Lektørudtalelser er anakronistiske!

Det er en relevant og interessant diskussion om Lektørudtalelserne, som Lise Vandborg har startet, og vi har på DBC fulgt den med interesse.

Der foregår p.t. et fokusskift fra selektion til formidling og fra fysiske materialer til elektroniske. Det er baggrunden for, at vi her i foråret har gennemført en kvalitativ undersøgelse af bibliotekernes holdning til materialevurderinger, som Lektørudtalelserne er en del af. Vi har besøgt en række biblioteker af forskellig størrelse samt et antal skolebiblioteker for at drøfte tilfredshed med produktet og behov i forhold til indhold, antal vurderinger, det der vurderes, den digitale udfordring, økonomi etc.

Generelt er der stor tilfredshed med produktet og Lektørudtalelserne er stadig et meget centralt værktøj hos alle besøgte biblioteker, og der er bred enighed om, at vurderingerne ikke kan undværes. På børnematerialer anses vurderingerne for meget vigtige og værdifulde, da der ikke anmeldes mange børnematerialer i dagspressen.

Der er forskellige holdninger til, om der er vurderinger, der kan undværes til fordel for fx vurderinger af elektroniske materialer, men den overordnede holdning er, at alt hvad der vurderes p.t. fortsat skal have en vurdering - også fx bestsellerromaner, kogebøger etc. Dette af hensyn til fastsættelse af eksemplartal ved anskaffelse og senere formidling.

Bibliotekerne er p.t. afventende i forhold til materialevurderinger på det digitale område. Der er dog enighed om, at behovet vil komme, og det er vigtigt, at DBC allerede nu forholder sig til det og overvejer hvordan det kan løses, hvilket vi er i fuld gang med.

Den store stigning i antal selvudgivelser er en meget stor udfordring for bibliotekerne både på det fysiske og det digitale område. Selektionen er blevet mere krævende, da det ikke er let at udskille hvad der er biblioteksrelevant. Det har betydet, at DBC efterfølgende har strammet op på BKM-selektionen (bibliotekskatalogiseret materiale), og at vi inddrager lektørkorpset i relevansvurderingen af titler.

Bibliotekerne er tilfredse med kvaliteten af Lektørudtalelserne, men næsten alle mener, at vurderingerne godt kan være skarpere.

Selvom der i dag er tilfredshed med Lektørudtalelserne, er der ingen tvivl om, at brugen vil ændre sig i løbet af de kommende år. Vi vil derfor se på, hvordan produktet kan udvikle sig mod en mere digital og formidlingsrettet verden, og drøfte resultatet af en sådan overvejelse med en række biblioteker - sandsynligvis i starten af 2014.

Med venlig hilsen

Hanne Ekström

Ja, okay - der er bestsellere, som i forvejen er anmeldt i dagspressen, men ud over den lille del af udgivelserne er materialevalgets kvalitet dybt afhængigt af at der er nøgterne vurderinger af hele den store og seriøse del af udgivelserne. En stor fordel ved lektørudtalelserne er også, at de ikke bare anmelder nyhedsværdien - eksempelvis i en kendt koks nyeste bog - men også fortæller om emnet er dækket i forvejen, om niveau, fortælleform og andre ting som avisanmeldelserne ikke altid har med.  Selvudgivelserne er i de allerfleste tilfælde amatøragtigt crap, og hvor det ikke er vil der utvivlsomt være pressedækning.  

Jeg synes, at lektørudtalelserne er et fantastisk gode, som bør bevares.  Men jeg er også af den gammeldags holdning, at materialevalg skal ske lokalt, og at materialevalgsforberedelse - incl. læsning af lektørudtalelser og anmeldelser - er det, som er med til at sikre udlånsbibliotekarens viden og formidlingskraft.

Jeg er en af lektørerne, og jeg kan ikke lade være med at bemærke, at en stor del af Lektørudtalelserne drejer sig om faglitteratur, som ikke anmeldes/omtales andre steder. Det samme gælder for en række skuespil og digtsamlinger.
Selvfølgelig kan ting gøres anderledes; men så skal det altså tænkes godt igennem!

