske vikinger, som er under opbygning. En ånd som i dag genfindes i fodboldens særligt danske roligankultur.
Den russiske sjæl
Lignende forbindelser mellem sprog, nation og litteratur genfindes i alle europæiske lande i starten af det nittende århundrede. Således også i Rusland, hvor Nicolai Vassiljevitsj Gogol (1809-1852) og den berømte roman Døde sjæle (1842) er et oplagt eksempel. Romanen åbnes, idet en lavadelig embedsmand, Pavel Ivanovitj Tjitjikov, ankommer til provinsbyen N, et sted i det nuværende Ukraine. Han indleder her flere bekendtskaber blandt de lokale godsejere, bliver hurtigt en velagtet person, indtil rejsens besynderlige formål efterhånden begynder at sætte de lokale grå hår i hovedet. Tjitjikov er kommet til N for at opkøbe døde sjæle fra de lokale godsejere. Men hvorfor?
Det forsøger både godsejerne, provinsbyens sladrende selskaber og ikke mindst romanlæseren at få afklaret. For ingen kan acceptere Tjitjikovs fordækte fremfærd. At begribe romanens grundlæggende intrige, handelen med døde sjæle, kræver imidlertid en ultrakort indføring i et gammelt russisk skattesystem.
Romanens historiske ramme er den samfundsorden, som kendetegner Rusland i begyndelsen af det nittende århundrede. En orden som minder om det stavnsbånd Danmark ophævede i 1788 – en orden som bedst er beskrevet som egentligt slaveri. En godsejer har myndighed over en mængde bønder, såkaldte sjæle, som han anvender til hårdt fysiske landbrugsarbejde, vel at mærke uden at belønne indsatsen. Godsejeren er derimod forpligtet til at indbetale skat til staten, svarende til det antal sjæle, som en indberettet mandtalsliste oplyser.
Listen revideres hvert femte år, og dør en bonde nu mellem to revisioner, er han fortsat ’administrativt’ levende og ’skattepligtig’ indtil næste revision, hvor han endelig kan slettes fra listen. En død mand, men en levende udgift. Romanens hovedperson er en hærdet bureaukrat og kender alt til dette paradoksale skattehul, men hvordan han opnår indtægter ved at købe andres skatteudgifter, skal ikke afsløres her.
Sideløbende med det groteske plot byder Døde sjæle på en utilsløret kritik af et uretfærdigt russisk samfund, hvor få har alt for meget og allerflest ingenting. Gogol repræsenterer adelstanden gennem den notoriske drukkenbolt Nozdrjov, den latterligt nærige Pljusjkin og ikke mindst hovedpersonen Tjitjikov, som viser sig at være komplet moralløs.
Og når romanen gengiver de adeliges samtaler, understreger fortælleren konsekvent den idiotiske klodsethed, hvormed adelsmænd forsøger at bruge franske, tyske og engelske fraser. Den snobbede forkærlighed for ikke-russiske sprog får ligefrem fortælleren til at fremstille adelen som et fremmedlegeme på russisk jord. Adelen er et internationalt broderskab af løgnere, mens den sande arving til den russiske jord og det russiske sprog er bonden.
I bondens skikkelse forener Gogol sprog, nation og litteratur. Bonden bliver bærer af det ægte russiske. Et sted råber Tjitjikov efter en langskægget bonde, som svarer ham med en nærmest poetisk præcision. Og fortælleren indser da straks, at “intet andet sprog har ord der er så slagfærdige og djærve, så hjertefølte, så sprudlende og sitrende af liv som et rammende russisk ord.”
Der står bonden midt på den uendelige slette, det mest russiske af alle landskaber, og tiltaler med uimponeret kortfattethed den forhastede adelsmand, som ruller forbi i sin vogn. Her mødes romanens modsætninger. Den jordnære bonde over for skattespekulanten Tjitjikov. Og Gogols sympati synes at være klart placeret, for denne bonde forstår at bruge det russiske sprog. Rusland tilhører bonden. Ligesom Grundtvig og Oehlenschläger opbygger en dansk identitet gennem salmetekster og digte, forsøger Gogol i passagen at give stemme til en særlig russisk bondeidentitet. Russeren er solid, jordnær og kortfattet.
En særegen national karakter, som genfindes som biografisk detalje i et andet stort russisk forfatterskab: Leo Tolstoj (1828-1910) opgav mod slutningen af sit liv skrivegerningen og realiserede sig i stedet som denne arketypiske, russiske bonde.
Overdrivelsens humor
Det ovenstående fokus på Gogols patriotisme forankrer forfatterskabet i romantikken, mens andre elementer peger fremad i litteraturhistorien. Overvejer man den humoristiske formel, som forfatteren anvender, bliver det muligt at drage paralleller til moderne litteratur, eksempelvis Franz Kafkas (1883-1924) groteske fortællinger.
Den regulære tilsvining af den russiske adel, som Gogol præsterer i Døde Sjæle, er naturligvis underholdende læsning. Og det skyldes i særdeleshed en bestemt humoristisk strategi, nemlig overdrivelsen. Ingen virkelig godsejer er så nærig som Pljusjkin eller så kedelig som Manilov, men når Gogol vælger at gøre figurernes svagheder ekstreme, bliver det for alvor morsomt.
Overdrivelsens morskab er særligt iøjnefaldende i Skt. Petersborg-novellen Næsen (1836). Her bliver en personlig svaghed pludselig til en ubehagelig fysisk manifestation. Embedsmanden Platon Kovalef vågner en morgen og erfarer, at han mangler sin næse. En barber finder samme morgen en næse i sit morgenbrød, og et tredje sted i byen observeres en næse forklædt som statsråd. Man kan tolke den besynderlige situation på mange måder, men det er oplagt, at embedsmanden stræber efter den forklædning, han ser sin næse indtage.
Næsens statsrådsuniform illustrerer Kovalefs personlige ambition. Det ville imidlertid ikke være en morsom historie, hvis Gogol skrev direkte om en embedsmand, som ønsker at blive statsråd. Men da samme pointe er fremstillet gennem en absurd udveksling af næser, bliver historien morsom. Sådan bliver overdrivelsen humoristisk.
Og så er det iøvrigt også morsomt, at forfatteren har skrevet novellen om denne forsvundne næse, når man vurderer Gogols eget ikke uanselige eksemplar af en næse.
Kommentarer