Lektørudtalelserne har (i hvert fald tidligere) haft alt for stor betydning for bibliotekernes indkøb. Som oversætter har jeg tre gange klaget over lektørudtalelser, som herefter blev udsendt i  ny version ved en anden bibliotekar - simpelthen fordi man erkendte, at lektøren ikke havde forstået hverken bogen eller sin opgave. Men på det tidspunkt var det for sent, da proceduren er meget sendrægtig. Ingen af de tre bøger blev - på trods af deres åbenlyse litterære kvaliteter - indkøbt i noget nævneværdigt omfang. På den anden side har jeg svært ved at se et alternativ. Og er det nok at revidere udvælgelseskriterierne? Hvor meget koster lektørudtalelserne egentlig bibliotekerne? Og hvad mener du helt præcist med, at du gerne vil bruge flere af ressourcerne på formidling?

Jeg er forfatter og har været så priviligeret at få lektørudtalelser på “alle” mine fire større bogudgivelser gennem de seneste godt 20 år - egentlig har jeg udgivet seks bøger på fem forlag, men kun fire af dem er endt med at udkomme — det er en lang historie, som dog har en smule med emnet at gøre - men vigtigst i denne sammenhæng: Jeg har mit på det tørre lige hvad dette angår.

Samtidig vil det nok ikke være forkert at sige, at jeg har et uensartet og måske lidt akavet forfatterskab bag mig (og forhåbentlig også foran mig) og for mig har lektørudtalelserne altid spillet en væsentlig rolle.

På grund af, at jeg har udgivet så relativt lidt over så relativ lang tid og i så umiddelbart forskellige genrer, alle dog skønlitteratur og med genrebetegnelsen “roman” (erotisk roadmoviesk ungdomsbog, politisk spændingsroman fra Grønland, sci-fi-satire fra et parallelunivers med indlagte digte af an anden forfatter (bogen, ikke universet) og senest fornylig en bog med syv spor, i forskellige genrer, om døden erindring og det at skrive ) er jeg altid blevet anmeldt lidt ... tilfældigt, kan man måske sige, i dagbladene. Den ene bog i Kristeligt Dagblad og Weekendavisen (den ene elskede den, den anden hadede den), en anden bog i Politiken, EkstraBladet og JP osv., men jeg har aldrig oplevet at blive anmeldt i alle Dagblade eller medier på én gang — det eneste gennemgående holdepunkt har været lektørudtalelsen.

Tilmed har jeg været så heldig, sådan vælger jeg at se det, at den samme lektør, har “anmeldt” flere af mine bøger og derfor fx i den seneste udtalelse har været i stand til at gøre sig tanker om og trække tråde gennem hele mit forfatterskab. Hvorimod alle "rigtige" anmeldelser gennem tyve år har været punktnedslag uden personlig perspektivering eller forståelse for det “samlede” projekt eller processen. Alene af den grund, fordi det er det eneste sted, hvor jeg for alvor føler mig sikker på at være “fulgt” og “fulgt op” har lektørudtalelserne stor personlig beydning.

Og, som jeg indledte med at skrive, så har min “karriere” som forfatter været præget af en himmelråbende mangel på strategisk indsigt eller planlægning; den har udelukkende været drevet af lyst: i praksis vil det sige, at når jeg har skrevet en ny bog og er gået til forlaget med den, så har de set lidt opgivende på mig og sagt “Det er jo ikke rigtigt det samme, som den forrige”. Og så er jeg endt med at være en række andre forlag igennem, inden jeg har fundet et, som kunne se perspektivet i lige dén udgivelse — men så ikke i den næste, for “Det er jo ikke rigtigt det samme ...”. osv. M.a.o er alle mine bøger udkommet på et nyt forlag: Modtryk, Tiderne Skifter, Øverste Kirurgiske og senest Fuglekøjen, som jeg selv har afgørende økonomisk indflydelse på (hedder det vist) det er med andre ord en slags selvudgivelse. Som heldigvis er blevet anmeldt og har fået omtale hist og her (og der skulle være mere på vej) men som igen forekommer lidt spredt og tilfældig. Måske nu også med den yderligere komplikation, at det ikke bare er endnu en bog i en ny genre, men tilmed en “selvudgivelse”, og “du ved nok, hvordan det er med selvudgivelser”. Og dér får lektørudtalelsen igen, for mig personligt, en ekstra vægt: Eller sagt på en anden måde: På mig har det virket som om lektøren har været hamrende ligeglad og uden skelen til den slags bare læst min bog og skrevet sin udtalelse.Punktum. Og dér har lektørudtalelsen en vigtig rolle, mener jeg. 

Og som et underpunkt, et indspark til debatten om selvudgivelser og anmeldelser, som du også er inde på som et særligt problem, kan jeg da tilføje, at det næppe er så let at skelne, som du giver udtryk for og måske tror: Selvom det ikke er noget, der tales højt om, så udkommer der mange bøger, også af mere eller mindre anerkendte forfattere, på mere eller mindre anerkendte forlag (primært mindre, indrømmet) som er selvudgivelser på den ene eller anden måde: Enten har forfatteren betalt for udgivelsen helt eller delvist, eller også betaler de måske med vennetjenester eller fx redaktionelt arbejde på andre udgivelser etc. Jeg tror, at mange ville blive overrasket over, hvor udbredt det er. Så at sætte et kriterium op, som siger at selvudgivelser ikke bør anmeldes, vil være meget svært at håndhæve eller i bedste fald ramme skævt, idet dem som er bedst til at kamuflere, at der er tale om en selvudgivelse, vil blive forfordelt. Desuden: Hvad nu hvis en meget anerkendt forfatter valgte at udkomme på eget forlag?

Et andet punkt i dit indlæg handler om kvalitet og vurderinger med kant. For at fortsætte med selvudgivelserne, som, blankt erkendt, ofte er ringe, for nu at sige det lige ud, så vil det vel fremgå, hvis blot der er en vurdering? “Denne bog stinker” (nok formuleret på en lidt anden måde). Blot skal man så huske, og det kan man jo se ved at følge dagbladsanmelderne, som også primært anmelder ikke-selvudgivelser og - det er jo i hvert fald din påstand, som jeg læser den - i højere grad kommer med kvalitetsvurderinger, at der også er mange bøger fra anerkendte forlag som får en eller to stjerner og en ordentlig “skideballe” med på vejen - det er jo, hvis man ikke kun vil anmelde det helt sikre (og dér er vi ellers nok allerede et godt stykke på vej hen) ikke til at vide, før man læser, om det nu er godt.

Nu har jeg aldrig læst ret mange andre end mine egne lektørudtalelser, og det er jo unægteligt et spinkelt grundlag at generalisere ud fra, men jeg synes nu nok der er vurderinger og perspektiveringer i. Fra min seneste lektør udtalelse kan jeg for eksemplets skyld fremhæve en ting, som jeg er glad for, og en som jeg er mindre glad for. (Hvis du mener, at det tjener debatten, må du for min skyld gerne lægge den hele på). 

Det første er en vurdering af bogen og samtidig en perspektivering af forfatterskabet: 

“Som i det øvrige forfatterskab boltrer han sig også her i forskellige genrer, men samlende er et præcist sprog og flot sansede billeder”. Dét synes jeg er ret genialt skrevet, for lektøren hjælper, som jeg læser det, faktisk potentielle læsere (som jeg godt ved primært er bibliotekarer) der, jvf. mine skiftende genrer, sandsynligvis ikke kender mig eller mine bøger, og hvis de gør er det for noget andet, med at perspektive bogen i forhold til hele forfatterskabet og samtidig pege på elementer, som er gennemgående - dét er da både vurdering og formidling?

Desværre skriver lektøren så også sammenfattende: “En smal men givende samling fortællinger i et gennemarbejdet sprog”. Dels ignorerer han her genrebetegnelsen “roman”, som er en selvstændig diskussion værd, dels bruger han ordet “smal”,  hvad enhver bibliotekar efter min mening burde være hævet over, da det er det samme som at sige “svær og utilgængelig”, hvad jeg egentlig ikke tror, at han mener, men måske  handler om den del, som jeg ikke ved noget om, nemlig det der med at bibliotekerne køber hjem efter udtalelserne.

Men, sammenfattende, så mener jeg altså ikke, at lektørudtalelser er forældede, uden betydning, uden kant eller vurderinger. Kan de blive bedre? Ja, sikkert, men det kan dagbladsanmeldelser også: dagbladene anmelder fx heller ikke rent digitale udgivelser, kun meget, meget sjældent i hvert fald. Og på grund af spaltepladsen, som er blevet betydeligt mindre i min skrivetid, så er perspektivering og reel formidling også kommet under stærkt pres dér, hvorfor det netop har øget bedtydningen og vigtigheden af lektørudtalelserne.

Hilsen
Bjørn Themsen

Det lyder fristende at forkaste lektørudtalelser i nuværende form fordi de ikke løser opgaven, og så håbe at de samme resurser (vi kan vel ikke håbe på flere resurser fra Kulturministeriet?) skal kunne løse den betydeligt større opgave det er at give overblik og formidle et meget bredere spektrum af litteraturformer, udgivet med/uden forlag, på/uden papir eller med/uden redaktør.

I forvejen bruges lektørudtalelser kun i begrænset omfang, men jeg er ikke enig i at det er fordi de er blevet mere og mere neutrale. De er efter min mening blevet mere og mere negative fordi det i jantelovens Danmark ikke er velset med for meget ros, i hvert fald ikke i dele af landet.

I begyndelsen bruges lektørudtalelserne kun af bibliotekerne, men efter nogen tid bliver de lagt på bibliotek.dk så lånerne også kan lade sig inspirere eller afskrække af dem.

Men jeg tror at skoen trykker et andet sted. Lektørudtalelserne er simpelthen ikke dybdeborende nok. De synes ofte forhastede og overfladiske, det virker alt for ofte som om lektøren ikke har givet sig tid til at sætte sig ind i forfatterens virkemidler eller hensigt. Der er deciderede kortslutninger, fx at sproglige fejl og sjusk som redaktøren har været for forjaget til at fange, tillægges overvældende betydning, måske ud fra devisen: hvis forfatteren ikke kan stave, kan hun nok heller ikke skrive.

Jeg savner tiden til fordybelse hos lektøren – eller hvad vi i fremtiden skal kalde formidleren hvis lektørordningen afskaffes til fordel for et tilsvarende ønskesystem der dækker hele feltet af litterære udgivelser. Opgaven er større fremover, resurserne de samme … det kan kun give en endnu mere overfladisk og subjektiv løsning end i dag, hvis ikke vi finder helt nye veje at gå.

Jeg synes i hvert fald vi først skal finde en vejledning der stiller langt større krav til grundighed og fyldestgørende, afbalanceret behandling af litteraturen end nuværende retningslinjer for lektørudtalelser: Højere kvalitet i læsningen, flere dimensioner i vurderingen, større åbenhed for fornyelse i det kunstneriske udtryk … der er masser at tage fat på bare inden for det nuværende felt af bøger til vurdering.

Derfor skal det virkelig nytænkning til hvis vi skal undgå at bevæge os fra ’tilfældigt og dårligt’ til ’kaotisk og endnu dårligere’. En stor udfordring til bibliotekernes sorterings- og formidlingsopgave.

Hej Lise

Jeg synes, du har ret. Vi forfattere elsker dog lektørudtalelserne, fordi de kan garantere det salg, der gør, at man føler, man gør en forskel. Mange titler - særligt for børn og unge, bliver jo slet ikke anmeldt og når kun ud til læserne via bibliotekerne, ikke boghandlerne. 

Men din kritik er relevant - der kan være noget i bibl-automatik, der gør, at vi mister fokus for bibl's rolle - FORMIDLERNE. Ikke den bedst assorterede butik med flest af det, alle vil have. Der findes jo ikke den læser i landet, der ikke har et kærlighedsforhold til deres ungdomsbibliotekar, fordi vedkommende kunne formidle.

Lektørudtalelserne bliver alt for meget til et salgspitch. Og det som den skal bruges til er jo FORMIDLING: Denne nye digtsamling af Lyngsøe minder ikke så meget om hans tidligere, men mere om forfatter X, Y, Z. Så er vi i gang. Så får vi hjælp derude til at blive litterært forførte.

HAr du noget statistik over hvor mange, der rent faktisk læser lektørudtalelserne? (udover bibliotekarer og forfattere?)